Hvem er direktøren, som fører DBU's "kritiske dialog"? Altinget tegnede et stort portræt i 2021

I maj 2021 mødte Altinget Jakob Jensen, som egentlig var en komet i centraladministration. Men så foretog han en overraskende transfer til DBU. Vi spurgte Jakob Jensen, hvordan det var at komme til midt i en pandemi. Og hvorfor han er så stålsat på, at landsholdet skal deltage ved VM i Qatar. 

Jakob Jensen droppede en kometkarrie i centraladministrationen for at blive direktør i DBU.
Jakob Jensen droppede en kometkarrie i centraladministrationen for at blive direktør i DBU.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Rasmus Dahl Løppenthin

Artiklen er en genpublicering og blev første gang bragt i juni 2021. Interviewet er gennemført i maj 2021.

Jakob Jensen og fotografen er allerede gået i gang, da jeg ankommer til Ridebanen ved Christiansborg få uger før EM-starten i København.

Jeg var på forhånd lidt nervøs for, om den 46-årige DBU-direktør og mangeårige topembedsmand ville føle sig som en pauseklovn, hvis vi satte ham til at lege med en læderkugle foran Folketinget. Så jeg skrev lidt henslængt, at jeg lige ville tage en fodbold med.

Jakob Jensen har dog selv medbragt en bold. Og han har uopfordret iført sig en rød landsholdstrøje.

Selvtilliden rækker ikke til at tage fem på foden med kamera på, men Jakob Jensen snurrer beredvilligt bolden på fingerspidserne.

Hans tidligere hjemmebane tårner sig op i baggrunden, og jeg spørger den tidligere departementschef, om han savner Slotsholmen, den direkte adgang til magtens inderste?

“Jeg savner det,” siger han.

“Og jeg savner det ikke,” fortsætter han med et smil.

En komet i centraladministrationen
For få år siden var Jakob Jensen i gang med noget af en kometkarriere i centraladministration. Få år efter sin ansættelse som laveste fuldmægtig fik han titel af kontorchef. Og som blot 42-årig blev han i 2016 udnævnt til departementschef i Beskæftigelsesministeriet. I en traditionel embedsmandslogik ville det betyde, at han i stedet for at tage landevejen kunne fræse direkte ud på motorvejen hen imod en post som øverste forvaltningschef i Finansministeriet eller Statsministeriet.

I stedet takkede Jakob Jensen i foråret 2020 ja til stillingen som direktør i Dansk Boldspil-Union, som de senere år har været viklet ind i en stribe møgsager.

“Jeg må indrømme, det kom noget bag på mig, da jeg først hørte nyheden,” siger departementschef i Social- og Ældreministeriet, Jens Strunge Bonde.

“Men når man har haft mere uformelle snakke, så har man jo godt kunnet mærke, at han går ret meget op i fodbold,” fortsætter han.

Jakob Jensen siger det mere direkte.

“Jeg elsker fodbold.”

Hvis man skulle skrive en lærebog om at starte i et nyt job, er det her så langt væk fra, som det kan være.

Jakob Jensen
Administrerende direktør, DBU

Arkiverede planer lodret
Det var en spændt Jakob Jensen, som i marts 2020 gjorde sig klar til at indtage chefkontoret på DBU Alle i Brøndby. Han havde forberedt sig, linet møder op og i tråd med sin politiske skoling udarbejdet en plan for de første 100 dage som DBU-direktør. Han indså dog hurtigt, at det meste skulle arkiveres lodret.

“Hvis man skulle skrive en lærebog om at starte i et nyt job, er det her så langt væk fra, som det kan være,” siger Jakob Jensen.

Han havde sagt ja til én virkelighed med rejser rundt til Europas store fodboldarenaer og en nært forestående EM-slutrunde i København. Men han mødte ind til en organisation, der hurtigt blev lammet af coronapandemien.

Han nåede at love medarbejderne, at han som noget af det første ville mødes og holde individuelle samtaler med alle i organisationen. Mere end et år senere er han endnu ikke færdig.

På sin anden arbejdsdag sad han på et pressemøde og meddelte, at EM 2020 i København skulle udskydes. Få dage senere blev han nødt til at hjemsende to tredjedele af medarbejderstaben på lønkompensation. Og i store dele af foråret har han været i skudlinjen på grund af DBU’s linje i forhold til VM i Qatar. Jeg spørger Jakob Jensen, om han i et svagt øjeblik kan synes, det er lidt uretfærdigt, at han har fået sådan en start i DBU.

“Nej, det kan ikke nytte noget. Hvis man går med den slags tanker, så egner man sig ikke til at være topleder.”

Hvordan havde du det med at hjemsende så mange medarbejdere, du dårligt havde nået at hilse på?

“Det var selvfølgelig en svær beslutning, men det var nødvendigt for at sikre, at DBU ikke kommer ud med et stort underskud, som ville have ført til afskedigelser. Men jeg er selvfølgelig enormt ked af, at så mange måtte sidde derhjemme uden at kunne arbejde.”

Hvordan kommunikerede du beslutningen som helt ny leder?

“Det gjorde jeg virtuelt. Det var naturligvis ikke ideelt, men jeg havde oplevelsen af, at folk havde en forståelse for situationen. Og så havde jeg forberedt mig grundigt. For jeg tror på, at når noget er svært, så må man forberede sig det ekstra,” siger Jakob Jensen.

Søn af nordjyske bankforældre
Jakob Jensens etik kommer ikke fra fremmede. Som søn af to bankforældre i Nordjylland er han vokset op med, at man passer sine ting og svarer sit.

Da han i starten af 1990’erne gik på gymnasiet i Hjørring flirtede han enkelt gang med tanken om at blive væk fra en time.

“Da jeg startede i gymnasiet, mødte jeg en kultur, hvor der var almindeligt at have fravær og pjække. Så det tænkte jeg, at jeg også skulle prøve,” siger Jakob Jensen.

Karakterbladet har altid været fremragende for DBU-direktøren, men han dumpede fælt ud i pjækkeriets kunst. For velopdragen, som han var, indviede han faderen i planerne om morgendagens skulkning.

“Og det resulterede jo så i, at han stod lidt tidligere op, end han plejede for at sikre sig, at jeg nu kom det rigtige tog,” siger Jakob Jensen med et smil.

Den unge Jensen tog toget fra lille Tornby, hvor han i 70’erne og 80’erne voksede op i en stærk foreningslandsby, der havde skolen, håndboldhallen og fodboldanlægget som centrale knudepunkter.

“Det var en tryg, dejlig og på mange måder klassisk opvækst i en dansk provinsby,” siger Jakob Jensen.

Jakob Jensen var også frivillig fodboldtræner, håndboldtræner og ivrig deltager på fodboldture til blandt andet Norge. Og han optog timevis med Michael Laudrups kampe i Barcelona-trøjen for at studere idolets teknik.

“Vi spillede altid fodbold. Hver gang vi havde fem minutter, så fandt vi bolden frem,” husker Jakob Jensen.

Fik tændt politisk ild
Talentet rakte dog ikke til mere end rollen som bænkevarmer i Serie 3. Så noget utraditionelt for familien valgte han at søge væk fra Nordjylland. Hans mor, far og to brødre bor stadig i barndomsbyen eller nabobyen, men yngstesønnen Jakob tog på universitet i Aarhus, har boet i Tyskland, Belgien, USA og gjort karriere i hovedstaden.

“Det er selvfølgelig et brud i forhold til de valg andre i min familie har taget, men det er bestemt ikke et oprør eller et opgør. Jeg har bare været nysgerrig. Og så fik jeg ret tidligt en stor interesse for politik,” siger Jakob Jensen.

Politiske diskussioner har ellers ikke fyldt det store i barndomshjemmet.

Med to bankfolk som forældre og to bedstefædre, der var brugsuddelere, stemte familien selvfølgelig borgerligt. Det behøvede man ikke snakke om.

Det var snarere mødet med gymnasiekammeraten, den senere Vestas-direktør, Morten Albæk, som fik tændt den politiske ild.

“Han kom fra et hjem med en type af bøger på hylden, som jeg aldrig havde set før. Og så var hans far Ole en stor inspiration for mig,” siger Jakob Jensen.

Over middagsbordet konfronterede Ole Albæk den unge bankmandssøn med spørgsmål som “hvad er demokrati?”.

Det var han ikke just vant til.

“Vi havde nogle helt anderledes samtaler hjemme hos Morten, og det inspirerede mig virkelig,” siger Jakob Jensen.

Derfor blev samfundsfag også hans yndlingsfag i gymnasiet. Uden det dog nødvendigvis var underviserne, som holdt den politiske ild i live.

“Det var primært genstanden, der fangede mig,” som embedsmanden diplomatisk udtrykker det.

Foreningsmennesket, fodboldnørden var dybt fascineret af en den politiske kamplads og dertilhørende teorier.

“Du kan sammenligne politik og sport på den måde, at det der definerer en kamp er, at der altid er en modstander. Der er altid en skillelinje eller en midterlinje, der er altid en grad af konflikt med henblik på at drive noget fremad. Det har fascineret mig, hvordan man får de konflikter ind i et struktureret system, som er så sundt som det danske,” siger Jakob Jensen.

Han indså hurtigt, at han var demokrat helt ind til benet. Et politisk dyr – uden dog at være partipolitisk.

“Det hænger nok blandt andet sammen med, at jeg ikke var så meningsstærk på det tidspunkt,” siger han.

Efter et års sabbat i Tyskland, hvor han arbejdede med marketing og spillede fodbold i den lokale klub, startede han i midten af 1990’erne på statskundskab i Aarhus med henblik på at blive embedsmand.

“Min ene bror var elektriker, den anden pilot. Men det var lidt sværere for mig at forklare familien, hvad jeg læste til. For man læser jo ikke til noget bestemt, når man studerer statskundskab. Så der havde jeg et behov for selv at finde ud af, hvad jeg læste til. Og det var så, at jeg ville forsøge at gøre karriere i centraladministrationen,” siger han.

For mig er fodbold mere end et spil. Det er en magisk kraft, som bringer mennesker sammen.

Jakob Jensen
Administrerende direktør, DBU

Satte sedler på sambos opvask
I det første år af sin studietid boede han i en lejlighed sammen med gymnasiekammeraten Morten Albæk, der studerede filosofi. Fagene var forskellige, og Albæk var drengen fra det boglige hjem. Alligevel var Jakob Jensen afgørende især i vennens første studieår.

“Jeg var umoden og udisciplineret og havde slet ikke forstået, hvad det ville sige at være studerende. Og der var Jakob bare langt mere arbejdsom og særdeles generøs med at dele ud af sin viden,” husker Morten Albæk.

“Det var helt basale ting, han tog sig tid til at lære mig. Hvordan man laver en litteraturliste, noter med henvisninger og så videre. Han var meget, meget tålmodig og helt utrolig hjælpsom,” fortsætter han.

Det lille bofællesskab i Aarhus holdt dog kun i kort tid. Lejemålet blev opsagt efter et år.

“Huslejen var simpelthen for høj,” svarer Jakob Jensen, da jeg undrende spørger ind til, hvorfor man vælger at flytte fra sin bedste ven efter så kort tid.

Morten Albæk har dog en noget anden udlægning.

“Jeg var nok relativt svær at leve sammen med dengang, “ husker han.

Albæk var et gedigent rodehoved. I de første fire måneder tog Jakob Jensen sig dog ikke af det, så uden et ords brok vaskede han samboens pander, glas og tallerkener. Herefter fulgte fire måneder, hvor Jensen satte mærkater på Albæks opvask med påmindelse om, at nu skulle opvasken tages.

“Og til sidst sagde han så til mig, at vi blev nødt til at flytte fra hinanden, fordi han ikke ville risikere, at det kostede vores venskab,” husker Morten Albæk.

“Det siger enormt meget om Jakob. For det viser, at han er helt utrolig tålmodig og hjælpsom. Men han drager også en konsekvens, når det bliver nødvendigt,” fortsætter han.

Da jeg konfronterer Jakob Jensen med Albæks version af forløbet, griner han.

“Jaja, det er rigtigt nok. Men det var altså også en dyr husleje,” siger han.

Selvom man måske ikke kan få dem til at sige det, så fornemmer jeg, at mine forældre da synes, jeg har gjort det meget godt.

Jakob Jensen
Administrerende direktør, DBU

Tog minister med til barndomshjemmet
Jakob Jensen fik efter endt statskundskabs-eksamen hurtigt drømmen om Slotsholmen realiseret, da han blev ansat som fuldmægtig og siden ministersekretær for daværende socialminister Henriette Kjær (K).

Her skulle ministerbilen en dag mod Nordjylland, og man benyttede lejligheden til at aflægge Familien Jensen i Tornby et visit. Om de mon havde tid, spurgte ministeren?

“Jeg har altid tid, når vi får besøg af en minister,” svarede faderen.

Der er dog i mere end en forstand langt fra magtens indre i København til den nordjyske foreningsby Tornby.

“Dybest set er min familie lidt i tvivl om, hvad en embedsmand egentlig er. Så der har jeg skullet oversætte lidt for dem,” siger Jakob Jensen.

“Men det er jo ikke så meget anderledes end, at jeg ikke helt ved, hvad det vil sige at være pilot eller elektriker, som mine brødre er. Så der skal vi oversætte lidt for hinanden,” fortsætter han.

Jeg spørger, om han til tider kan føle sig set lidt skævt til, når han har valgt så radikalt anderledes en sti?

“Nej på ingen måde. Jeg har altid oplevet fuld støtte og opbakning. Og selvom man måske ikke kan få dem til at sige det, så fornemmer jeg, at mine forældre da synes, jeg har gjort det meget godt,” siger Jakob Jensen.

Har en stærk politisk næse
At han har gjort det meget godt går igen, når man taler med kilder i det politiske miljø. Han beskrives som grundig, ihærdig, begavet og med en veludstyret politisk næse.

“Han har en helt utrolig sans for, hvad der skal til at for få bragt parterne sammen, så der kan blive landet de aftaler, ministeren ønsker,” siger Jens Strunge Bonde, der var departementschef-kollega med Jakob Jensen.

Men den hårdtarbejdende statskundskaber måtte dog indse, at livet som departementschef var knokleri i en skala, han ikke hidtil havde oplevet.

Jublen var ellers stor, da daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) 31.december 2016 ringede, da den tætpakkede bil var på vej med mor, far og fire børn til nytårsfest.

“Så hele familien var på medhør, da jeg fik at vide, at jeg skulle være departementschef,” siger Jakob Jensen.

Samtidig stod det hurtigt klart, at det krævede opbakning fra baglandet at have en departementschef i huset.

“Jeg have lange og grundige samtaler med min hustru om det. Og vi blev enige om, at jeg skulle gå efter det,” siger han.

Men når man døgnet rundt står til rådighed for en minister med den dertilhørende uafladelige strøm af store, små og gigantiske møgsager i dansk politik, kan man ikke være lige så nærværende derhjemme.

“En dag hentede jeg usædvanligvis min datter i skolen. Og hendes respons var ‘er der sket noget, Far’?. Hun troede simpelthen, at der var noget galt, fordi jeg hentede hende. Det er selvfølgelig sådan noget, der sætter tankerne i gang,” siger Jakob Jensen.

Morten Albæk er fortsat en nær ven og kunne fra sidelinjen følge gymnasiekammeratens liv som departementschef.

“Jakob har en enorm arbejdskapacitet, så han kunne personligt sagtens håndtere jobbet. Men han gjorde sig jo nok nogle tanker om, hvilken far han gerne vil være for sine børn,” siger han.

Ny rolle krævede tilvænning
Jakob Jensen afviser, at det alene var arbejdspresset, der fik ham til at søge væk fra jobbet som departementschef.

“Det handler primært om, at jeg virkelig synes, det er spændende at være direktør i DBU,” siger han.

“For mig er fodbold mere end et spil. Det er en magisk kraft, som bringer mennesker sammen,” fortsætter han.

Interviews til denne artikel er oprindeligt gennemført i ugerne inden EM-slutrunden i København. Men efter gruppespillet ringer jeg ham op igen for at høre, hvad han tænker om danskernes respons på Christian Eriksens hjertestop.

Den erfarne embedsmand  haft stor glæde af sit politiske kontaktnet i og omkring Christiansborg. Coronakrisen har skabt behov for en lang række dialoger om genåbning, tilskuere på stadion, coronapas, restriktioner ved fanzoner og en stribe andre af opgaver, som ikke plejer at være en del af porteføljen som leder af DBU.

“Tilfældet er, at jeg formentlig er den DBU-direktør i historien, som har haft mest dialog med myndighederne,” siger Jakob Jensen.

Generelt er den relativt nye mand på DBU Allé omgærdet af en stor portion respekt. Han beskrives som grundig, seriøs og professionel. Barndomsvennen Morten Albæk sætter det på spidsen.

“Jeg tror ikke på, at der er nogen, som ikke kan lide Jakob. Det kan da godt være, de er derude, men så har jeg i hvert fald ikke mødt dem,” siger han.

Selv ikke med tilbud om anonymitet har Altinget været i stand til at modbevise Albæks tese. Kilder plejer ellers ikke at holde giftpille og stikpiller tilbage, når blot de tilbydes fri snak med mikrofonen slukket.

Der er dog kilder i det idrætspolitiske miljø, som synes, at Jakob Jensen har været lidt usynlig. At det er som om, at embedsmanden lige skulle finde sig til rette i rollen som chef og talsperson i en organisation, der blandt andet har været martret af en stribe konflikter med Spillerforeningen.

Jakob Jensen nikker, da jeg konfronterer ham med skudsmålet.

“Jeg har det sådan, at når jeg kommer ind et nyt sted, så lytter jeg til den faglighed, der er i huset, før jeg begynder at mene en hel masse,” siger han.

Jakob Jensen forklarer derudover, at coronakrisen har været en stor hæmsko.

"Det har været tæt på umuligt at holde møder, og vi har skullet bruge energi på en masse corona-relaterede opgaver, som ikke har været så spændende, men som det har været nødvendigt, at vi løste," siger han.

Alligevel ved Jakob Jensen godt, at han har skullet vænne sig til ikke blot at kunne trække i trådene i kulissen.

"Jeg har sagt ja til det her job, fordi jeg godt kunne tænke mig at prøve at stå i rampelyset. Men det er jo noget, man skal lære. Hvis du ser på billederne taget på det pressemøde, hvor vi udskød EM, så ligner jeg simpelthen noget, der er løgn. Jeg har skullet vænne mig til at være i den rolle," siger Jakob Jensen.

"Og så er det kommet bag på mig, hvilket enormt tryk der er på DBU. Men jeg har i langt højere grad vænnet mig til rollen som talsperson nu og trives med det," fortsætter han.

Vi synes ikke, det er rigtigt, at der skal være VM i Qatar. Men hvis du spørger, om vi går ind for et boykot, så er svaret nej.

Jakob Jensen
Administrerende direktør, DBU

Qatar-sag er en faglig udfordring
Fra Ridebanen ser Jakob Jensen op mod en blågrå, tung sky i horisonten.

“Jeg er bekymret for den der,” siger han og opfordrer til, at vi søger i læ.

Læsere med hang til anstrengte metaforer kan muligvis se den grå sky som et billede på DBU’s udfordringer i forbindelse med håndteringen af VM i Qatar. Skal man blive i det sproglige billede, er bygen dog allerede begyndt at vælte ned. Og teknisk set er det nok snarere en ørkenorkan, man står midt i.

VM i Qatar har i årevis været omdiskuteret, men debatten fik ny fart i Vesteuropa, da The Guardian i starten af 2021 kunne fortælle, at 6500 migrantarbejdere var døde, siden ørkenstaten fik tildelt slutrunden.

Det har skabt stor uro i Norge, hvor en stribe klubber har opfordret til boykot, danske fodboldfans er særdeles kritiske over for deltagelse i slutrunden og i en række vesteuropæiske lande ønsker et flertal, at deres landshold bliver væk.

“Den her slutrunde er det sidste vraggods fra Sepp Blatters FIFA,” siger Jakob Jensen om den skandaleombruste og korruptionsanklagede schweizer.

Sagen har dog også givet Jakob Jensen mulighed for at trække på sin værktøjskasse fra Slotsholmen.

“Det er klart, at der er et element af krisestyring, en række interessenter, som vi skal i dialog med og et diplomatisk arbejde som på mange måder er genkendeligt,” siger Jakob Jensen.

Er det en spændende udfordring?

“Fagligt set er det spændende. Men det er helt sikkert en sag, jeg gerne havde været foruden,” siger han.

Jeg spørger, hvordan et foreningsmenneske og en demokrat som ham har det med, at der skal være VM i Qatar.

“Vi synes ikke, det er rigtigt, at der skal være VM i Qatar. Men hvis du spørger, om vi går ind for et boykot, så er svaret nej.”

Hvorfor er I egentlig så overbeviste om, at en boykot ikke rigtig?

“Fordi alt vi hører er, at vores tryk hjælper. Menneskerettighedsorganisationer, FN, fagforeninger anbefaler ikke en boykot. I stedet for at true med en boykot, vil vi meget hellere arbejde for at sikre fortsat fremgang for migrantarbejderne,” siger han.

Jakob Jensens erfaring som embedsmand spiller også en rolle i hans analyse.

“Det er et lille mindretal af lande, som er optaget af den her debat. Så hvis vi virkelig skal rykke noget, så nytter det ikke noget at forsøge sig med pistoldiplomati og true med at blive væk. Vejen med den kritiske dialog er meget bedre.”

Tror du, det kan komme dertil, at I vil anbefale danske fans at blive væk?

“Det håber jeg virkelig ikke. Og jeg tror det heller ikke, for vi har stadig halvandet år til at skabe rigtig mange forbedringer for migrantarbejderne i Qatar (interview gennemført i maj 2021 red).”

Hvad vil du sige til de fans, der allerede har besluttet sig for at boykotte slutrunden og ikke følge kampene?

“Jeg forstår dem virkelig godt. For jeg er heller ikke begejstret for, at VM skal være i Qatar. Men spørgsmålet er, om de kan lade være med at følge med i kampene. Det ville jeg ikke kunne.”

Du har talt om, at fodbold har en magisk kraft. Men er der magi ved en slutrunde, som foregår i et diktatur, og hvor migrantarbejdere er døde i forbindelse med stadionbyggeriet?

“Jeg er ikke tilhænger af, at der skal spilles VM i Qatar. Men uanset hvor VM spilles, så er det verdens største turnering i verdens bedste spil, hvor vi dyster på trods af vores politiske forskelle. Det er der noget magisk ved.”

Hvis nu du ikke var DBU-direktør, kunne du så finde på at boykotte VM i Qatar?

“Nu har jeg en kone og fire børn, så det ville næppe være praktisk muligt for mig at tage af sted.”

Men hvis du nu kunne. Ville du så personligt boykotte VM i Qatar?

“Nej”

Hvorfor ikke?

“Fordi jeg elsker fodbold.”

Artiklen er en genpublicering og blev første gang bragt i juni 2021. Interviewet er gennemført i maj 2021.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Jensen

Departementschef, Børne- og Undervisningsministeriet, fhv. adm. direktør, DBU
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00