Forstander for herberg: Argumenterne mod skæve boliger holder ganske simpelt ikke

I socialt arbejde kender de fleste "onkeltesten".
Den går i alt sin enkelthed ud på, at man spørger sig selv: "Ville jeg byde min onkel det her?", når man står over for et problem, som skal løses eller et kompromis, der skal findes.
Onklen som symbol på en eksistens, der har det svært i livet, og som vækker omsorg, er et godt eksempel.
De fleste har en skæv eksistens i deres liv, som de holder af, og som de synes har en plads i verden – men ikke nødvendigvis en plads på sofaen.
I debatten om placering af skæve boliger i København lader det til, at flere kunne have gavn af at lave "onkeltesten", så lad os prøve:
Ville jeg byde min onkel et længerevarende ophold på herberg, fordi nogle synes, at deres børn skal skærmes for hans eksistens?
Ville jeg byde min onkel et ophold i en institutionslignende ramme sammen med mennesker, som var voldsomt rusmiddelbrugende og meget psykisk forpinte, så jeg kunne bibeholde et grønt område?
Ville jeg lade min onkel være fanget i evigheder, imens byplanlæggere og forskellige kommunale kontorer forsøgte at trampe ledig plads op af jorden?
Ligegyldigt hvor skæv en eksistens onklen er, så er han vel også bare menneske, som skal behandles som lige netop dét: et menneske med ret til værdighed og omsorg.
Udsatte er også bare mennesker
I debatten mangler det helt grundlæggende perspektiv, at udsatte mennesker faktisk bare er mennesker. Så i det kommende tillader jeg mig at omtale "de udsatte" som sådan; mennesker.
I Danmark lider én ud af hver femte dansker af psykisk sygdom og over 70.000 kæmper med et misbrug. Det anslås, at cirka 40.000 danskere er ramt af både misbrug og psykisk sygdom.
Derfor er de 5.989 hjemløse, som optrådte i den seneste tælling fra Vive kun en forsvindende lille del af de udsatte – og de er langt fra alle sammen berørt af psykisk sygdom eller misbrug. Man må antage, at din nabo kan være en af dem.
De mennesker, jeg kender, som drømmer om en skæv bolig, er mennesker som har levet et hårdt og slidsomt liv, hvor de har stået udenfor og kigget ind.
Mennesker ved godt, hvis vi ikke passer ind
Mathilde Holmgaard
Forstander, Kirkens Korshær, Herberg Hillerødgade
De vil have en dør, de kan lukke, og en vindueskarm at stille potteplanter i.
De ved også godt, at deres adfærd kan skabe frustration, og gå andre på nerverne. Mennesker ved godt, hvis vi ikke passer ind, og de fleste ved også, at vi kan støde andre fra os med vores særheder.
Mennesker, som visiteres til skæv bolig, er mennesker, som ikke trives på herbergerne. De kan være stabile, selvstændige og ofte har de rige sociale liv, men også behov for at lukke en dør – måske kan du genkende dig selv i den beskrivelse?
Kan mindske uro på gaden
Men der skal jo findes et kompromis i forhold til placeringen af skæve boliger i København.
Som Line Ervolder (K) siger, så skal de eksisterende beboere i de områder, hvor skæve boliger skal opføres, og dem som kommer for at bo i de boliger, kunne sameksistere i harmoni.
I diskussionen om placeringen af skæve boliger er borgere utilfredse med placeringen, da der i forvejen er hjemløsemiljøer, som belaster de berørte boligområder.
Det argument må skydes ned med den simple påstand, at herberger – og hjemløsemiljøer er noget andet end en fast bolig.
De miljøer er præget af en daglig kamp for at dække basale behov, interne konflikter og uskrevne regler, hvorimod en skæv bolig med den rette støtte kan sikre, at graden af udsathed mindskes, og trivslen øges markant.
Boliger til hjemløse kan løse problemet. De færreste mennesker er interesserede i at skide i egen rede, udsat eller ej
Mathilde Holmgaard
Forstander, Kirkens Korshær, Herberg Hillerødgade
Når argumentet bruges som grundlag for ikke at etablere boliger til hjemløse, så er det paradoksalt, at netop boliger til de mennesker potentielt kan løse problemet.
De færreste mennesker er interesserede i at skide i egen rede, udsat eller ej.
Men til spørgsmålet om, hvor de skæve boliger skal placeres, må jeg være et svar skyldigt. Et klogt menneske, som tilfældigvis selv boede på herberg, stillede mig engang spørgsmålet, hvorfor beboerne på herbergerne ikke selv fik lov til at vælge deres egen støtteform i stedet for, at os velmenende socialarbejdere søgte at pege på noget.
På samme måde kunne man spørge de mennesker, som venter på skæv bolig, hvor boligerne skal placeres. Der er nok af dem.
Ikke fordi alle bare skal have, hvad de vil have. Der er jo altid fare for, at vi løber ind i det, man i kommunalt regi kalder "risikoen for at blive overkompenseret".
Men skal vi ikke være ærlige: "De udsatte" og "de hjemløse" er ikke en gruppe, som har ry for at blive overkompenseret. Hverken i dag, eller historisk.
Så måske skulle vi være modige og løbe den risiko?
Artiklen var skrevet af























