Magnus HeunickeHvorfor har ministeren ikke fremlagt en plan for reduktion af forurening fra ultrafine partikler fra Københavns Lufthavn?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Hvorfor har ministeren ikke som lovet under samrådet 27. februar 2025 om partikelforurening fra Københavns Lufthavn i løbet af marts fremlagt en plan for reduktion af forurening fra ultrafine partikler fra lufthavnen?
Jeg ser med stor bekymring på de niveauer af ultrafine partikler, som er målt omkring Københavns Lufthavn, og jeg forstår til fulde den bekymring, som målingerne har vakt. Der er desværre ingen nemme og effektive løsninger i forhold til at reducere ultrafine partikler her og nu. På den længere bane arbejdes for et skifte til grønnere brændstoffer, som ud over klimagevinster også forventes at medføre færre ultrafine partikler.
Jeg oplyste på samrådet 27. februar 2025, at regeringen blandt andet ser mod andre lufthavne for at få viden om eventuelle tiltag til reduktion af ultrafine partikler. Jeg oplyste desuden, at oversigten over virkemidler snart ville være færdig og udgøre et grundlag i forhold til videre analyse af, hvad der kan gøres i Københavns Lufthavn.
Oversigten over virkemidler er færdig og blev oversendt til udvalgene MOF og TRU 8. april 2025. Oversigten omfatter forsøgsstadier og tiltag til at nedbringe UFP-niveauerne i Amsterdam, København og Bruxelles lufthavne. De tre lufthavne er nogle af de lufthavne, der allerede har påbegyndt arbejdet med at reducere niveauet af ultrafine partikler. Oversigten er lavet for at danne et overblik over mulige tiltag, da dette hidtil ikke har været kendt. Samtidigt kan den benyttes til at se på, hvad der eventuelt kan gøres i Københavns Lufthavn. Som nævnt i oversendelsesbrevene til udvalgene er der tale om en kortlægning af mulige tiltag, hvor der ikke er set på effekter og omkostninger. Det vil vi nu undersøge nærmere i en tæt dialog med Københavns Lufthavn.
Jeg har endvidere bedt Kræftens Bekæmpelse lave en undersøgelse af, om der kan ses sundhedsmæssige konsekvenser af ultrafine partikler omkring lufthavnen. Det er vi et af de første lande i verden, som gør, og de resultater bliver meget interessante, både for os i Danmark, men også for andre byer med store lufthavne. Denne undersøgelse forventes færdig i slutningen af 2026.







