Professorer: Folketinget opfører sig som et lukket broderskab i sagen om Afghanistan-udredningen

Pseudo-juridisk finte 

Interessant er det, at politikernes argumenter for lukkethed skifter i takt med, at offentligheden piller dem fra hinanden. I sidste måned forlød det, at man indførte en ny standard for anvendelse af fortrolige akter inspireret af praksis i det tilsvarende norske udenrigspolitiske nævn.

Vi forklarede i Politiken, at sammenligningen er falsk, fordi det norske nævn – Den utvidete utenriks- og forsvarskomité – i modsætning til det danske ikke er en grundlovsbestemt del af den udenrigspolitiske beslutningsproces. De norske referater er i sammenligning med de danske optegnelser nærmest uinteressante.

Da politikernes "norske" argument ikke overbeviste nogen, er der i stedet kommet en ny pseudo-juridisk finte på banen, som mest af alt er pinlig for den, der har formuleret den.

Det lugter fælt af efterrationalisering.

Morten Heiberg og Rasmus Mariager
Hhv. professor og ekspert i spansk historie og internationale relationer, KU og professor i samtidshistorie, KU

Det forlyder nu, at den tidligere formand for nævnet, Christian Friis Bach, har givet nævnsmedlemmerne håndslag på, at alt, hvad der siges i nævnet, er underlagt fortrolighed, og at denne musketered ikke kan brydes.

Det lugter fælt af efterrationalisering, for formandens kompetencer i forhold til fortrolighed er præcist angivet i de juridiske forarbejder til Nævnet. Som blandt andre juristen Morten Kromann har påpeget, kan formanden for nævnet pålægge og ophæve tavshed i de enkelte sager.

Forestillingen om, at politikerne som et andet gedulgt broderskab kan afholde eftertiden fra at skrive, hvad de har sagt og gjort, blot ved at sige til hinanden, at det skal være sådan, er selvopfunden, bekvem politik til lejligheden. Det er i hvert fald ikke jura i traditionel forstand.

Uskønt forløb

Mest af alt vidner Folketingets fiksfakserier om, at man i dele af det politiske establishment mener, man kan skalte og valte med den fine praksis for uafhængige undersøgelser, som har eksisteret i mere end en generation.

Selvfølgelig skal uafhængige forskningsinstitutioner, der ovenikøbet har fået i opdrag at undersøge Folketingets beslutningsproces, også i fremtiden kunne anvende optegnelserne fra Det Udenrigspolitiske Nævn ucensureret. Alt andet ville være pinligt.

Først og fremmest vidner det uskønne forløb om, hvad der sker, når en beslutning om aktindsigt og anvendelse af fortroligt materiale pludseligt tages fra embedsværket, der i flere årtier har behandlet sådanne anmodninger ud fra saglige kriterier.

Nu er der lagt op til, at beslutningen i stedet bliver lagt i hænderne på politikere, der tilsyneladende ser det som deres fremmeste opgave at beskytte sig selv.