Klimabenægternes storhedstid sluttede i 00'erne. Nu er den afløst af klimaforsinkelse

Og i forlængelse af efterårets folketingsvalg, hvor Fogh genvælges, etableres det nye Klima- og Energiministerium med Connie Hedegaard i spidsen.

I bogen ‘Global Feber’ fra 2007 skriver journalisterne Lars Dahlager og Michael Rothenborg, at det nu definitivt ikke længere er muligt at benægte, at menneskeskabte klimaforandringer er både “reelle og et alvorligt problem”.

I bagklogskabens lys kan man sige, at det er rigtigt, at den udtalte form for klimaskepticisme, som præger store dele af 90'erne og begyndelsen af 00'erne, træder i baggrunden de efterfølgende år.

Men det ville alligevel være misvisende at sige, at den helt forsvinder fra dansk klimapolitik.

Den klimaskeptiske position fortsætter nemlig med at dukke op, om end den spiller en langt mindre rolle.

I løbet af 2010'erne gør især Dansk Folkeparti og Liberal Alliance sig til fortalere for klimaskeptiske synspunkter.

Når klimaskepticisme bliver til klimaforsinkelse, kan det ofte være svært at gennemskue, hvad man skal svare.

Mads Ejsing
Postdoc, Københavns Universitet

For eksempel udtaler den daværende klimaordfører for DF, Mikkel Dencker, i 2018, at “menneskeskabte klimaforandringer er et spørgsmål om tro”.

Den dag i dag kan man stadig finde eksempler på udtalt klimaskepticisme.

For eksempel hos organisationen Klimarealisterne, som stadig – stik imod al videnskab – diskuterer, hvorvidt den globale opvarmning egentlig er menneskeskabt, og om den overhovedet er et problem.

Derudover er der sket det, at klimaskepticismen i dag har antaget en række nye former, som måske nok på overfladen ser mindre problematiske ud, men som har samme grundlæggende funktion: at nedtone alvoren af klimakrisens konsekvenser og fastholde status quo.

Inden for forskningen taler man i dag om “klimaforsinkelse” frem for “klimabenægtelse”.

I en forskningsartikel fra 2020 har en række internationale forskere identificeret 12 forskellige klimaforsinkelsesdiskurser, som på hver sin måde er med til at forhale den nødvendige handling på klimaområdet.

De kan groft sagt inddeles i fire kategorier:

• Opgivelse: “Løbet er kørt. Det er for sent. Vi kan ikke gøre noget alligevel.”
• Ansvarsfralæggelse: “Hvad nytter det, hvad vi gør i et lille land som Danmark? Hvad med et land som Kina?”
• Fokus på omkostninger: “Det bliver dyrt at redde klimaet. Hvad med den enlige mor, der skal betale mere for sit oksekød?”
• Tekno-optimisme: “Bare rolig, vi kan løse klimakrisen inden for rammerne af det eksisterende samfund. Teknologien skal nok redde os.”

I en dansk kontekst er det sjældent, at man støder på opgivelsesdiskursen, om end den findes derude. Til gengæld skorter det ikke på eksempler på de sidste tre.

Man hører ofte danske politikere sige, at den grønne omstilling ikke må blive for dyr, og at det kan være lige meget, hvad vi gør her i lille Danmark, hvis resten af verden ikke følger med.

Og ja, man kan vel nærmest sige, at den danske regering har gjort den tekno-optimistiske fortælling til sin officielle klimastrategi:

‘Bare rolig, teknologien (CCS, PtX og energiøer) skal nok redde os. Vi kan i store træk fortsætte som før, bare med grøn strøm i stikkontakten og flere linser i aftensmaden. Ingen grund til alarmisme.’

Når klimaskepticisme bliver til klimaforsinkelse, kan det ofte være svært at gennemskue, hvad man skal svare.

Til klimabenægteren kunne man slet og ret sige: “Du tager fejl. Du har ikke sat dig godt nok ind i sagerne. Lyt til klimavidenskaben.”

Men det svar kan ikke bruges mod klimaforsinkeren, som netop anerkender, at klimakrisen er virkelig og alvorlig, men alligevel fastholder, at der ikke er grund til akut og omfattende handling.

Her er man nødt til at målrette sine svar.

Det er nok ikke sandsynligt, at klimaforsinkelsens fortalere kan overbevises lige med det samme.

Mads Ejsing
Postdoc, Københavns Universitet

Til den opgivende må man svare, at: “Ja, det ser sort ud lige nu, men der er al mulig grund til at handle. Selv hvis vi ikke kan afværge klimakrisen, så betyder hver eneste lille temperaturforskel en verden til forskel.”

Til ansvarsfralæggeren må man svare, at: “Ja, det nytter faktisk noget, hvad vi gør i lille Danmark. Hvis ikke vi i et rigt land, der lever langt over planetens bæreevne, kan formå at ændre kurs, hvad skulle så få andre lande til at gøre det?”

Til den omkostningsbekymrede må man svare, at: “Ja, det bliver dyrt at omstille vores samfund. Men det bliver langt dyrere at lade være. Og desuden er der masser at vinde såsom ren luft og folkesundhed ved at bevæge os væk fra en fossil økonomi.”

Til tekno-optimisten må man svare: “Hvor kommer din optimisme fra? Der er intet, der tyder på, at nye teknologier vil redde os fra klimakrisens konsekvenser. Alle eksperter peger på, at der også vil være brug for et grundlæggende opgør med den måde, vi i øjeblikket lever og forbruger på.”

Det er nok ikke sandsynligt, at klimaforsinkelsens fortalere kan overbevises lige med det samme.

Det tog trods alt mange år at gøre klimabenægtelse til en marginal position i Danmark. Men det er på høje tid, at det samme sker med klimaforsinkelsen.