Concito: Regeringens klimaudspil er ikke en rigtig klimaplan

Af Christian Ibsen
Direktør i Concito

Regeringens klimaplan var et længe ventet blågrønt politisk pust. Og regeringen skal have ros for at komme frem med en klar grøn ambition om et Danmark med netto-nuludledning og et budskab om, at der nu er brug for tage fat – også i transporten.

Klimaindsatsen skal være bredt funderet blandt alle partier for at sikre en ambitiøs langsigtet indsats. Med den brede energiaftale fra i sommer, Socialdemokratiets klima- og naturudspil og nu regeringens klima- og luftudspil har 2018 for alvor fået markeret, at klimaet har bred grøn medvind. Nu er det så afgørende, at ambitionerne gribes rigtigt an og udmøntes i de nødvendige indsatser i alle sektorer.

Regeringens udspil er primært et oplæg til, hvordan Danmark (delvist) kan opfylde EU-forpligtelsen om at reducere drivhusudledningerne med 39 procent frem mod 2030 i de ikke-kvoteomfattede sektorer, det vil sige især transport, landbrug og individuel boligopvarmning.

Det er i høj grad transportområdet, der er i fokus, mens indsatsen på de andre områder fremstår som decideret svag og utilstrækkelig.

Det er altså ikke en egentlig klimaplan for, hvordan vi samlet set opfylder Paris-aftalens mål. Den har vi stadig til gode. Og så er det i høj grad transportområdet, der er i fokus, mens indsatsen på de andre områder fremstår som decideret svag og utilstrækkelig.

Regeringen vedtog ellers i sommer – sammen med resten af Folketingets partier – et godt og ambitiøst mål om netto-nuludledning for Danmarks senest i 2050. Næste skridt ville naturligt være en klimaplan, der præciserede, hvordan vi arbejder frem mod et sådant mål.

Rådet fra Concito er helt klart: Skift fokus, og brug de 1,5 milliarder kroner på reelle indsatser, der bringer Danmark på rette spor, og drop de kortsigtede og ukloge gevinster i regnskabsbogen.

Efter udgivelsen af IPCC’s seneste rapport om 1,5 grader vil det desuden være relevant med en vurdering af, hvordan denne målsætning bedst afpasses med klimapanelets konklusioner og anbefalinger. Det bør eksempelvis stå klart, at det kan blive nødvendigt at nå netto-nul tidligere end 2050 i lyset af de store påvirkninger, som en tograders global opvarmning vil have for såvel verden som for Danmark.

En konkret model for en klimaplan kunne være et nationalt CO2-budget for opnåelse af netto-nuludledning inden 2050 (eller før) efter engelsk og svensk forbillede.

I den model defineres et antal perioder på eksempelvis fem år, som hver skal have et konkret budget for, hvor meget landet må udlede i perioden for at nå slutmålet. Slutmålet er givet, men inden for hver periode kan der være en vis fleksibilitet i forhold til, hvor meget de enkelte sektorer skal bidrage med. Og i næste periode kan man revurdere både ambitioner og virkemidler i lyset af ny klimaviden, teknologisk udvikling og så videre.

En reel klimaplan skal under alle omstændigheder udstikke, hvilke delmål vi skal nå over de kommende årtier, og ikke mindst hvilke indsatser der her og nu skal sættes i værk for at bringe os i den rigtige retning med den fornødne hastighed.

Det er allerede påpeget flere gange, men det gør det ikke mindre sandt. Regeringen vil prøve at opfylde målet for 2030 uden at sætte ret mange kræfter ind på den grønne omstilling. Det foreslås således, at op imod 80 procent af indsatsen skal bestå i, at Danmark køber CO2-kvoter i EU's kvotesystemer og ved at medregne basisoptaget af kulstof i vores skove og jorde.

Begge dele giver imidlertid ikke nogen ekstra klimaeffekt af betydning frem mod 2030 og er derfor mere en regnskabsteknisk øvelse end tiltag, der sætter Danmark i gang med den ambitiøse omstilling, der er nødvendig.

Klimarådet har slået fast, at køb af kvoter i EU’s kvotesystem for forventeligt op imod 1,5 milliarder kroner kun vil have en lille effekt frem mod 2030, og at reduktionen først vil slå igennem frem mod 2050.

Økonomer kan så argumentere for, at det er den billigste måde at opnå en given reduktion i regnskabsbogen, men det er klimaet, vi snyder, når vi udskyder reelle indsatser.

I Sverige køber de også de kvoter, som de kan, men de gør det ikke i stedet for konkrete indsatser, men som en yderligere indsats. Rådet fra Concito er helt klart: Skift fokus, og brug de 1,5 milliarder kroner på reelle indsatser, der bringer Danmark på rette spor, og drop de kortsigtede og ukloge gevinster i regnskabsbogen.

For så vidt angår de 12,9 millioner ton frem mod 2030, som regeringen forventer at kunne medregne som følge af øget optag i skove og jorde, er det lidt mere kompliceret. Det er fundamentalt rigtigt, at regeringen og andre politiske partier nu retter blikket mod igangsættelsen af optag af kulstof i blandt andet skove og jorde. Men de 12,9 millioner ton afspejler det forventede optag over de næste 12 år med baggrund i den udvikling og de tiltag, der allerede er sat i gang.

Regeringen anerkender selv, at tallene er meget usikre, og derfor bør man skrue yderligere op for denne indsats, hvis man vil være på den sikre side. Derudover bliver der ikke for alvor taget fat i at få nye indsatser i spil. De 12,9 millioner tons over perioden skal derfor nærmere ses som en baseline, som vi tager udgangspunkt i, og som vi skal bygge yderligere indsatser ovenpå.

Helt konkret bør vi sætte os et mål om, at vi frem mod 2030 bringer alle udledninger fra organiske jorde i nul. Det vil reducere landbrugets udledninger med cirka 10 procent i forhold til i dag og er samtidig et tiltag, der fører andre fordele med sig i forhold til eksempelvis øget biodiversitet. Desuden bør vi sætte os et mål for øget optag af CO2 i skovene. Det vil være fint i tråd med Folketingets beslutning i 1989 om at fordoble det danske skovareal frem mod 2100.

Regeringens udspil signalerer vilje til en ambitiøs og stærk indsats på transportområdet med rigtigt fokus på markant flere nulemissionsbiler (særligt elbiler), busser, taxaer og så videre.

Man bør klart kippe med flaget for den udmeldte ambition og retning som et afgørende første politisk skridt. Men det, der står i vejen, er, at vi ikke kun er afhængige af fossile brændsler til vores biler, men også er afhængige af fossile afgifter i vores statskasse, og det blokerer lige nu for omstillingen.

Omstillingen til elbiler koster jo ikke i sig selv i nærheden af de 88 milliarder kroner, der er skrevet så meget om. Det er vores afgiftsafhængighed, der risikerer at koste os. Lad os nu for alvor få flyttet afgiftssystemet over på en teknisk baseret model, der sikrer, at vi i fremtiden får de grønneste og mest sikre biler. Det er der bred enighed om – også med bilbranchen. Og så skal der selvfølgelig gang i road pricing så snart som muligt.

Det være sagt, så er der tre store blinde vinkler i udspillet på transportområdet.

For det første tager regeringens udspil kun fat på den ene side af persontransportens klimaløsninger, nemlig teknologier, men ignorerer den anden side, som handler om transportefterspørgsel, planlægning og alternativer til individuel bilkørsel.

Det er ikke nødvendigvis klimaeffektivt bare at lade biltrafikken vokse uhæmmet uden tanke for de ressourcer og den plads, som transporten og dens infrastruktur kræver, selvom den bliver gradvis mere elektrificeret. Kæmpebyer med endeløse forstæder betjent af næsten tomme biler er ikke vejen til bæredygtighed og sund livsstil.

Der mangler dermed at gribe fat om selve mobiliteten, som i fremtiden bør være mere intelligent, aktiv og delt, og som bør planlægges lokalt og regionalt. Og man mangler også at forholde sig til klimaaftrykket fra flytrafikken med stadig hyppigere og længere rejser.

For det andet indeholder udspillet stort set intet om godstransport. Der er således ingen overvejelser om, hvornår fossile varebiler og lastbiler skal udfases, eller hvad der skal komme i stedet for dieselen. Disse køretøjer udleder immervæk 4,5 millioner tons CO2 om året i Danmark, og godset tegner sig dermed for op mod 40 procent af hele transportsektorens bidrag.

Det vil givetvis være relevant at elektrificere også en stor del af varedistributionen med videre. Men hvis vi skal have løst hele sektorens klimaudfordring, inklusive de lange transporter, så skal der satses på forskning og udvikling af alternativer, eksempelvis elektrofuels. Den bioenergi, som mange indtil for nylig troede, var løsningen, har vist sig at rumme så alvorlige begrænsninger og bæredygtighedsudfordringer, at de sandsynligvis kun kan udgøre en del af svaret.

For det tredje forsømmer regeringen at lancere mere markante forslag til en indsats på EU-niveau. Det er ellers oplagt, at det er EU, der sidder med musklerne til at miljøregulere produktion af biler og brændstoffer med videre, hvor tiltag i den hjemlige regulering i højere grad må afspejle, hvad der kommer på markedet.

Udspillet nævner, at Danmark har tilsluttet sig andre landes ønske om, at personbiler skal være 40 procent mere energieffektive i 2030, og at man vil være med til at skubbe på for renere lastbiler. Men der er ingen selvstændige eller konkrete forslag til at bringe EU-dagsordenen videre.

Et eksempel kunne her være at foreslå krav om, at alle nye biler fra om få år skal have en elmotor og kunne fungere som opladningshybrider. Dette kunne være med til at skabe et større marked og dermed sænke de omkostninger ved elektrificering af bilparken, som udgør en barriere i dag.

Regeringens udspil indeholder nogle gode elementer i forhold til forskning og ambitioner om udtagning af organiske lavbundsjorde, men glimrer ved fravær af markante nye reduktionsindsatser i landbruget.

Det undrer, at man ikke i højere grad har skelet til den rapport, som Aarhus Universitet har lavet til Miljø- og Fødevareministeriet, hvor de peger på en lang række effektive metoder til reduktion af landbrugets udledning af drivhusgasser. Tiltagene varierer betydeligt i deres effekter, sideeffekter og omkostningseffektivitet, men der er især fem tiltag, som forfatterne peger på som lovende og samfundsøkonomisk fornuftige:  

1. Ændret fodring af kvæg og opdræt med kraftfoder, fedt og let fordøjeligt grovfoder
2. Biogas, med og uden hyppig udslusning af gylle til lager eller køling af gylle i stalden
3. Forsuring af gylle i stalden
4. Tilsætning af nitrifikationshæmmere til handelsgødning og husdyrgødning (gylle)
5. Udtagning af kulstofrige lavbundsjorde (organogene jorde) med eller uden ophør af dræning.

I forhold til sidstnævnte tiltag er det som sagt med i regeringens udspil, men der bør, som ovenfor beskrevet, tages mere fokuseret fat ved at fastlægge mål og delmål for, hvornår alle jorder skal være udtaget af produktion.

Samtidig bør klimaplanen i høj grad fokusere på fortsat forskning og udvikling af danske proteinafgrøder, da det særligt er den store sojaimport til dyrefoder, der udfordrer Danmarks placering som et af EU's mest klimaeffektive landbrug.

Endelig bør der vedtages en langt mere ambitiøs og konsekvent indsats i forhold til at rykke danskernes madvaner i retning af mere plantebaseret mad. Ifølge flere internationale analyser er en primært plantebaseret kost det virkemiddel, der har allerstørst potentiale i forhold til at mindske fødevaresystemets klimabelastning.

Energiaftalen afsatte midler til energibesparelser i industri og bygninger, men var reelt en væsentlig nedprioritering af energieffektiviseringer, og håbet var, at klimaplanen ville prioritere de indsatser og ikke mindst mål for indsatsen frem mod 2030 og 2050, der manglede. Men selvom udspillet indeholder et fokusområde, der hedder ”Grøn omstilling af boliger og erhverv”, er det mest og alt en regulering af brændeovne, der fokuseres på.

Dermed synes energibesparelser og -effektivisering at være faldet ned mellem to stole. Det er uklogt, både af hensyn til klimaet, fremtidens energisystem, bedre indeklima i boligerne og ikke mindst danske styrkepositioner inden for netop de teknologier, der kan levere besparelserne. 

Konkret må man forvente, at politikerne samler det op i de kommende forhandlinger og fastsætter et ambitiøst mål for indsatsen. Målet bør som minimum flugte med en fortsættelse af den hidtidige indsats, og det bør følges op af konkrete indsatser, der giver incitamenter til at spare energi i husholdningerne og industrien.

Samlet set er der behov for, at regeringens blågrønne pust og den bredere grønne medvind udmønter sig i en ambitiøs dansk klimaplan, hvor vi for alvor får klimaindsatsen ind på rette kurs. Det kræver politisk lederskab, kloge mål og konkrete indsatser, der peger den rigtige vej.

Videnskaben har slået fast, at det haster, og tiden synes nu også at være politisk moden.