S-kandidat til pædagog: Selvfølgelig skal kommunen ikke diktere, at børn skal synge 'Jeg ved en lærkerede'

Politisk styring af dagtilbud
Det er bestemt ikke noget galt i at "passe børn," men det giver bare et alt for simpelt billede af, hvad det er der foregår i de mange timer, børnene tilbringer i vuggestue eller børnehave.

Det er et udtryk for manglende tillid, hvis man i den enkelte institution ikke selv kan bestemme, hvilke sange man synger hvornår. 

Jonas Manthey Olsen
Kandidat til Københavns kommunalvalg

Kasper Bøgh Larsen giver flere gode eksempler, herunder hvordan Københavns Kommune pludselig gør det obligatorisk, at alle børn skal lære at synge 'Jeg ved en lærkerede', inden de starter i skole.

Fællessang er uden tvivl vigtigt, men det er godt nok et udtryk for manglende tillid, hvis man i den enkelte institution ikke selv kan bestemme, hvilke sange man synger – og hvornår.

Jeg har for nylig besøgt en daginstitution på Nørrebro i København.

Her fortalte de om den store lettelse, der var kommet med at gå fra at være kommunale til at være selvejende.

De oplevede at have fået en større frihed og selvbestemmelse, der både gav større arbejdsglæde og mere tid til børnene. Det er alligevel tankevækkende.

Derfor tror jeg også, at det handler om mere end at ændre måden, vi taler om dagtilbud på. Det handler også om at ændre den måde, vi styrer området på politisk.

Pædagogers faglighed skal tages alvorligt
Hvad betyder det så helt konkret? Det betyder for eksempel, at man som kommune holder op med at ville bestemme, hvilke sange børnene skal synge hvornår.

Børns udvikling kan ikke isoleres til enkeltstående tiltag, men kræver blik for helheden og det fællesskab barnet er en del af.

Jonas Manthey Olsen
Kandidat til Københavns kommunalvalg

Og så betyder det et opgør med alle de koncepter og kortsigtede projekter, der i stigende grad præger hverdagen i dagtilbuddene.

Langt det meste af det kommer med gode intentioner: Vi skal gøre mere for sprogudvikling. Vi skal sørge for bedre motorik. Vi skal gøre børnene skoleparate.

Men vi risikerer, at det gør mere skade end gavn. Det kan virke tillokkende at indkøbe et koncept, der lover bedre sprog. Så let er det bare sjældent.

Børns udvikling kan ikke isoleres til enkeltstående tiltag, men kræver blik for helheden og det fællesskab, som barnet er en del af. Det er lige netop det, pædagogikken kan, og som vi politisk skal give endnu bedre betingelser for.

Jeg håber, at Københavns Kommune med sin størrelse og mangfoldighed kan vise en ny vej for, hvordan danske dagtilbud bliver drevet.

Hvor vi går væk fra snuptagsløsninger og kontrol for i stedet at tage den pædagogiske faglighed alvorligt.