Forældre til Jakob Næsager: Sæt handling bag dine ord og stop opsplitningen af Blågård Skole

Anna Marie Krarup og Simon Boertmann Brüel
Forældre på Blågård Skole
"Mor, jeg har holdt Connor i hånden hele dagen."
Ordene kom fra vores yngste datter, Kamma, som går i 3. klasse på Blågård Skole.
Connor, som går i 9. klasse, havde været i praktik i Kammas klasse og været med til at undervise børnene igennem en uge.
Hver gang, vi går forbi Connor, råber Kamma nu "Hej, Connor" med et stort smil. Og Connor smiler tilbage og stopper op og taler lidt med Kamma.
Vores anden datter i 7. klasse kommer hjem og fortæller, at hun og hendes veninder har fået venner i 0., 1. og 2. klasse.
Det at gå i skole sammen med børn, der er meget yngre eller meget ældre end én selv, oplever vi, er en vigtig del af deres dannelse.
Anna Marie Krarup og Simon Boertmann Brüel
Forældre på Blågård Skole siden 2014
De synes, 'de små' er virkelig nuttede, og de hygger sig med at lege med dem i frikvartererne. Hun har venner fra 4. og 8. klasse, som hun mødes med på fodboldbanen i klubben.
Og siden hun og hendes klassekammerater blev uddannet 'konfliktmæglere' i 5. klasse og på skift var mæglere for de yngre elever i frikvartererne, sker det ofte, at hun stadig hjælper de mindre elever i frikvartererne, hvis nogle er kede af det eller er kommet op at skændes med nogle klassekammerater.
En tryg skoletid
Det at gå i skole sammen med børn, der er meget yngre eller meget ældre end én selv, oplever vi, er en vigtig del af deres dannelse.
Som små lærer de at have tillid til de større elever, lærer at man kan føle sig tryg i skolegården, fordi man kender de store, man ser op til dem og 'vokser' af at være sammen med store børn, som 'gider' én.
Er man selv en af de store, er der omvendt en masse vigtig læring i at være forbillede for de små, vise omsorg over for dem og tage ansvar for de små. Vi har set masser af eksempler på — både hos vores egne børn og andre — at børn i den grad vokser med det ansvar.
Derfor var vi glade for at læse det fine debatindlæg fra børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K), formand for Københavns Lærerforening Katrine Fylking og formand for Skolelederforeningen Max Ulrich Larsen, hvor de argumenterer for, at der ikke længere skal være megaskoler i Københavns Kommune med 8-9 spor samt vigtigheden af at have skoler fra 0. til 9. klasse på samme matrikel.
De skriver blandt andet:
"Vores ønske er, at nye skoler maksimalt får fire spor, at de alle skal gå fra 0. til og med 9. klasse, så barnet kan få hele sin skolegang på samme skole, og endelig, at skolen placeres på én samlet matrikel. […] Det er en afgørende del af elevernes dannelse, at de kan møde andre elever, der er både betydeligt ældre og betydeligt yngre igennem skolelivet. Nøjagtig som ude i virkeligheden."
Vi kunne ikke være mere enige.
Sæt handling bag ordene
Lige nu er der et forslag fra Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning i høring, der går ud på at splitte Blågård Skole op, så udskolingen flytter over på naboskolen Nørrebro Park Skole.
Forslaget kommer som reaktion på nogle langvarige problemer på skolen.
Så Jakob Næsager: Dette er en oplagt mulighed for at vise, at der er handling bag dine ord. Bevar Blågård Skole som en skole fra 0. til 9. klasse.
Anna Marie Krarup og Simon Boertmann Brüel
Anna Marie Krarup og Simon Boertmann Brüel
Vi oplever, at der igennem længere tid har været stor fremgang på skolen på flere parametre, hvilket også var forvaltningens indstilling, da de i oktober 2024 beskrev status under overskriften 'Turn-around proces med positive resultater.'
Senest er der dog sket en opblussen af konflikter mellem lærere og ledelse. Forvaltningens løsning er nu en opsplitning af skolen.
Vi mener, at en opsplitning af skolen er den forkerte løsning. Det synspunkt bakkes op af (mindst) 83 forældre på skolen, som var medunderskrivere på et læserbrev i folkeskolen.dk forleden.
Der er simpelthen tale om en fejldiagnosticering og deraf forkert behandling.
Laver man en opsplitning, vil man frarøve eleverne det vigtige dannelseselement, der ligger i at møde andre børn, der er både betydeligt ældre og betydeligt yngre end én selv, som Jakob Næsager med flere så rigtigt beskriver det.
Så Jakob Næsager: Dette er en oplagt mulighed for at vise, at der er handling bag dine ord. Bevar Blågård Skole som en skole fra 0. til 9. klasse.
Artiklen var skrevet af
Anna Marie Krarup og Simon Boertmann Brüel
Forældre på Blågård Skole
Omtalte personer
Indsigt

Carl Valentin spørger Magnus HeunickeEr det rimeligt, at borgerne på Amager og Christianshavn oplever lugtgener?
Mette Thiesen spørger Magnus HeunickeHvilke kriterier ligger der til grund for tildeling af statslig støtte til LGBT+ Danmark?Besvaret
Udvalget spørger Thomas DanielsenHvordan opgøres den samlede månedlige mængde fortrængningsvand fra Lynetteholmen?Besvaret
- B 19 At nedbringe støj- og partikelforurening i og omkring Københavns Lufthavn (Transportministeriet)2. behandling
- B 53 Ret til gradvis opstart efter en stresssygemelding (Beskæftigelsesministeriet)1. behandling
- L 56 Lov om rammerne for arealanvendelsen i Københavns Lufthavn, Kastrup (Transportministeriet)Vedtaget
- Ældre nægtes æg, kaffe og chokolade på københavnske plejehjem
- Fravalgt V-profil så ikke nedsablingen i København komme: "Jeg tog det overhovedet ikke seriøst"
- Sikandar Siddique: Muslimer og minoriteter er selv skyld i endnu et tabt valg
- Forsker anklager rapport om bustiltag for at male et skønmaleri: "Det er noget fusk"
- Lokalpolitikere: Systemet møder vores udsatte med kold og arrogant volapyk



















