Professor og lektor svarer igen: Vores kritik af klimamål er på linje med Parisaftalen

Fagligheden med sig

Der er således ingen principiel modstrid mellem de territorielle mål og at regulere på efterspørgslen. Vores argumenter tidligere er imod forbrugsbaserede klimamål.

De seks mener, det er vigtigt at påpege, at ikke alle argumenter er lige fagligt anerkendte i denne debat. Vi tænker, at hvis de seks har fagligheden med sig, så burde de let kunne finde solide faglige argumenter mod vores synspunkter. Det ser ud til at mangle i deres debatindlæg.

De seks mener, at “pledge-and-review” og ikke de territoriale opgørelser er Parisaftalens grundprincip, og at vi således har misforstået Parisaftalen.

Vi er fuldstændig på linje, når det kommer til bottom-up tankegangen i Parisaftalen.

Mogens Fosgerau og Frikk Nesje
Hhv. professor og lektor, Københavns Universitet

Men “pledge-and-review” handler jo netop om, hvilke NDC'er (national defined contributions), altså hvilke forpligtelser landene eller grupper af lande melder ind. Og målestokken for NDC'erne er jo som angivet i Parisaftalens artikler 4 og 17 den territoriale opgørelse.

Det vi siger, er i al sin enkelhed, at vores klimamål bør svare til vores NDC og således bero på den territoriale opgørelse.

Vi bør gøre det, som vi gerne vil have alle lande til at gøre: sætte mål for vores territoriale udledninger og nå de mål.

Det passer fuldstændig med Parisaftalens grundprincipper. De eksempler, som forfatterne giver på regulering på efterspørgselssiden samt bottom-up-initiativer, er ikke i modstrid med dette. Andre eksempler, de kommer med, er vi ved at få politik på gennem EU.

På linje med Parisaftalen

Så vi er fuldstændig på linje, når det kommer til bottom-up tankegangen i Parisaftalen.

Det er netop udgangspunktet for vores argumentation, at det er den, Danmark/EU bør understøtte ved selv at gå forrest: sætte skrappe klimamål og siden nå dem.

Vi forklarer så, hvorfor vores klimamål bør være i forhold til den territoriale opgørelse, som er målestokken for NDC'erne, og hvorfor forbrugsbaserede klimamål omvendt kolliderer med ønsket om at inspirere andre lande til at følge trop.

En reel grøn omstilling baseret på de territoriale mål giver også andre lande muligheden for selv at vælge egen klimapolitik på den måde, der bedst gavner dem.

Vi er enige i, at vores forbrug vil blive ændret som en konsekvens af den generelle klimapolitik.

Mogens Fosgerau og Frikk Nesje
Hhv. professor og lektor, Københavns Universitet

At henvise til en bred “klimafaglig opbakning” og “forskningens entydige billede” forenkler en kompleks, tværfaglig debat ret kraftigt.

Der er naturligvis masser af forskning, der peger på betydningen af forbrugsændringer. Men der er også masser af forskning, der fokuserer på design af incitamenter, koordinationsproblemer og omkostningseffektivitet. 

Vi er enige i, at vores forbrug vil blive ændret som en konsekvens af den generelle klimapolitik.

Vi forholder os bare først til det, som vi ser som målet: at Danmark bedst muligt bidrager til en effektiv og fair global omstilling.

Vores position er, at vejen går via at styrke de rammer, der allerede eksisterer, og som er designet til at tackle det globale koordinationsproblem.

Vi fastholder derfor, at et foregangsland bør søge at gøre Parisaftalens grundstruktur stærkere og mere ambitiøs – og ikke etablere parallelle spor, der underminerer den.

Substansen er den samme

Forbrugsbaserede klimamål i blød eller hård version svækker koordinationen mellem verdens lande, fordi det netop ikke følger den territoriale opgørelse.

Udviklingslandene protesterer allerede mod den grønne protektionisme, som flytter omkostningerne ved at reducere udledningerne fra de rige lande til dem, hvorved de rige lande undviger deres historiske ansvar.

Kina, Brasilien, Sydafrika og Indien siger det klart og tydeligt i et indlæg til COP29, at indgreb fra enkeltlande med negative grænseoverskridende virkninger strider mod målene og grundprincipperne bag FN's klimakonvention og Parisaftalen.

De siger videre, at sådanne indgreb alvorligt underminerer samarbejder mellem lande og de ramte landes evne til at bekæmpe klimaforandringerne og forøger omkostningerne ved global klimahandling og samarbejde.

Det er således ikke noget, vi bare finder på, når vi siger, at ensidige tiltag rettet mod udledninger under andre landes territoriale forpligtelser er problematiske.

Men et dansk forbrugsbaseret klimamål retter sig præcis mod det. Det bliver ikke bedre af, at man udvander det til et pejlemærke og så videre. Substansen er den samme.