Debat

DI: Klimaudspillet er med afstand det mest ambitiøse hidtil

DEBAT: Regeringens klimaudspil er det mest ambitiøse, vi hidtil har set. Man kan desværre tvivle på, om resten af verden vil følge samme linje, men det får vi svaret på under COP24 i Katowice, skriver Troels Ranis.

Det kræver politisk handling og vilje at sætte en stabil kurs for Danmarks klimafremtid, skriver Troels Ranis.
Det kræver politisk handling og vilje at sætte en stabil kurs for Danmarks klimafremtid, skriver Troels Ranis.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Troels Ranis
Branchedirektør i DI Energi

Der er gået lidt mere end en måned, siden regeringen offentliggjorde sit klima- og luftudspil. Det er ikke meget i politik, men tiden er knap, og vi må i gang med arbejdet, hvis vi skal håndtere de store udfordringer, som vi står over for.

Udfordringerne blev malet tydeligt op i den seneste rapport fra FN’s klimapanel, som udkom nogenlunde samtidig med regeringens klimaudspil. Vi er på vej mod temperaturstigninger på 3-4 grader, og der skal handles nu, hvis vi skal begrænse stigningen til 1,5-2 grader, lyder det fra forskerne.

Regeringen vil omstille transportsektoren og udfase salget af nye benzin- og dieselbiler i 2030. Det er en prisværdig ambition og en vanskelig opgave. Det kommer til at kræve flere konkrete initiativer, end vi har set indtil nu. Og der er ingen tvivl om, at der også skal ske initiativer på EU-niveau.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Vi har en politisk opgave med at fremtidssikre afgiftssystemet. Staten får et stort provenu fra forskellige afgifter på transportområdet, og der skal findes holdbare modeller, hvis der for alvor skal fart på den grønne omstilling.

Store muligheder
Regeringens initiativ til en transportkommission er helt på sin plads. Det er vigtigt, at man ser på alle teknologier, der kan bidrage til at sænke CO2-udledningerne. Det er desuden vigtigt at få tænkt sektorintegration ind i ligningen. Vi har været gode til at gøre vores energisektor grøn. Klimakampen skal vindes ved at tage de bedste erfaringer herfra og koble det sammen med nye løsninger i transportsektoren.

Staten får et stort provenu fra forskellige afgifter på transportområdet, og der skal findes holdbare modeller, hvis der for alvor skal fart på den grønne omstilling.

Troels Ranis
Branchedirektør, DI Energi

Bygningssektoren har også stor betydning for den grønne omstilling. Der bruges meget energi i bygninger, og bygningerne skal integreres med energisystemet for at gøre Danmark til en netto-nul-udleder på lang sigt.

Der er store muligheder for at gøre de eksisterende bygninger mere energieffektive og klimavenlige. Vi mener, at der er et større potentiale end det, der blev aftalt i energiaftalen fra juni. Vi anslår et potentiale på knap 1 million tons CO2-reduktion i perioden 2021-2030 ud over effekten fra energiaftalen.

Det mest ambitiøse klimaudspil
Regeringens udspil er med afstand det mest ambitiøse klimaudspil hidtil. Nu handler det om at få ambitionerne ført ud i livet. Det kræver handling på EU-niveau for at presse de europæiske bilproducenter. Det kræver handling herhjemme og politisk vilje til at sætte en stabil og sikker kurs.

Det er vigtigt med stabile investeringsvilkår, og der kan transportkommissionen komme til at spille en vigtig rolle.

Rejsen mod det klimaneutrale samfund vil vare i mange år. Om kort tid kommer EU-Kommissionen med et udspil til en langsigtet klimaindsats. EU og Danmark skal være klimaneutrale senest i 2050. Om de øvrige lande i verden har samme ambition, finder vi ud af om få uger på COP24 i Katowice. Man kan desværre have sin tvivl, men vi er i den gode situation, at vi kan pege på klimaløsninger fra vores danske virksomheder, som kan inspirere og gøre en forskel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Ranis

Vicedirektør, Dansk Industri
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1997)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024