Green Cities i opråb til S og V: Husk nu den nære natur

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Michael Petersen
Direktør, Danske Anlægsgartnere, på vegne af Green Cities for a Sustainable Europe
Både regeringen og Venstre har øjnene mod horisonten for at klimasikre fremtiden. Et væld af initiativer skal sænke vores samlede CO2-udslip, skabe et mere klimavenligt landbrug, sikre mere urørt skov og mere biodiversitet på statens arealer.
Samtidig vil Venstre bruge to tredjedele af alle nye offentlige forskningsmidler på det grønne område for at sikre "ansvarlig økonomi hånd i hånd med grøn omstilling," som formand Jakob Ellemann-Jensen fastslog i sin landsmødetale.
Forårets klimaudspil fra regeringen var tilsvarende fremtidsorienteret med "Power-to-X", helt nye øer i havet, et massivt fokus på industri og banebrydende, nye teknologier som vejen til vores grønne fremtid.
Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk
Problemet er bare, at vi mennesker ikke lever i fremtiden eller – for størstedelens vedkommende – langt ude på landet.
Tag dieselhakkeren ud til naturen
Det er ingen nyhed, at stadig flere af os lever i byerne, og mens der er stort fokus på natur udenfor byerne, er realiteten, at mængden af natur, som byboerne rent faktisk har til rådighed, skrumper.
Dette kommer måske som en overraskelse for vores politikere, men der findes allerede en billig, hurtig og utroligt smuk teknologi til at optage og lagre CO2. Den hedder "et træ".
Michael Petersen
Direktør, Danske Anlægsgartnere
Der er eksempelvis blevet mindre plads på de grønne områder i mange hovedstadskommuner.
Københavns Kommune har i 2018 kun 33,2 kvadratmeter grønne områder per indbygger. Det er et fald fra 2011, hvor der var 38,4 kvadratmeter per indbygger.
Det svarer til et fald på 14 procent og er sket igennem en årrække, hvor "det grønne" har været mere på dagsordenen end nogensinde før. Og tag ikke fejl – er et grønt område blevet bebygget, kommer det aldrig tilbage.
Men netop bynatur og bynære naturområder er altafgørende, fordi man kan besøge dem efter en stresset arbejdsdag, i frokostpausen eller cykle igennem dem til og fra arbejde.
Det er fint og vigtigt, at der ligger en nationalpark 50 kilometer væk, hvor arterne kan få plads til at boltre sig. Men når det gælder menneskelig sundhed og mental velvære, så er det bynaturen, der batter. For bynaturen er i nærheden. Nationalparken er ofte en køretur og en tankfuld fossilt brændstof væk.
Bynatur og mental sundhed
Og forskningen – altså den eksisterende, ikke den fremtidige – er entydig: Har man dårlig adgang til grønne områder, har man højere risiko for at lide en tidlig død.
Ud over at dø kan man også have det dårligt, både psykisk og fysisk. Også her har forskningen for længst vist, at hyppige ophold i grønne områder mindsker risikoen for dårlig sundhed – også mentalt.
Blandt andet fordi folk helt uundgåeligt bevæger sig mere i grønne omgivelser, og fysisk aktivitet er forbundet med et væld af positive sundhedseffekter.
Forskningen tyder til gengæld også på, at 300-400 meters afstand til et grønt område er en kritisk afstand. Er afstanden større, finder folk simpelthen ikke så naturligt derhen, og effekten fordufter. Det er altså bynaturen, der batter.
Gå ikke over åen efter vand
Samtidig giver investering i bynatur både grønne jobs, ejendomsværdistigninger og ikke mindst klimasikring af vores bykerner, som ellers er yderst sårbare overfor oversvømmelser og hedebølger.
Desuden – og dette kommer måske som en overraskelse for vores politikere – findes der allerede en billig, hurtig og utroligt smuk teknologi til at optage og lagre CO2. Den hedder "et træ".
Alligevel blev træer overhovedet ikke nævnt i regeringens klimaudspil i foråret, hvor planter også kun blev nævnt én gang… som biomasse der skal afbrændes!
Pointen er naturligvis ikke, at vi ikke skal bruge penge på at udvikle fremtidens klimateknologier.
Pointen er, at vi allerede har teknologierne og den nødvendige viden til at forhindre de helt akutte udfordringer, som vi står overfor i byerne i dag.
I en coronatid, hvor borgerne har stuvet sig sammen i byernes skrumpende grønne områder og endda til tider har fået bøder for det, håber vi, at landets toneangivende politikere vil indse, at de ikke behøver gå over åen efter vand.
Indsigt

Carl Valentin spørger Magnus HeunickeEr det rimeligt, at borgerne på Amager og Christianshavn oplever lugtgener?
Mette Thiesen spørger Magnus HeunickeHvilke kriterier ligger der til grund for tildeling af statslig støtte til LGBT+ Danmark?Besvaret
Udvalget spørger Thomas DanielsenHvordan opgøres den samlede månedlige mængde fortrængningsvand fra Lynetteholmen?Besvaret
- B 19 At nedbringe støj- og partikelforurening i og omkring Københavns Lufthavn (Transportministeriet)2. behandling
- B 53 Ret til gradvis opstart efter en stresssygemelding (Beskæftigelsesministeriet)1. behandling
- L 56 Lov om rammerne for arealanvendelsen i Københavns Lufthavn, Kastrup (Transportministeriet)Vedtaget
- Center fik millioner til voldsofre. Men ansøgningerne bag tegner et falsk billede
- Afsløring får styrelse til at undersøge millionstøtte til center for voldsofre
- Fru Jensen skal have lov til at drikke, ryge og spise sig ihjel på plejehjemmet, hvis hun vil
- LA reagerer på Altinget-afsløring: Vi skylder udsatte borgere mere end flotte powerpoints og gode ansøgninger
- Udkantsdanmark er klar, når sirenen lyder. Københavnere tager nok på café






















