Forskere: Drop de forbrugsbaserede klimamål og sats i stedet på klimatold og regulering af international trafik

Dette vil føre os til at anbefale, at Danmark ikke opstiller hverken målsætninger eller pejlemærker for sit forbrugsbaserede klimaaftryk, men at vi i stedet koncentrerer os om at styrke Parisaftalen, som er den vedtagne mekanisme, hvorigennem verdens lande forsøger at koordinere den globale klimaindsats på de territoriale udledninger. 

Vi giver eksempler på, hvordan Danmark som foregangsland kan styrke sin indsats på en måde, der understøtter principperne i Parisaftalen. 

Det forbrugsbaserede aftryk er svært at styre efter

Det grundlæggende klimapolitiske problem er globalt. Problemet er, at det er meget svært at koordinere de forskellige landes interesser, således at vi kan opnå det fælles bedste.

Hvert land bærer primært egne omkostninger ved at reducere CO2-udledninger, mens gevinsterne fordeles globalt. Alle lande har således et motiv til at lade resten af verden tage omkostningerne. 

Det grundlæggende klimapolitiske problem er globalt.

Mogens Fosgerau & Frikk Nesje 
Hhv. prof. og lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Parisaftalen adresserer dette ved at fordele ansvar for udledninger territorielt, således at hvert land har ansvar for egne udledninger. I Danmark har vi således ansvar for den olie og gas, vi brænder af i Danmark, for de danske køers prutter, og så videre. 

Ansvaret for CO2-udledningerne forbundet med produktion af varer, som vi importerer, ligger hos de lande, hvor produktionen har fundet sted.

Denne tilgang har en række fordele. Særligt er udledninger fra fossile brændsler lette at måle og opgøre, samt at regulere direkte, for eksempel via afgifter eller kvoter, hvilket sikrer omkostningseffektiv klimapolitik.

På den anden side er det forbrugsbaserede klimaaftryk problematisk at styre efter. Det bryder med Parisaftalens grundprincipper og risikerer derfor at svække den globale koordinering. 

Opgørelser af Danmarks totale nationale forbrugsbaserede klimaaftryk bygger på ”top-down”-beregninger baseret på nationalregnskaber for verdens lande og udenrigshandelsstatistik. Det er en rimelig opgørelse, som nok rammer totalerne omtrent rigtigt, men ikke er særlig præcis i detaljerne.

Der skelnes kun mellem 163 brancher, og det er vanskeligt at sige noget om CO2-indholdet i specifikke varer. Tallene er grove gennemsnitstal, som det er svært at agere meningsfuldt på. Dette gør klimapolitikken mere informationskrævende, mindre direkte og dyrere end nødvendigt.

Det er derfor relevant at undersøge Klimarådets argumentation for at Danmark bør styre efter det forbrugsbaserede klimaaftryk som supplement til den territoriale opgørelse. Vi finder imidlertid, at Klimarådet leverer meget lidt argumentation for, at det er en god ide.

Klimarådets seks kriterier

Klimarådet opstiller seks kriterier, som de vurderer eventuelle indsatser efter:

1. Potentiale for reduktioner
2. Behov for tilskyndelse til handling
3. Metoder til at monitorere
4. Definition af langsigtet retning
5. Klar definition af målet
6. Grad af kontrol over udviklingen

Der er kun et af disse kriterier, ”Behov for tilskyndelse til handling”, der forholder sig til, om det egentlig er en god ide at regulere det forbrugsbaserede klimaaftryk. Det nærmeste vi kommer en egentlig argumentation er følgende afsnit: 

”Klimaregulering i andre lande spiller dog også en rolle. Hvis regulering i producentlandet er kompatibelt med Parisaftalen, kan det reducere klimaaftrykket fra importerede varer tilstrækkeligt, og ellers er der behov for ændringer i forbruget i Danmark. På nuværende tidspunkt ser det dog ikke ud til at, verdens landes klimapolitik er i overensstemmelse med Parisaftalens temperaturmål, hverken 1,5 grader eller 2 grader. Det er FN’s Miljøorganisation kommet frem tid, ved at analysere landenes indmeldte klimamål, de såkaldte Nationally Determined Contributions (NDC’er). Hvis landene, hvorfra vi importerer, altså ikke fører en mere ambitiøs klimapolitik, er der behov for danske tiltag, hvis det danske forbrugsbaserede klimaaftryk skal være i overensstemmelse med Parisaftalen.”

Man bør bemærke den forskydning der sker i sidste sætning, hvor der indføres en præmis om, at det danske forbrugsbaserede klimaaftryk skal være i overensstemmelse med Parisaftalen.

Hertil må man sige, at Parisaftalen, bygger på det grundprincip at ansvaret for udledningerne fordeles på landene efter den territoriale opgørelse. Man kan således ikke tage Parisaftalen til indtægt for at Danmark bør regulere sit forbrugsaftryk.

Det man nok kan sige er, at hvis vi supplerer Parisaftalens ansvarsfordeling med en anden ansvarsfordeling, som bygger på en forbrugsbaseret opgørelse, og hvis Danmarks klimamål ud fra en forbrugsbaseret opgørelse skal være konsistent med et temperaturmål på 1,5 eller 2 grader, så er der behov for at Danmark opstiller mål for forbrugsaftrykket. 

Klimarådet ønsker danske forbrugsbaserede klimamål, fordi de ikke har stor tiltro til andre landes klimapolitik, og dermed mener, at Parisaftalen er ved at mislykkes.  

Mogens Fosgerau & Frikk Nesje 
Hhv. prof. og lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Dette er imidlertid to meget store hvis’er. Som nævnt ovenfor, er der meget vægtige grunde til, at Parisaftalen er baseret på den territoriale opgørelse.

Der er heller intet belæg for at tro, at verdens landes klimapolitik skulle komme ”i overensstemmelse med Parisaftalens temperaturmål” ved et skift til en forbrugsbaseret opgørelse. Endelig er det ikke på nogen måde givet, hvad Danmarks klimamål skulle være i en forbrugsbaseret opgørelse.

Vi efterlades med den konklusion, at Klimarådet ønsker danske forbrugsbaserede klimamål, fordi de ikke har stor tiltro til andre landes klimapolitik, og dermed mener, at Parisaftalen er ved at mislykkes.

Vi mener, at et bedre svar er at søge at styrke Parisaftalen.  

Antager Klimarådet, at Parisaftalen fejler?

Tabel tre i baggrundsnotatet ”Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk” præsenterer Klimarådets syn på fordele og ulemper ved at sætte et supplerende mål eller pejlemærke for forbrugsaftrykket. Vi giver her nogle detaljerede kommentarer til Klimarådets oplistede fordele.

Det pointeres som det første, at ”Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk er højt. Forbrugsændringer på globalt plan er nødvendige for at begrænse temperaturstigningen.”

Ud af sammenhængen må læseren forstå, at dette skal opfattes som et argument for at styre efter det forbrugsbaserede klimaaftryk. Men det følger ikke af præmissen. Med udgangspunkt i Parisaftalen styrer vi efter udledningerne, der hvor de finder sted. 

Denne styring kan og vil blandt andet føre til ændringer i forbruget, men det er en indirekte konsekvens af den mere direkte politik. Klimarådets argument forskyder fra at forbrugsændringer er en nødvendig konsekvens af regulering til at det er forbruget, der skal reguleres. Argumentet forudsætter konklusionen og er dermed reelt indholdsløst.

Dernæst hedder det ”Et ensidigt fokus på de territoriale udledninger risikerer at medføre, at disse reduceres på bekostning af udledninger i andre lande.”

Dette er lækageargumentet. Argumentet er forkert, hvis man lægger til grund, at Parisaftalen i det store og hele vil lykkes. Hvis tilstrækkeligt mange andre lande forfølger territoriale mål, er der ingen grund til at bekymre sig om lækage. 

Dermed er det en implicit præmis for Klimarådet at Parisaftalen vil mislykkes. I den situation er det svært at se, hvordan et dansk mål for det forbrugsbaserede klimaaftryk skal hjælpe noget. Det kan på ingen måde erstatte Parisaftalen. 

Klimatold og regulering af international trafik

Det tredje punkt er ”Et klimamål eller pejlemærke kan skabe øget fokus politisk på at reducere forbrugsaftrykket, hvor der på nuværende tidspunkt ikke er sat politiske mål.”

Dette forudsætter, at læseren er blevet overbevist om at det er en god ide at styre efter forbrugsaftrykket, men som påvist er der langt fra leveret en overbevisende argumentation for det.  

For det fjerde: ”Danmark kan være et foregangsland på dette område ved at reducere forbrugsaftrykket. Internationalt arbejdes der allerede med emnet i både Sverige og Storbritannien.”

Her mener vi som sagt, at begrebet om et foregangsland ikke bare indebærer, at man skal gå forrest. Man skal også gå den rigtige vej. Klimarådet forudsætter derfor igen det som skulle etableres, nemlig at det er en god ide at styre efter forbrugsaftrykket som supplement.

Eksempler på, hvad et foregangsland kan gøre for at styrke Parisaftalen inkluderer indføring af klimatold og regulering af international trafik

Mogens Fosgerau & Frikk Nesje 
Hhv. prof. og lektor ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Eksempler på, hvad et foregangsland kan gøre for at styrke Parisaftalen inkluderer indføring af klimatold og regulering af international trafik. Andre eksempler, hvor der eksisterer mekanismer til at koordinere med andre lande, er teknologioverførsel og finansiering af klimatiltag udenfor EU, samt bevaring af skov.

For det femte: ”Et klimamål eller pejlemærke for forbrug kan sende et signal til forbrugere og virksomheder, som kan motivere disse aktører til at tage større klimahensyn.”

Det er rigtigt, men argumentet giver ingen støtte til at et forbrugsmål er en god ide. Territoriale reduktionsmål kan føre til positive afsmittende effekter for andre lande, for eksempel ved at sænke reduktionsomkostningerne for de andre lande eller ved at formidle information om, hvor dyre tiltagene er. 

For det sjette: ”Hvis forbrugsaftrykket er for overordnet grundet top-down metode kan produktgrupperne forfines over tid. Derudover kan statistikken suppleres med indikatorer for særligt belastende produkter.”

Vi forstår ikke, hvordan dette kan nævnes som en fordel ved forbrugsaftrykket. Det er oplagt rigtigt, at opgørelsen af klimaaftrykket er meget usikker og upræcis på produktniveau.

Det er jo en væsentlig grund til at Parisaftalen ikke styrer efter klimaaftrykket, men efter den territoriale opgørelse. Derfor vil det give tilsvarende skæve incitamenter at styre efter forbrugsaftrykket, hvilket øger de samfundsmæssige omkostninger ved klimapolitikken.

For det syvende og sidste: ”På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til at, verdens landes klimapolitik er i overensstemmelse med Parisaftalens temperaturmål, hverken 1,5 grader eller 2 grader. Derfor er der behov for danske tiltag.” 

Her er vi tilbage ved det, der tilsyneladende er Klimarådets grundide med at styre efter det forbrugsbaserede klimaaftryk, nemlig at Danmark, som et af de mindre lande i verden, skal overtage opgaven fra Parisaftalen.

Det tænker vi er en håbløs opgave. Vi synes det er en bedre ide, at vi gør hvad vi kan i Danmark for at få Parisaftalen til at virke.

Klimaproblemet: Det globale koordinationsproblem

Alt i alt er det svært at se nogen fordele ved ønsket om at indføre danske klimapejlemærker for det forbrugsbaserede klimaaftryk som supplement til de territoriale klimamål.

Klimarådets ønske bygger på den ide, at andre landes klimapolitik fejler, og at Danmark derfor må gøre mere.

Hertil siger vi, at vores klimapolitik bør gå ud på at reducere verdens samlede udledninger mest muligt.

Her er vi nødt til at forholde os til at ikke bare Danmark men også EU er små aktører i den store globale sammenhæng.

Det er derfor nødvendigt, at vi forholder os til det globale koordinationsproblem, som klimaproblemet er.

Her er Parisaftalen det bedste og eneste reelle bud på at reducere vores klimapåvirkning så direkte og så effektivt, som vi kan. Vores tilgang bør derfor være at understøtte Parisaftalen. Det bidrager en politik baseret på det forbrugsbaserede klimaaftryk ikke til.