Brobold: Derfor fejler den svære brobygning alt for ofte

Ikke alle trives alle steder

Projektet bygger bro mellem Muhabets gæster og byens almene fællesskaber, som udover boldklubben og kunstklubben også tæller Skolehaverne, MakerSpace og Rytmisk Center.

Selvom projektet er langt fra afsluttet, tegner sig allerede mere grundlæggende erkendelser end antaget. For gæsterne trives generelt ikke mange steder, og derfor handler brobygning om mere end at guide fra A til B.

Det handler om at indrette rum, hvor gæsterne trives med de deltagelsesforudsætninger, de har.

På Simones kunsthold i Til Vægs er deltagerne en mangfoldig flok, anderledes end på byens øvrige kunstskoler. For Muhabets gæsters kommer ikke ret mange andre steder.

Mange beskriver liv, som udspiller sig mellem lejligheden, supermarkedet, kommunekontoret og med Muhabet som deres eneste selvvalgte sted.

Muhabet er et præstationsfrit rum, som ligner en stor kaotisk, mangfoldig og omsorgsfuld dagligstue. Her er det kærlige samvær til at tage og føle på.

Aske Tybirk Kvist
Analyse og projektudviklingsmedarbejder, Brobold

I Nørrebro United har de også erfaret, at et fællesskab med omdrejningspunkt i 90 minutters højintensitetsspil slet ikke resonerer med Muhabets gæster.

Gæsterne ser sig absolut ikke som atleter. Deres kroppe bærer på traumer og skavanker – en bagage, der ikke bare kan efterlades i omklædningsrummet.

De har svært ved at holde aftaler, deres tilstand ændrer sig fra dag til dag, de føler sig ofte på udebane – også i mødet med det traditionelle foreningsliv.

Derfor kræver brobygningsopgaven en grundlæggende ommøblering af foreningsrummet, hvor der løsnes på foreningslivets faste rammer.

For brobygningen fejler, når den forsøger at indpasse folk i et foreningsliv, hvis grunddefinitioner historisk aldrig har rummet dem. Mellem gæsterne og foreningsaktiviteten står ikke bare logistik, men fundamentalt oplevelser af, hvad det kræver at være med.

Et præstationsfrit fællesskab

Her har Muhabet-projektet givet en vigtig erkendelse: Traditionel brobygning fejler ikke, fordi folk mangler motivation eller fordi foreninger ikke gør sig nok umage. Den fejler, hvis vi misforstår, hvad opgaven er og omfanget af den.

Muhabet er ikke bare det sted, gæsterne skal brobygges fra. For Muhabet er for mange gæster det eneste sted, de kommer frivilligt. Det er her, de søger hen, når de skal have det godt.

Derfor er stemningen i Muhabet også nøglen til at forstå, hvordan et godt foreningsrum skal afstemmes.

Muhabet er et præstationsfrit rum, som ligner en stor kaotisk, mangfoldig og omsorgsfuld dagligstue. Her er det kærlige samvær til at tage og føle på.

Gæsternes forskellige traumer og baggrunde gør ensretning umulig – i stedet er fokus på at skabe et fælles rum, hvor alle kan være med al deres bagage.

Den bagage kan ikke efterlades i døren – og derfor må også foreningsrummet indrettes, så der er plads til den.

Når brobygning hos både Til Vægs og Nørrebro United går godt, så er det netop, når man formår at imødekomme denne stemning, som ligger ret langt fra det traditionelle folkeoplysende fokus på afviklingen af en fastlagt aktivitet for en relativt homogen deltagergruppe.

Aktiviteten formes sammen

Den nye tilgang kræver, at klubberne ommøblerer deres tilbud og afstemmer aktiviteterne til dem, der møder op. De omdefinerer grænserne for "rigtig" fodbold og "god" kunst – den gode aktivitet er den, der resonerer med deltagerne.

Derfor siger Simone heller ikke, "jeg lærer folk at blive kunstnere." Hun inviterer ind i et rum, hvor "det ikke er meningen, at det skal blive noget flot."

Her er kaffen og hyggesnak vigtigere end produktet. Som hun forklarer: "Udgangspunktet er altid, at alle skal kunne være med. Du behøves ikke at have nogen forkundskaber."

Aktiviteten formes sammen med dem, der møder op.

Af samme grund faciliterer Nørrebro United heller ikke bare "fodbold light", for selve ideen om fodbold virker afskrækkende på mange af Muhabets gæster.

I stedet har boldklubben på baggrund af samtaler med gæsterne igangsat multiidræt. Hver onsdag går Kystan og John John over til Muhabet for at "fornemme stemningen og hvem der er der."

Banen og spillet ændres

De stiller bordtennisborde op, spiller musik, som gæsterne selv vælger, og "John John og jeg spiller lige med nogen først", for at hjælpe stemningen og gæsterne i gang. På halvanden time spilles måske 20 minutters effektiv bordtennis.

Resten er kaffe og samtaler. På den måde "er idrætsaktiviteten minimal," indrømmer Kystan ærligt.

"Det handler jo meget om, at de synes, at vi er fede” og om at "lave det rum, som de trives med at være i" – hvor der er plads til bagagen, samtaler om livet og hjælp med MitID og uforståelig post fra det offentlige.

Det handler altså blot ikke om at sænke niveauet, men om at ændre både banen og spillet.

På den måde kan fællesskaberne skabe rum, hvor deltagerne – med Amanjs ord – "kan mærke, at de er noget værd."

Det er den atmosfære af kærligt samvær, væresteder som Muhabet skaber. Og projektet viser, at hvis foreninger ommøbleres – orkestrerer en stemning af kærligt samvær og omdefinerer grænserne for deltagelse - kan brobygning lykkes.

Det kræver dog en fælles erkendelse af, at opgaven er større end vejvisning. Der skal prioriteres ressourcer og samarbejde på tværs for at lykkes.

Selvom det kræver en særlig opmærksomhed både at understøtte aktiviteter og kærligt samvær, er det så ikke netop det, det danske foreningsliv skal kunne være for os alle?