Bliv abonnent
Annonce
Kommentar af 
Christian Tolstrup Jensen

Den nye hall of fame vidner om, at Danmark ser radikalt anderledes på parasporten end resten af Norden

De første medlemmer i parasportens hall of fame blev optaget i februar. 
De første medlemmer i parasportens hall of fame blev optaget i februar. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
26. marts 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den 17. februar annoncerede Parasport Danmark, at danske paraatleter vil få en hall of fame i Idrættens Hus i Brøndbyvester. Her skal portrætter i fremtiden hædre den danske parasports store atleter og ildsjæle.

På den ene side er der ikke noget nyt i, at et specialforbund opretter en hall of fame. DBU har for eksempel hædret danske fodboldspillere siden 2006.

På den anden side er lige præcis paraidrættens hall of fame i nyhedsbilledet blevet præsenteret som en parallel til DIFs hall of fame, og parasporten dermed som sit eget spor i dansk idræt på grund af sit arbejde for en minoritetsgruppe på tværs af idrætterne.

En idé, Parasport Danmark, paraidrættens eget idrætsforbund, også har været udtryk for siden 1971. 

Læs også

I fremtiden kan Danmark komme til at stå alene i Norden med idéen om parasporten som sit eget. I Sverige og Norge er udviklingen de seneste cirka 20 år nemlig gået mod inkludering af paraidrætten i specialforbund med specifikke idrætter, håndbold, ski, atletik og så videre.

I Norge begyndte inkluderingsprocessen for alvor i 1997 og sluttede i 2007, da Norges Funksjonshemmedes Idrettsforbund, NFI, den norske pendant til Parasport Danmark, nedlagde sig selv.

Erfaringerne fra Sverige og Norge viser, at der er fordele for parasporten, hvis den kommer mere ind i resten af idrætsbevægelsen.

Christian Tolstrup Jensen

Siden dengang har Norges Idrettsforbund, specialforbundene og de regionale forbund været ansvarlige for at drive og udvikle parasporten i Norge.

I Sverige vedtog det svenske parasportforbund i 2013 et mål om at arbejde for inkludering snarere end specialløsninger ved at arbejde for, at alle paraidrætter bliver del af et specialforbund.

I både Norge og Sverige var og er formålet med den nye organisering at skabe et bredere tilbud af paraidræt ved at få kompetencen ud i specialforbundene og dermed alle foreningerne.

Ideelt set skal inkluderingen ende med, at idræt altid er for alle, i stedet for at være afhængig af hver enkelt deltagers individuelle muligheder.

I Norge viste en undersøgelse fra 2023, at målet der i høj grad er opnået. Undersøgelsen viste blandt andet, at der er generelt en større villighed og mulighed for at tage imod mennesker med handicap i idrætsforeningerne, og udbuddet af idrætter er blevet større for mennesker med handicap og særlige behov.

Samtidig har inkluderingen i de ordinære foreninger også blandt andet betydet, at idrætten ikke længere skaber det samme netværk mellem mennesker med handicap, som da de for eksempel mødtes i en paraidrætsforening.

Dermed har de mistet et sted at diskutere ikke bare idræt, men også livet i øvrigt med folk med samme erfaringer. At paraatleterne ikke har deres egen organisation har også gjort dem mindre synlige, og så er det også stadig et problem, at nogle forbund og foreninger stadig ikke har den kundskab, som skal til for at skabe en vellykket inklusion.

Blandt andet peger undersøgelser på, at fokusset på konkurrenceidrætten er øget som følge af processen, og det kan afholde dem, der vil spille for sjov, fra at være med. Et problem, der for øvrigt også præger idrætten generelt.

Andelen af mennesker med handicap, som dyrker en idræt, er også stadig under befolkningsgennemsnittet i Norge. 

Læs også

Erfaringerne fra Sverige indtil videre understreger yderligere, at inkludering tager tid, kræver ressourcer fra modtageridrætten både i klubberne og blandt forbundene, og en fortsat vilje til at tilpasse sig og skabe de rette forudsætninger for inkludering. Det er ikke nemt.

I 2023 var det 6 af 16 forbund, som havde gennemført inkluderingsprocessen, og i de fleste tilfælde er der tale om store forbund som atletik og svømning eller forbund med en lang tradition for paraidræt, eksempelvis bordtennis.

Planen for det svenske parasportforbund er med tiden at overgå til en støttefunktion, men det ser ud til, at de også i et stykke tid fremover vil have ansvaret for flere idrætter.

Erfaringerne fra Sverige og Norge viser, at der er fordele for parasporten, hvis den kommer mere ind i resten af idrætsbevægelsen.

Nogle gange forudsætter lighed, at der sker en forskellig behandling.

Christian Tolstrup Jensen

På den anden side har dansk idræt en tradition for pluralitet og en decentral organisering af sin idræt med mange nationale paraplyorganisationer, DGI, DIF og DFIF, der ikke har sin lige i hverken Sverige eller Norge.

Og nogle gange forudsætter lighed, at der sker en forskellig behandling.

Undersøgelserne fra Sverige og Norge har heller ikke kigget på, hvad den ordinære idræt får ud af at få flere parasportatleter ind i foreningerne.

Men et bedre blik for fordelene ved mindre fokus på konkurrencen kunne være en mulig erfaring, og her går paraidrætten i Danmark forrest med et fokus på både atleter og ildsjæle i sin hall of fame.

Men når det er sagt, så optog DIF jo både Michael og Brian Laudrup i deres hall of fame, efter at brødrene var blevet en del af DBUs, så selvom parasporten har fået sin egen, så kan vi stadig se frem til også at få den første paratlet ind i DIFs.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026