Jeg sad i Udenrigspolitisk Nævn i 25 år. Vores fortrolighed handlede ikke om at beskytte os selv

Alt det behandlede forskerne i den udredning, som blev færdig i februar 2025. Man skulle tro, at sagen herefter var relativt enkel.

Når Folketinget bestiller uafhængige undersøgelser, bliver undersøgelsen normalt uden dikkedarer offentliggjort – eventuelt ved et pressemøde eller ved et offentligt arrangement. Mig bekendt har det aldrig været på tale, at politikerne gik ind og korrigerede i uafhængige undersøgelser.

Sådan burde også Afghanistan-undersøgelsen have været håndteret, men pludselig gik der politik i sagen.

Stærke kræfter i Folketinget blev vrede over, at forskerne tilsyneladende har citeret, hvad enkelte folketingsmedlemmer har sagt under behandlingen af krigen i Det Udenrigspolitiske Nævn.

Det svarer helt til, hvad tidligere undersøgelser af blandt andet Irak-krigen, og CIA-flyvningerne har praktiseret. Uden at det har givet problemer, men med den virkning, at det gav undersøgelserne en uvurderlig kvalitet. (Man skal her have i baghovedet, at de historiske redegørelser blev erstatninger for egentlige kommissionsundersøgelser, som vi var nogle, der foretrak. Men med kvaliteten viste det sig, at de historiske udredninger blev udmærkede erstatninger).

Forskerne var tilsyneladende ikke klar over, at der var køer på isen, da de i 2025 afleverede deres undersøgelse. Men her tog de fejl, og et uskønt – for ikke at sige skandaløst – forløb udspillede sig.

Et flertal i Folketingets Præsidium med formanden Søren Gade i spidsen nægtede i første omgang at offentliggøre rapporten, så længe politikerne blev citeret.

Som tidligere forsvarsminister i den pågældende periode er Søren Gade dybt inhabil, hvilket muligvis også var grunden til, at han i første omgang strakte våben og fik sagen oversendt til Det Udenrigspolitiske Nævn.

Det hjalp nu ikke meget.

Dels var det grotesk, at Det Udenrigspolitiske Nævn pludselig blev sagsbehandler på en uvildig undersøgelse. Det ligger – mildt sagt – uden for Nævnets ansvarsområde. Dels – og det er værre – rodede formanden, Christian Friis Bach, sig ud i nogle fortolkninger af fortroligheden i Det Udenrigspolitiske Nævn, som der ikke er dækning for.

Møderne i Det Udenrigspolitiske Nævn er naturligvis fortrolige. Fremmede magter skal ikke kunne følge med i, hvad danske politikere diskuterer om rigets sikkerhed og udenrigspolitiske interesser.

Fortroligheden er det afgørende argument for Christian Friis Bach for ikke uden videre at acceptere en offentliggørelse af den uvildige undersøgelse. Det påvirker ham ikke, at Udenrigsministeriet har gennemgået udredningen med en tættekam og sagt god for, at citaterne kan offentliggøres, uden at det skader landets sikkerhed.

I stedet argumenterer han, at en offentliggørelse vil påvirke arbejdsklimaet i Det Udenrigspolitiske Nævn, og han henholder sig i den forbindelse til, at der skulle være givet et løfte om fortrolighed, som man ikke kan løbe fra.

En fri diskussion i en tryg ramme er altid at foretrække, men det kan vel godt praktiseres uden særlige løfter. Og en fri diskussion betyder jo heller ikke, at politikerne bliver ansvarsfrie.

Holger K. Nielsen

Nu har jeg siddet i Det Udenrigspolitiske Nævn i cirka 25 år, og jeg har aldrig fået et løfte om fortrolighed. Jeg har derimod fået et påbud om at respektere den fortrolighed, der er hjemlet i Nævnsloven.

Fortroligheden er et krav, ikke et løfte – og det er et krav, som er begrundet i hensynet til landets sikkerhed og udenrigspolitiske interesser. Det har intet at gøre med, at der skal være en fri og utvungen diskussion i Nævnet.

En fri diskussion i en tryg ramme er altid at foretrække, men det kan vel godt praktiseres uden særlige løfter. Og en fri diskussion betyder jo heller ikke, at politikerne bliver ansvarsfrie.

Det Udenrigspolitiske Nævn er et af Folketingets mest centrale udvalg. Et udvalg, hvor politikerne bestemmer, om vi skal sende unge mennesker i krig. Det ville jo være grotesk, hvis de ikke efterfølgende kan ses efter i kortene af seriøse forskere.

Christian Friis Bach har også blandet den lovhjemlede fortrolighed sammen med en ordning, som Nævnet har praktiseret gennem en del år. Nemlig at man som medlem af Nævnet godt må sige, hvad man selv har sagt på møderne, men ikke nævne hvad andre har sagt.

Men der er tale om en hjemmestrikket aftale, som blev indført fordi det føltes urimeligt, hvis ministre kunne udbrede sig til journalisterne efter møderne, uden at medlemmerne havde mulighed for at give deres besyv med.

Løsningen blev, at medlemmerne kunne berette, hvad de selv havde sagt, men ikke måtte fortælle, hvad kolleger havde sagt. På mange måder en fair aftale, som også burde praktiseres i andre sammenhænge.

Men det har altså ikke noget at gøre med den fortrolighed, som er begrundet i hensynet til landets sikkerhed og udenrigspolitiske interesser. Og den kan på ingen måde begrunde, at den uafhængige forskningsrapport bliver censureret eller helt stoppet.

Morten Kromann skulle nødig få ret i sin forudsigelse om, at ansvaret bliver hjemløst. Det vil være skidt for vores demokrati og for de soldater, der risikerede deres liv for selvsamme.

Holger K. Nielsen

I skrivende stund vides ikke, hvordan den af Christian Friis Bach skitserede ordning skal administreres. Skal DIIS-forskerne starte forfra? Eller bliver det et anliggende for Folketinget?

Hvis alle politikere siger ja til at lade sig citere, kan skaderne begrænses. Men som det er anført af professorerne Rasmus Mariager og Morten Heiberg vil forløbet under alle omstændigheder påvirke fremtidige udredninger.

Morten Kromann skulle nødig få ret i sin forudsigelse om, at ansvaret bliver hjemløst. Det vil være skidt for vores demokrati og for de soldater, der risikerede deres liv for selvsamme.