Det er ikke bare en fiasko, at ingen vil byde på dansk havvind. Det udstiller også et klimapolitisk paradoks

Bevæger man sig fra de danske farvande og ind på landet, er udbygningen af vedvarende energi også gået i stå.

Sidste år blev én ny vindmølle sat op på den danske landjord.

Godt nok har energiselskaberne haft relativt stor succes med at bygge solcelleparker på den danske landjord, men også denne udbygning er gået i stå i 2024, hvor den i første halvår faldt med 19 procent i forhold til 2023.

Ifølge klimafremskrivningen kommer Danmark tæt på målet om at firedoble produktionen af vedvarende energi på land inden 2030. Hidtil har man ifølge Green Power Denmarks klimabarometer kun nået fem procent af vejen. Og ude i kommunerne kæmper energiselskaber og kommuner med at få regeringens planer til at blive til virkelighed.

Men det er ikke kun vindmøllekapitalisterne, der har det svært. 

Skuffende grøn udvikling

Da Rusland invaderede Ukraine i 2022, blev udfasning af gasfyr en strategisk topprioritet for ikke bare danske, men europæiske politikere. Fjernvarme blev geopolitik. Og høje gaspriser var en seriøs økonomisk trussel for danske husstande.

Men siden er gasprisen faldet ned til sit normale niveau. Energikrisestemningen har fortonet sig, og danskernes appetit på gas er vakt på ny.

Tidligere på efteråret udkom tænketanken Concito med en ny analyse, der så på danskernes gasforbrug i 2024.

Med udgangspunkt i data fra den statslige gasdistributør Evida, fremskriver Concito et forøget gasforbrug i Danmark. Det giver cirka en million ton ekstra CO2-udledninger for 2024.

”Et rødt flag,” som SF’s klimaordfører, Signe Munk, kaldte det. Men det er også et meget konkret eksempel på, at udrulningen af fjernvarme og udskiftningen af gasfyrene er gået i stå.

I dag bliver cirka 300.000 danske husstande opvarmet med gasfyr, hvilket er 100.000 lavere end niveauet ved Ukrainekrigens start. Men skal man tro de aktuelle prognoser fra Energistyrelsen, vil der stadig være 140.000 gasfyr tilbage i de danske husstande i 2035, hvor planen ellers var at gasfyrene skulle være helt udfaset.

En positivliste med forbehold

Det er ellers ikke, fordi klimapolitikken er gået i stå. Brede flertal har vedtaget CO2-afgifter på både industrien og landbruget, og man skal ikke gennemgå Folketingets kalender ret længe for at konkludere, at der bliver vedtaget ganske meget klimapolitik.

Det er heller ikke alle den grønne omstillings sektorer og teknologier, der er i tilbagegang.

For eksempel er landtransporten godt på vej til at blive elektrificeret. Danskerne køber flere elbiler, og det kan delvist tilskrives den afgiftsfritagelse, som et bredt flertal af Folketinget står bag. Men at der i første omgang findes billige amerikanske elbiler med billige kinesiske batterier, der kan afgiftfritages, kan de danske politikere dog ikke tage æren for.

På positivlisten er det også værd at nævne, at udfasningen af kul i Danmark kan blive en realitet om få år.

Der er dog ikke tale om en egentlig udfasning af kraftvarmeværker, men snarere en udskiftning af energikilder. Fra kul til flis, træpiller og halm, der går under betegnelsen biomasse og i FN’s opgørelser regnes som klimaneutralt.

Danmark baserer to tredjedele af sin vedvarende energi på biomasse. Et faktum, som i de seneste uger har fået en del mere negativ opmærksomhed, efter TV2-programmet Operation X afslørede en noget lemfældig omgang med principperne for bæredygtig biomassebrug.

Fra ovn til vind

Regeringens egne klimaeksperter fra Klimarådet har af samme årsag flere gange langet ud efter den danske import og afbrænding af biomasse. Biomassens centrale rolle i den danske energiforsyning er heller ikke holdbar i længden, anerkendte Dan Jørgensen (S) i sin tid som klimaminister.

Afbrændingen af de flere millioner ton biomasse er dog ikke kun en udfordring for dem, der mener, at der er tale om et “klimabedrag”.

Det skaber også et praktisk problem, som ikke kan løses ved at stille skrappere krav til bæredygtigheden: Med biomasse holder man fast i at brænde ting af for at skabe energi.

Men det, der skal være motoren for hele den grønne omstilling, er elektrificering. Energien i stikkontakten skal komme fra sol og vind.

Den centrale omstilling fra brændselsfyret til elektrisk energi går af samme årsag langsomt. Danskernes strømforbrug er vokset med cirka to procent siden Danmark vandt EM i 1992, som Better Energys markedsreguleringschef, Petter Bjerregaard, har påpeget.

Godt nok er vindmøller, solceller og batterier faldet i pris, men det er stadig særdeles billigt at lave strøm med træflis, halm og andre typer biomasse, som er fritaget for afgifter.

Det er svært at få al energien til at komme fra solceller og vindmøller, når det stadig er så god en forretning at brænde ting af, lyder kritikken.

Ny klimalov med ”kød og blod”

Selv om det kan lyde paradoksalt, er alle udfordringerne ikke nødvendigvis noget stort problem for Danmark.

Det har ikke afgørende betydning for Danmarks egne nationale klimamål, at vi brænder biomasse af, når det ikke tæller med i klimaregnskaberne. Når de klimaskadelige lavbundsjorder i landbruget viser sig at “gasse af”, har det mindre betydning for klimamålet, at udtagningen af jorderne går langsomt. Og selvom de historisk ambitiøse planer om udbygningen af havvind er slået tilbage, betyder det ikke det store for 2030- og 2045-klimamålene.

Det kan være et problem for energiselskaberne og deres leverandører. Det kan ramme beskæftigelsen. Hindre væksten og den danske eksport.

Men et relativt lille land med en stor serviceindustri og en begrænset energikrævende produktion er ikke dybt afhængig af havvind. Især ikke så længe der er biomasse nok til rådighed. 2030-målet ser ud til at kunne nås med den nuværende kurs – også selv om havvinden kollapser.

Men det kan godt blive et problem alligevel. For fremvæksten af den grønne europæiske industri, som mange politikere håber på. For ambitionerne om at holde kineserne ude af kritisk dansk infrastruktur. Og for den europæiske klimakamp.

Denne umiddelbare afkobling mellem klimaregnskaber og klimahandling har klimaminister Lars Aagaard (M) selv åbnet en diskussion for. 

I et interview med Politiken i september inviterede ministeren til en ny debat om dansk klimapolitik. Klimaloven er blevet fem år gammel. Og i forbindelse med, at Danmark skal fastsætte et 2035-mål, inviterede Aagaard sine kolleger i Folketinget og samfundets mange aktører til en debat om klimaloven egentlig virker efter hensigten.

Ifølge ministeren er ”tal og handling blevet adskilt, og meget af den klimapolitiske debat har handlet om måltallene. Men ikke så meget om, hvad man vil gøre, og endnu mindre om, hvad det kunne have af konsekvenser for de dele af samfundet, som skal omstille sig,” som han sagde til Politiken i et interview, hvor han efterspurgte mere ”kød og blod” i klimapolitikken.

Både Klimarådet og de økonomiske vismænd har i nye rapporter netop taget hul på den diskussion ved at give politikerne gode argumenter for at indføre klimabudgetter og en afgift på biomasse.

Statistik er en ting. Men hvordan går det i praksis med Danmarks grønne omstilling? Det er en debat, Folketinget skal have i de kommende måneder.

Med en grøn omstilling, som er havnet i en paradoksal krise, er der nok at tage fat på.