Klima- og Omstillingsrådet: Vi skal bruge mål for forbrugsbaserede udledninger til at skubbe til vores levevis

Parisaftalen var et nybrud

Mogens Fosgerau og Frikk Nesje skriver, at Parisaftalens “grundprincip” er, at “ansvaret for udledningerne fordeles på landene efter den territoriale opgørelse”.

De konkluderer, at vi skal “gør[e] hvad vi kan i Danmark, for at få Parisaftalen til at virke”, og at forbrugsbaserede klimamål ikke bidrager, fordi de ikke tager udgangspunkt i det førnævnte “grundprincip”.

Men territoriale opgørelser er ikke Parisaftalens “grundprincip”. Faktisk er selve den påstand en misforståelse af Parisaftalens mekanismer.

Forskning inden for international miljøpolitik, miljøstyring og miljøret tegner et entydigt billede af, at Parisaftalen fra 2015 var et nybrud i global klimapolitik i form af såkaldt hybrid multilateralisme. Den brød nemlig med Kyoto-protokollens idé om at fordele den globale reduktionsbyrde mellem forskellige lande.

Forbrugsbaserede klimamål og -politik harmonerer med ideerne forankret i Parisaftalen.

Joachim Peter Tilsted, Anders Bjørn, Anders Blok m.fl.

I stedet indførte Parisaftalen en såkaldt “bottom-up-tilgang”. Som noget nyt skulle lande indsende klimaplaner løbende, og tankegangen er, at disse over tid skal stige i ambitionsniveau, og at landene gensidigt skal inspirere hinanden til og forpligte hinanden på stadig mere handling. Det er aftalens såkaldte “pledge and review-mekanismer”.

Dertil kom, at Parisaftalen som noget nyt satte fokus på ikke-statslige aktører. Virksomheder, byer, civilsamfundsorganisationer og lokale regioner – alle skulle de igangsætte og videreføre klimahandling – således at en underskov af initiativer vokser frem i håbet om globale reduktioner.

Det er “all hands on deck,” som det lød fra FN’s daværende generalsekretær Ban Ki Moon i 2015.

Man gik væk fra ideen om global klimapolitik som en hård, multilateral ramme og indførte tankegangen om et gensidigt forpligtende fællesskab, hvor en flerhed af aktører skubber til og inspirerer hinanden. At påstå andet er en misforståelse af Parisaftalen.

Forbrugsbaserede klimamål og -politik harmonerer i den forstand med ideerne forankret i Parisaftalen. Det spiller ind i bottom-up-tilgangen om et fællesskab, hvor forskellige aktører går forrest og sætter kursen imod stadig mere ambitiøs politik over tid.

Omstilling kræver forandringer i forbrug

En anden indvending mod forbrugsbaserede klimamål er, at de forbrugsbaserede udledninger er sværere at måle præcist end de territoriale. Vi kan ikke måle ved skorstenene, og vi er derfor afhængige af store datasæt til at estimere de forbrugsbaserede udledninger. Dette giver mere usikre tal.

Men denne pointe ser bort fra det, som er de forbrugsbaserede opgørelsers styrke. Vi skal nemlig i første omgang ikke bruge forbrugsbaserede mål til detailstyring. Vi skal bruge dem til at skubbe til vores levevis.

Forbrugsbaserede opgørelser har den fordel, at de ikke er geografisk specifikke som de territoriale. Hvor de territoriale opgørelser siger noget om et specifikt område, hvor mulighederne for grøn omstilling blandt andet afhænger af geografi – hvor meget skov, vind og sol man har – siger forbrugsbaserede aftryk noget om vores levevis: om hvorvidt vores samlede forbrug harmonerer med en grøn fremtid.

De mere velstående danskere lægger et alt for højt tryk på klimaet og planetens ressourcer.

Joachim Peter Tilsted, Anders Bjørn, Anders Blok m.fl.

Det er ikke tilfældet, som det er nu. De mere velstående danskere lægger et alt for højt tryk på klimaet og planetens ressourcer. Det betyder også, at fattigere lande ikke kan se på os, når de skal finde vejen hen imod større velstand og velfærd.

Der er simpelthen ikke nok grøn energi, landareal og ny teknologi til at fattigere lande kan forfølge vores forbrugsmønstre, hvis vi samtidig skal afbøde klimakrisen. Derfor peger forskningen da også på, at en reel grøn omstilling kræver betydelige forandringer af mange danskeres forbrug.

Den seneste rapport fra FN's Klimapanel beskriver tydeligt vigtigheden af klimapolitik på forbrugssiden for at begrænse den globale opvarmning i tråd med Parisaftalen.

Rapporten beskriver for eksempel, at klimapolitik på forbrugssiden er afgørende for at minimere afhængigheden af ressourcekrævende teknologier til CO2-fjernelse i storskala.

Rapporten beskriver også, at sådan klimapolitik har et stort potentiale til at bidrage til at reducere de globale udledninger og til at udløse sidegevinster ved at bidrage til bæredygtighed i bredere forstand og til mere menneskelig trivsel.

Klimapolitik er dynamisk

Vi ved allerede rigeligt om, hvad der er skidt for klimaet. Oksekødet, flytrafikken, store huse og mange biler. Og med en styrket forskningsindsats og datainfrastruktur på adfærd kan vi få det evidensgrundlag, vi skal bruge, og som de mange ambitiøse kommuner, der allerede arbejder aktivt med forbrugsbaserede udledninger, efterspørger.

Vi kan endda gøre, som Klimarådet argumenterer for, og indføre fleksibilitet i selve målsætningen, så vi kan tage højde for usikkerhed i datagrundlaget.

Klimapolitik er en dynamisk størrelse. Den handler også om fordelingsmæssige og nationale dagsordener, og globalt momentum er historisk opstået som et resultat af skub og pres nedefra.

Den dynamik er omfavnet i Parisaftalen. Og den dynamik spiller forbrugsbaserede målsætninger ind i. Samtidig skaber sådanne målsætninger en politisk ramme for at facilitere en omstilling hen imod et mere bæredygtigt samfund, der både holder sig inden for de planetære grænser og fremmer danskernes trivsel.

Uenighed i debatten om klimapolitikken er reel og kan også være gavnlig i forhold til at få tryktestet argumenter og antagelser. Der er også områder, hvor vi er enige med Mogens Fosgerau og Frigg Nesje.

Men deres argumenter imod klimamål og -politik på forbrugssiden står i modsætning til den forskningsmæssige litteratur om klimapolitik i øvrigt.

Med dette debatindlæg håber vi at have skabt mere klarhed over, hvad forskningen siger om behovet for, potentialerne og gevinsterne ved forbrugsbaseret klimapolitik.