Trods rekordstor efterspørgsel dropper København at søge udskældt varmepulje til trængte borgere

Et flertal med Enhedslisten i spidsen har besluttet, at Københavns Kommune ikke skal søge regeringens pulje om varmehjælp til økonomisk trængte borgere. Det møder kritik fra SF og Socialdemokratiet, mens socialborgmester mener, at puljen er skruet sammen på en måde, der gør den nærmest ubrugelig.

Enhedslisten med socialborgmester Karina Vestergård Madsen i spidsen stemte torsdag nej til at ansøge regeringens pulje om varmehjælp til økonomisk pressede borgere. 
Enhedslisten med socialborgmester Karina Vestergård Madsen i spidsen stemte torsdag nej til at ansøge regeringens pulje om varmehjælp til økonomisk pressede borgere. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Søren Dahl

Selvom stigende energipriser presser flere og flere københavneres evne til at betale deres regninger, vil politikerne på landets største rådhus ikke søge hjælp hos staten til at dække borgernes el- og varmeregninger. 

Det står klart, efter at et flertal på Københavns Rådhus på et møde i Borgerrepræsentationen torsdag nedstemte et forslag om at søge regeringens pulje til varmehjælp, der løbende har fået kritik for at for være for administrativt besværlig. 

Forslaget om at søge den statslige varmehjælps-pulje blev fremsat af Socialdemokratiet og SF, men det faldt, da samtlige andre partier på rådhuset stemte imod forslaget. 

Enhedslistens socialborgmester Karina Vestergård Madsen begrundede på mødet beslutningen med, at det trods rekordmange ansøgninger om varmehjælp fra trængte borgere kun har været muligt for kommunen at udbetale økonomisk støtte til ganske få.

Hvad der er muligt, og hvad der kan ses gennem fingre med i mindre kommuner, det er ikke det samme i København

Karina Vestergård Madsen (EL)
Socialborgmester

Da der samtidig er krav om, at kommunernes ansøgning til den statslige pulje skal godkendes af en revisor, vil det ifølge borgmesteren koste flere penge i administrationsomkostninger, end kommunen reelt kan få i kompensation fra statens pulje. 

"Der er ingen borgere, der er sluppet gennem nåleøjet, som ikke har fået deres penge. Men sådan som puljen er skruet sammen nu, giver det simpelthen ikke økonomisk mening for os at søge den," lød det fra Karina Vestergård Madsen på Borgerrepræsentationens talerstol. 

DR har tidligere beskrevet, at Allerød Kommune har stået i en situation, hvor kommunens udgifter til revisorgodkendelse af en ansøgning oversteg det beløb, som kommunen havde bevilliget i varmestøtte til en borger med flere tusinde kroner. 

I foråret afsatte et flertal på Christiansborg 100 millioner kroner til at hjælpe danskere med at klare ekstraordinært høje varme- og elpriser. 

Derudover er der i regeringens forslag til finansloven afsat yderligere 100 millioner kroner til puljen i 2023. 

"Er det dumt? Ja."

Tal fra kommunens socialforvaltning understreger ellers, at der er efterspørgsel på økonomisk varmehjælp fra et stigende antal københavnere. 

I september måned i år søgte 125 københavnske borgere kommunen om hjælp til energiudgifter, mens tallet for samme måned i 2021 lå på blot 30 ansøgninger. 

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor vi som den største kommune, der er en af landets største arbejdspladser for djøffere, ikke kan finde hullerne i det her, når andre kommuner tilsyneladende godt kan

Laura Rosenvinge (S)
Socialordfører

Et af de store kritikpunkter i forbindelse med varmehjælpspuljen er, at regeringen ikke har ændret på de krav, som borgerne skal opfylde for at få støtte til energiudgifter. 

Det var da også kun 5 ud af de 125 borgere, der søgte Københavns Kommune om støtte til energiudgifter i september, der rent faktisk fik godkendt deres ansøgning, viser tal fra Socialforvaltningen. 

På torsdagens møde harcelerede Karina Vestergård Madsen mod de statslige regler:

"Vi må ikke hjælpe, hvis der er mulighed for, at borgerne kan betale sin regning gennem en afdragsordning. Vi må ikke engang hjælpe med selve afdragene. Er det dumt? Ja. Er det for stramt? Ja,".

"Det er tudetosset, at der ligenu er 200 millioner, der samler støv i statskassen. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at de kommer ud til de københavnere, der har brug for dem," sagde socialborgmesteren.

Socialborgmesteren pointerede desuden, at det ville "sende et forkert signal", hvis Københavns Kommune søgte midler fra den statslige pulje i stedet for at arbejde politisk for at få kravene for varmestøtte ændret. 

"Hvis vi bare havde søgt puljen til de få borgere, der har fået støtte, så er det meget svært at komme bagefter og påstå, at der er noget galt med kriterierne," sagde hun. 

Karina Vestergård Madsen forklarede, at kommunen nu afventer, at beskæftigelsesministeriet udsender en ny vejledning om, hvordan kommunerne skal administrere ansøgninger til varmehjælpspuljen.

Den kan dog have lange udsigter i lyset af folketingsvalget og de igangværende regeringsforhandlinger.

Jeg har næsten bedt forvaltningen om at overtræde loven, men det vil de selvfølgelig ikke. Jeg tror, de er ret trætte af mig

Karina Vestergård Madsen (EL)
Socialborgmester
 

I oktober kunne DR fortælle, at blot 22 kommuner har søgt midler fra varmehjælpspuljen.

I alt har landets kommuner sendt ansøgninger for 1,1 millioner kroner, altså en brøkdel af det samlede beløb. Oprindeligt var ansøgningsfristen til puljen 15. oktober, men den er siden blevet forlænget til den 19. december. 

"Man er lidt ordentlig i København"

På torsdagens møde i Borgerrepræsentationen kritiserede både Socialdemokratiet og SF beslutningen om, at Københavns Kommune ikke kommer til at søge den statslige pulje til varmehjælp. 

Samtidig mente begge partier, at kommunens socialforvaltning burde gøre sig mere umage med at afsøge, om flere københavnere kan få ja til deres ansøgning om varmehjælp. 

"Jeg har svært ved at forstå, hvorfor vi som den største kommune, der er en af landets største arbejdspladser for djøffere, ikke kan finde hullerne i det her, når andre kommuner tilsyneladende godt kan," lød det fra Socialdemokratiets socialordfører Laura Rosenvinge. 

"Det virker til, at man er lidt ordentlig i københavn. Jeg vil gerne høre borgmesteren, om borgmesteren tænker, at man måske kan finde en enkelt borger mere i København, der kunne få gavn af den her pulje," lød det fra socialordføreren. 

Socialborgmester Karina Vestergaard Madsen bemærkede efterfølgende, at socialforvaltningen har sendt de sager, hvor kommunen har givet borgere afslag på varmehjælp til vurdering hos Ankestyrelsen.

Styrelsen har ifølge borgmesteren konkluderet, at Københavns Kommune ikke er for restriktiv i sin sagsbehandling. 

Et svar, der dog ikke tilfredsstillede SF's sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling, der pointerede, at Ankestyrelsen ofte er unødigt skrap i sin fortolkning af loven. 

"Nu har jeg tidligere siddet med sager, hvor Københavns Kommune har fået ros af Ankestyrelsen. Dengang betød det, at der nærmest ikke var en eneste borger i København, der fik tilkendt en førtidspension, lød det fra sundheds- og omsorgsborgmesteren. 

Borgmester: Lovens øjne hviler tungere på København

Under mødet forsvarede Karina Vestergård Madsen sig med, at hun gentagne gange havde bedt sin forvaltning om at undersøge, om flere københavnske borgere kunne få ja-stemplet deres ansøgning om hjælp til varmeregningen. 

 "Der har ikke været et møde, hvor jeg har ikke spurgt til, hvad man kunne gøre, og om man var helt sikker på, at man ikke havde en for restriktiv praksis," sagde borgmesteren. 

"Jeg har næsten bedt dem om at overtræde loven, men det vil de selvfølgelig ikke. Jeg tror, de er ret trætte af mig," tilføjede hun. 

Hun pegede også på en årsag til, at det kunne være nemmere for borgere i mindre kommuner at få godkendt deres ansøgninger om varmehjælp.

"Hvad der er muligt, og hvad der kan ses gennem fingre med i mindre kommuner, det er ikke det samme i København," bemærkede Karina Vestergård Madsen. 

SF's socialordfører Annika Smith kritiserede ligeledes Enhedslistens socialborgmester for ikke tidligere at kontakte Beskæftigelsesministeriet, for at gøre opmærksom på, at reglerne for varmehjælpspuljen var unødigt komplicerede. 

"Vi synes, at socialborgmesteren har nølet og ladet kostbar tid gå med skriverier på embedsmandsniveau i stedet for selv at handle," lød det fra Annika Smith. 

Karina Vestergård Madsen bemærkede, at både hun og Socialforvaltningen løbende har kontaktet Beskæftigelsesministeriet, men at hun med egne ord, ikke "har direkte numre på regeringens ministre".

"Jeg er faktisk lidt beæret over, at ordføreren har den opfattelse, at jeg bare kan ringe til ministre på Christiansborg. Det kunne selvfølgelig godt være, at jeg skulle gøre det noget mere, hvis det var tilfældet." 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

Annika Smith

Medlem af Borgerrepræsentationen (SF), Københavns Kommune
cand.scient.soc (Aalborg Uni. 2005)

Sisse Marie Welling

Sundheds- og omsorgsborgmester (SF), Københavns Kommune, fungerende formand, KL's Sundheds- og Ældreudvalg
cand.mag. i historie (Københavns Uni. 2017)

0:000:00