IDA og Arkitektforeningen: Hovedstaden har brug for mere bynær natur og plads til vandet

Men hvordan er byen rustet til om 30, 40, 50 år? Og hvad med hovedstadsområdet som helhed?

Ville det ikke være dybt relevant at have som ambition og pejlemærke, at fastholde hovedstadsområdet som verdens mest attraktive byområde for borgere, tilrejsende og erhvervsliv i 2075?

Flyder over kommunegrænsen

Klimaforandringerne rammer hovedstadsområdet med stigende havvand, mere ekstremregn, grundvandsstigninger og behov for omfattende klimatilpasning.

En klart styrket helhedstænkning kommer vi ikke udenom, hvis vi skal forløse hovedstadsområdets fulde potentiale

Laura Klitgaard og Lars Autrup
Hhv. formand, IDA, og direktør, Arkitektforeningen

Det kan ikke løses inden for de enkelte kommunegrænser, men kræver tværkommunale, langsigtede løsninger, hvor klimatilpasning, kystsikring og grøn infrastruktur tænkes sammen – og hvor vi tør prioritere naturbaserede løsninger og give plads til vandet, hvor det er nødvendigt og muligt.

Alle prognoser peger på massive fremtidige trængselsproblemer, som gør det nødvendigt at investere i kollektiv trafik, cykelinfrastruktur og stationsnær fortætning, fordi hovedstadsområdet vokser, og presset på både boliger og infrastruktur stiger.

Det skal naturligvis samtænkes nøje med byudviklingen, ligesom der skal skabes bedre sammenhæng i hele hovedstadsområdet.

Den grønne ambition

Når det kommer til det grønne, står vi med et presserende behov for styrket biodiversitet og mere tilgængelig bynær natur. Danmark er langt fra EU’s mål om 30 procent beskyttet natur. De grønne kiler er udfordrede og biodiversiteten er ringe, fordi den kræver store sammenhængende områder.

Der er behov for aktivt at udvikle sammenhængende naturområder, biodiversitetskorridorer og mere bynær natur, og det kræver om noget helhedstænkning.

Skal vi realisere den ambition, kræver det, at vi løfter blikket, sætter det lange lys på og samtænker de udfordringer og potentialer, som hovedstadsområdet står overfor i dag.

Det kræver, at vi åbent taler om fremtiden og vurderer, hvilke visioner vi ønsker for hovedstadsområdet, og hvad der skal til for at løfte de fælles ambitioner.

Det rette tidspunkt er nu

Timingen for at forløse en sådan langsigtet ambition kan ikke være bedre. Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) har nemlig igangsat en revision af fingerplanen, som siden 1947 har fungeret som det fælles visionære “søkort”, man har pejlet og disponeret efter, når hovedstadsområdet skulle udvikle sig.

Det er vores inderlige håb, at vi kan indlede en bred diskussionen om, hvordan vi til alles bedste skaber en fremtidssikret, bæredygtig udvikling af hovedstadsområdet

Laura Klitgaard og Lars Autrup
Hhv. formand, IDA, og direktør, Arkitektforeningen

Fingerplanen har på mange måder leveret det den skulle, for hovedstaden har i det store hele udviklet sig i overensstemmelse med det, som var tiltænkt i planen.

Men alt peger på, at den nuværende Fingerplan er utilstrækkelig som overordnet plan, der skal guide os det næste halve århundrede.

Det virker mere og mere åbenlyst, at planen trænger til en grundlæggende opdatering, hvor man genbesøger en række af dens nøgleforudsætninger og antagelser og spejler det op imod det komplekse udfordringsbillede, vi står over for i dag.

Siden Hovedstadens Udviklingsråd blev nedlagt ved den seneste kommunalreform for snart 20 år siden, har helhedstænkningen for hovedstadsområdet været svækket.

En klart styrket helhedstænkning kommer vi ikke udenom, hvis vi skal forløse hovedstadsområdets fulde potentiale. Og helheds- og samtænkningen er måske allermest presserende indenfor klimasikring, grønne områder og mobilitet.

Det er vores inderlige håb, at vi kan indlede en bred diskussionen om, hvordan vi til alles bedste skaber en fremtidssikret, bæredygtig udvikling af hovedstadsområdet, som gør at ambitionen om at skabe et formidabelt – ja, verdens bedste – hovedstadsområde i 2075 bliver realistisk.