Pan Idræt: Faciliteter står i vejen for unges deltagelse

I Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Belgien og særligt Central- og Østeuropa er der en voksende bølge af politisk drevne kampagner, der forsøger at marginalisere transpersoner i idrætten og minoriteter i samfundet generelt.

Det er en målrettet bevægelse, som vi også ser herhjemme i Danmark, hvor anti-LGBT+-retorik bruges strategisk til at splitte og polarisere hele miljøet af minoriteter. 

Pan Idræt er medlem af European Gay and Lesbian Sports Federation, EGLSF, som repræsenterer 150 regnbuefarvede idrætsklubber på tværs af Europa med samlet knap 45.000 medlemmer. 

Store principielle debatter er vigtige, men inklusion bliver først en realitet, når vi finder løsninger, der fungerer i praksis – det har vi altid været optaget af i Pan Idræt.

Christian Bigom
Forperson, Pan Idræt

Trods vores forskelligheder står vi over for den samme opgave: at sikre, at idræt er et åbent fællesskab for mange flere – uanset køn, kønsidentitet, seksuel orientering eller baggrund i øvrigt.  

På årets generalforsamling, der løb af stablen 28. februar til 2. marts i Valencia, Spanien, blev det desværre tydeligt, at de rettigheder og vilkår, som der er blevet kæmpet hårdt for gennem de sidste 50 år, i den grad er under pres.

Samtidig ser vi dog også en positiv udvikling i dele af Vesteuropa, hvor kulturen i idrætsfællesskaber bevæger sig mod mere inkluderende sprogbrug og mangfoldige fællesskaber, der både skaber bedre plads til piger, kvinder, transkønnede, interkønnede og non-binære. 

Pragmatiske løsninger er nøglen til reel inklusion 

Store principielle debatter er vigtige, men inklusion bliver først en realitet, når vi finder løsninger, der fungerer i praksis – det har vi altid været optaget af i Pan Idræt.

Idræt handler for de fleste ikke om politik, men om helt lavpraktiske ting: at kunne tage med holdet til kamp, at føle sig tryg i omklædningsrummet og ikke at blive stemplet som et problem af omgivelserne. 

Den negative jargon, der stadig præger mange idrætsfællesskaber, skal udfordres og ændres. Her kan vi i Danmark være stolte af initiativer som www.blivgamechanger.dk, der adresserer netop dette og viser, hvordan vi konkret kan skabe en bedre kultur i idrætten.

At dele Gamechanger-indsatsen med vores europæiske frivillig-kollegaer var en vigtig del af weekendens møde – og det udløste stor respekt, at store organisationer som DGI, DIF, DBU, Dansk Håndbold, SvømDanmark og Danmarks Basketball Forbund med flere er med i indsatsen. 

Idrætsfaciliteterne skal afspejle fremtidens behov 

Et af de mest påtrængende spørgsmål, der fylder herhjemme og i Europa, handler om de fysiske rammer i idrætten. Omklædningsrum og badefaciliteter er for mange en barriere – ikke kun for transkønnede, men også for personer med funktionsnedsættelser, religiøse hensyn eller forskellige grader af blufærdighed. 

Historisk set har graden af blufærdighed bølget frem og tilbage. I nogle perioder af 1900-tallet var vi meget blufærdige, mens vi i andre slet ikke kunne være nøgne nok. 

Jeg tror, vi skal være varmsomme med at tage motionsidrættens badekultur som gidsel i kampen mod forvrængede kropsidealer.

Christian Bigom
Forperson, Pan Idræt

Oprindeligt handlede bad efter træning om hygiejne, da man ikke nødvendigvis havde bad derhjemme, i dag ser vi en markant bevægelse mod mere privatliv i baderum, og det bør vi tage alvorligt af hensyn til særligt yngre generationers deltagelse.

Med få, relativt fleksible løsninger, kan vi indrette omklædningsrum og badefaciliteter, der bedre imødekommer tidens tendenser og forskellige målgruppers behov. Mange vil gerne være sociale i omklædningsrummet efter træning, men private i selve badet.

Det handler ikke om at fastholde en bestemt historisk badekultur, men om at sikre at flest muligt føler sig trygge og deltager i foreningernes idrætsaktiviteter. Jeg tror, vi skal være varmsomme med at tage motionsidrættens badekultur som gidsel i kampen mod forvrængede kropsidealer.  

Når vi planlægger nybyggeri og renoveringer af idrætsfaciliteter, bør vi derfor tænke langt mere i fleksible løsninger, der kan imødekomme både nuværende og fremtidige behov.

Hvis vi virkelig vil have flere med i idrætten, skal vi sikre, at de fysiske rammer ikke bliver en barriere, men i stedet en mulighed for at skabe inkluderende og dynamiske idrætsmiljøer.

En indretning, der tilgodeser for eksempel transkønnede er en kærkommen mulighed, en katalysator, som gør os i stand til at byde langt flere ind i fællesskabet – også dem, der ellers tilhører flertallet på andre parametre, men som i dag af forskellige årsager heller ikke er trygge ved for eksempel fællesbade.

Vi bør kunne indrette os så flere behov imødekommes.  

Idrættens logikker bør udvikles 

En af kerneopgaverne for EGLSF er den årlige multisport turnering EuroGames. En turnering der i år samler 5.000 deltagere i Lyon, Frankrig, til konkurrencer i mere end 30 sportsgrene, og som skaber rammerne for at også transkønnede og non-binære kan deltage.
 
Samtidig, på tværs af europæiske lande, peger data dog i samme retning – det vigtigste for børn, unge, voksne og seniorer er ikke konkurrencen, men glæden ved at være sammen med holdet, det sociale fællesskab og muligheden for at udvikle sig.

Alligevel er mange idrætstilbud stadig bygget op om og styret af den ugentlige kamp eller de årlige turneringer.

Vi gør det selv i Pan Idræt – tager til kamp i weekenden og til EuroGames hver sommer – men jeg noterer mig, at ofte er det rejsen, festen og de sjove oplevelser omkring konkurrencen, der danner bevaringsværdige minder, snarere end selve kampen og medaljen – det tror jeg er en af de helt store styrker ved motionsidrættens fællesskaber. 

Hvis vi virkelig ønsker at gøre idrætten mere inkluderende, bør vi overveje, om den traditionelle konkurrencelogik er den eneste rigtige.

Kunne vi tænke idrætsfællesskaber på nye måder, hvor det ikke altid handler om at vinde, men om at deltage og udvikle sig i fællesskab?

Det er en debat, vi med fordel kunne tage i Danmark, og som jeg tror kunne bidrage til, at langt flere børn og unge blev hængende i foreningerne.  

Fremtiden kræver handling – ikke kun strategier 

Hvis vi virkelig mener, at idrætten skal være for flere, kræver det mere end flotte strategier og erklæringer. Vi må tage de konkrete diskussioner om, hvordan vi helt lavpraktisk indretter idrætten – både fysisk og socialt – så den favner mange flere, både nu og langt ud i fremtiden. 

EGLSF’s generalforsamling var for mig en vigtig påmindelse om, at vi står over for store udfordringer i regnbuemiljøet i de kommende år, men også at vi har et stærkt europæisk fællesskab, der arbejder for de samme mål.

Spørgsmålet er nu, om vi i de kommende år kan tage de nødvendige skridt i tæt samarbejde med politikere, de nationale idrætsforbund og mange andre aktører på området for at sikre, at idrætten virkelig bliver for mange flere – ikke kun i ord, men i handling.