Lektor: Fordummende logik om pædagoger opretholdes

En typisk forestilling, der knytter sig til pædagoggerningen, tilsiger, at de fleste kan udøve denne, såfremt de vil, ligesom det antages, at de fleste også vil, hvis de erfarer, at de kan.

Nu er det imidlertid ikke alle forundt at være omsorgsmedarbejdere. Det vil sige at kunne udføre pædagoggerningen, vilje eller ej.

Og det er til trods for, at det hedder sig, at det ikke skulle være noget særligt at udøve denne. Dette er en fejlslutning. For en sådan gerning er både en intellektuel, sanselig, emotionel og relationel affære.

Den kræver, at man er i stand til "konkret" at kunne se, høre, fornemme og føle, hvad der går for sig i de daglige sociale praksisser, samtidig med at man også "alment" må kunne reflektere over, hvad der kan have betydning for, at man for eksempel hører og ser barnet på denne og hin måde heri – og ikke på (helt) andre måder.

Problemet er, at man slet ikke synes at være optaget af at forstå, hvorfor mødet med den pædagogiske realitet tilsyneladende kan være så foruroligende, at nogle vælger pædagogprofessionen fra

Dion Rüsselbæk Hansen
Lektor i pædagogik og uddannelsesforskning og leder af forskningsprogrammet Pædagogik, kultur og ledelse, Syddansk Universitet

Forestillinger i pædagoguddannelsen
Med andre ord er det ikke ligegyldigt, hvilke perspektiver, herunder teoretiske og hverdagsagtige, begreber og værdier med videre, som man trækker på i den henseende, fordi disse har betydning for, hvad man kan se og høre, og hvad man samtidig gør sig blind og døv for.

Dette aspekt kan forklare, hvorfor samarbejdet mellem for eksempel psykologer og pædagoger ikke altid forekommer lige tilforladeligt.

Ofte ser og hører disse professioner noget væsensforskelligt, når der kigges på og lyttes til barnet. Det skyldes, dels hvorfra der ses og lyttes, og dels hvordan det gøres. 

Dette leder mig frem til uddannelsen af pædagoger. Hvad vi er vidner til, er, hvordan pædagogiske vokabularer, der har fokus på dannelse, demokrati, fællesskab, omsorg med videre, nivelleres i pædagoguddannelsen til fordel for teknokratiske, forsimplede og læringsmekaniske af slagsen, der dels formodes "at virke," hvilket de sjældent gør, og som dels antages kan "anvendes" direkte og upåagtet af kontekstens beskaffenhed, hvilket sjældent er tilfældet.

Pointen er, at hvor pædagogik blandt andet handler om de komplekse og "ustyrlige" forhold i mellemværendet mellem individ og fællesskab, og hvordan disse forhold altid indvirker på hinanden på godt og ondt, så vurderes det ofte at være for svært for de pædagogstuderende at beskæftige sig indgående hermed.

Så hellere arbejde med nogle reduktionistiske normative forestillinger om pædagoggerningen, der kun eksisterer imaginært i undervisningen på pædagoguddannelsen, men som kommer til kort i en hverdagsrealitet, hvor tingene langt fra er så entydige, som de (måske) kunne ønskes at være.

Ikke teoretisk nok
Det er ikke nyt, at man kan opleve "ustyrlige" pædagogiske praksisser som skræmmende, da man kan møde børn, der forholder sig på uigenkendelige måder heri, som man ikke kan identificere sig med – endsige at forstå. Sådan har det altid været, og sådan vil det angiveligt også være fremadrettet.

Problemet er, at man slet ikke synes at være optaget af at forstå, hvorfor mødet med den pædagogiske realitet tilsyneladende kan være så foruroligende, at nogle vælger pædagogprofessionen fra.

Standardsvaret, som man forlader sig på, er, at pædagoguddannelsen er blevet for teoretisk og skal være mere praksisorienteret.

Min vurdering er dog lige modsat. Det vil sige, at uddannelsen slet ikke er teoretisk nok forstået på den måde, at de teoretiske perspektiver med videre, som de studerende introduceres for og beskæftiger sig med, ikke er praksissensitive og -træfsikre nok til at gøre dem klogere på, at tingene i pædagogiske praksisser ofte er paradoksale, dilemmafyldte og består af utallige etiske udfordringer, hvormed der skal balanceres imellem ofte konfliktuerende hensyn.