Debat

V-borgmester om ny nattelivsplan: Jeg frygter, at erhvervslivet bliver kørt over

DEBAT: Alle stemmer skal høres, og derfor bør restaurationsbranchens virksomheder sidde med ved bordet, når Københavns Kommune skal diskutere den nye plan for restaurations- og nattelivet, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Københavns Kommunes nye restaurations- og nattelivsplan bør understøtte, at størstedelen af branchen overlever coronakrisen, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).
Københavns Kommunes nye restaurations- og nattelivsplan bør understøtte, at størstedelen af branchen overlever coronakrisen, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester

Nu står vi midt i det igen: En nedlukning af Københavns restauranter og natteliv. En branche, der spiller en afgørende rolle for hele hovedstaden, både for beskæftigelsen, turismen og alle dem, der bruger byen.

Men også en branche, der i forvejen er tvunget i knæ efter en krise, der har varet det meste af et år.

Derfor er det absolut nødvendigt, at Københavns Kommune kommer erhvervet til undsætning. Og man må håbe, at det også er tanken bag det såkaldte advisory board, som Kultur- og Fritidsforvaltningen har samlet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det skal nemlig give input til Københavns Kommunes nye restaurations- og nattelivsplan: en plan, der sætter rammerne for byens restauranter og natteliv de næste fire år. Men jeg har mine tvivl.

Hvis ikke sådan et advisory board skal blive den rene papirtiger, er det vigtigt, at alle stemmer bliver hørt, og jeg kan godt frygte, når jeg ser de politiske deltagere, at erhvervslivet bliver kørt over.

I dag kan en restauratør ikke beholde sin bevilling, hvis forretningskonceptet ændres væsentligt. Men ændringer kan være nødvendige som følge af coronakrisen.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester

For restaurations- og nattelivsplanen er i mine øjne en oplagt mulighed for Københavns Kommune at understøtte, at så stor en del af denne kernebranche som muligt overlever coronakrisen.

Det er derfor min klare opfordring til kommunens advisory board, at restaurationsbranchens virksomheder er med ved bordet.

Hvad branchen har brug for
Som erhvervslivets borgmester har jeg et nært samarbejde med byens virksomheder, også restauratørerne. Jeg har talt med dem, og på den baggrund deler jeg her mine idéer til, hvad en revideret plan for restaurationer og natteliv bør indeholde.

Helt afgørende er det at give restauratørerne transparens og fairness, hvad angår bevillinger – indenfor de rammer, der allerede er sat, som eksempelvis stop for nye natbevillinger.

Det gælder sagsbehandlingstiden, der er alt for lang. Det er ikke fair, at virksomheder, der ansøger om en bevilling, skal vente op til et år, før de får alle godkendelser. En grænse på maksimalt seks måneder må være rimelig.

Og det gælder klare rammer for, hvordan og på hvilket grundlag bevillinger kan ændres.

Læs også

I dag kan en restauratør ikke beholde sin bevilling, hvis forretningskonceptet ændres væsentligt. Men ændringer kan være nødvendige som følge af coronakrisen, og det bør være muligt at redde sin forretning med bevillingen i behold.

Det bør også være muligt at beholde en bevilling, hvis uheldet er ude og en restauration, en bar eller et diskotek går konkurs som følge af coronakrisen – og nye ejere må overtage. Lige nu ved branchen ikke, hvorvidt en bevilling er tabt for altid i sådan en situation. Den usikkerhed skal der skabes klarhed om.

Tættere samarbejde med politiet
Selvfølgelig skal Københavns restaurations- og nattelivsplan også tage hensyn til de københavnere, der lever med gener fra nattelivet i deres eget hjem eller lokalområde.

Et pulserende natteliv kan indimellem skabe larm, postyr og konflikter. Jeg ser gerne, at Københavns Kommune arbejder tættere sammen med Københavns Politi, så politiet i højere grad end nu er til stede i gaderne om natten til at hjælpe virksomhederne med at løse den slags.

Men jeg ved også, at vores politi har travlt. Derfor er dette én af de opgaver, som jeg håber, at et fremtidigt kommunalt ordenskorps kan bistå med - et ordenskorps, som vi i Venstre har kæmpet for i fire år, og som nu ser ud til at blive en realitet.

Rene gader
Restauratørerne har også ”rene gader” på ønskelisten. Også nattelivets naboer vil værdsætte, hvis Københavns Kommune gør mere her. Oprydning og rengøring kan kommunen relativt nemt skrue op for, blandt andet ved at opstille flere skraldespande og mobile toiletter.

Detailhandlen har dog også et ansvar. Flasker og skrald fra supermarkeder og døgnkiosker skal ikke have lov til at flyde i gaderne – og man kan overveje, om ikke detailhandlen bør pålægges et ansvar for rengøring og oprydning af gaderne. Som minimum kan kommunen arbejde sammen med detailhandlen om det.

Jeg håber, at København, byens borgere og dens besøgende også i fremtiden har et rigt og diverst restaurations- og natteliv i verdensklasse, så der også er beskæftigelse i branchen, efter coronakrisen har slippet sit greb.

Det kræver, at det nye advisory board lytter til virksomhederne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)

0:000:00