De Økonomiske Råd: Klimaloven skal ændres, så risikoen for dyre ”hovsa-tiltag” bliver mindre

De samfundsøkonomiske omkostninger øges, fordi realøkonomiske tilpasninger, der gennemføres med kort varsel, ofte er væsentligt dyrere, end hvis den krævede forandring varsles i god tid, og dermed kan planlægges.

Hvis der eksempelvis er tale om et behov for en intensiveret brug af grøn teknologi, er tilpasningen billigere, hvis den kan gennemføres gradvist i takt med, at eksisterende anlæg alligevel skal udskiftes grundet nedslidning.

To forslag til at undgå dyre tiltag

Problemstillingen er ikke en teoretisk én af slagsen. Vi så et konkret eksempel på styringsproblemet, da vi for et år siden skulle til at vedtage hurtigtvirkende politik for at nå klimalovens 2025-reduktionsmål.

I løbet af foråret 2024 kom der imidlertid nye skøn for udledningen fra blandt andet lavbundsjorde, der betød, at stramningen kunne aflyses igen. Men næste gang kan nye skøn lige så vel vise sig at øge behovet for at stramme klimapolitikken.

Men det må anses for at være nødvendigt, at der træffes politisk beslutning om at følge én af dem.

Carl-Johan Dalgaard, Mette Ejrnæs, Lars Gårn og Jakob Roland Munch
Formandskabet for Det Økonomiske Råd

Hvordan kan klimaloven ændres, så risikoen for dyre "hovsa-tiltag", der gennemføres tæt på målåret, reduceres – vel at mærke uden at det går ud over Danmarks klimaambitioner?

Vi peger på to mulige forbedringer i den seneste vismandsrapport.

For det første kan styringsudfordringerne og risikoen for hovsa-tiltag reduceres ved at planlægge efter en overopfyldelse af klimalovens reduktionsmål, når målet indføres i loven.

Dette kan opnås ved at indarbejde et tillæg (en buffer) til reduktionsmålet.

Det reducerer styringsudfordringen fremover, da risikoen for at skulle tilpasse klimapolitikken frem mod målåret mindskes.

Dette kan begrænse de forventede samfundsøkonomiske omkostninger, da risikoen for dyre hastetiltag mindskes, samtidig med at sandsynligheden for, at klimamålet opfyldes, øges. Altså en gevinst for såvel klimaet som for samfundsøkonomien.

For det andet kan det kommende punktmål for 2035 ændres til et budgetmål, det vil sige et loft for de samlede udledninger for perioden 2026-35. Det vil give større sikkerhed for, at de samlede reduktioner i perioden realiseres, da alle udledningerne i hele perioden indgår i målet og dermed i politikken.

Pointen er, at usikkerheden om reduktionsbehovet normalt vil være mindre for en sum over flere år end for de enkelte år, da de enkelte års usikkerhed i nogen grad udligner hinanden. Derfor reduceres styringsudfordringerne, såvel som risikoen for fordyrende hovsa-tiltag.

Disse to forslag til justering af klimaloven har karakter af effektivitetsforbedringer, der burde være attraktive, uanset hvor højt Danmarks klimaambitioner prioriteres politisk. Forslagene reducerer de forventede samfundsøkonomiske omkostninger ved klimapolitikken, uden at det går ud over klimaambitionerne.

Forskellige mål mellem Danmark og EU øger risiko

Men der er faktisk en yderligere styringsudfordring, der er værd at håndtere, som vi peger på i vores seneste miljøøkonomiske rapport.

Det handler konkret om klimalovens samspil med EU's klimapolitik. EU's klimakrav for Danmark er blevet skærpet med EU's nye klimaplan 'Fit for 55', så EU nu har nogenlunde samme ambitionsniveau i klimapolitikken som Danmark.

Imidlertid er de danske klimamål og de klimamål, EU pålægger Danmark, defineret forskelligt. Derfor kan man ikke være sikker på, at politik, der eksempelvis når de danske klimamål, også automatisk opfylder EU-målene. Dette øger risikoen for hovsa-tiltag, fordi der nu er flere mål, som nye skøn kan gøre bindende. 

For at imødegå denne problemstilling er der to alternative veje, man kan gå. Den ene vej består i at afskaffe de selvstændige danske klimamål, så klimaloven alene implementerer de mål, EU pålægger Danmark.

En afskaffelse af selvstændige danske mål vil ikke koste nævneværdigt på klimaambitionerne, men reducere styringsudfordringen og risikoen for hovsa-tiltag.

Den anden vej til forbedret styring kan bestå i at skærpe de danske mål, så EU-målene så at sige automatisk bliver opfyldt, når de skærpede danske mål nås. Det vil koste på samfundsøkonomien, siden tiltaget er forbundet med en mere markant klimaøkonomisk tilpasning frem mod 2035, men omvendt øger det klimapolitikkens ambitionsniveau.

Om den første eller anden vej er at foretrække, er en politisk afvejning at foretage.

Men det må anses for at være nødvendigt, at der træffes politisk beslutning om at følge én af dem.