Affaldsforening: Lad kommunerne stå for driften af sorteringen

Af Jacob Hartvig Simonsen
Direktør, Dansk Affaldsforening

Ingenting kommer af ingenting.

Det er og lyder banalt. Men nogle gange bliver man nødt til at sige det højt for at minde sig selv og andre om, at vi kun opnår noget her i verden, hvis der er personer og aktører, der tager ansvar og virker for at få ting til at ske.

Præmissen er forkert
Det er tilfældet nu, da Karin Klitgaards indlæg i Altinget om kommunernes rolle i affaldssektoren desværre hviler på nogle forudsætninger, der måske lyder fornuftige i teorien og på skrivebordet, men ikke holder til mødet med virkeligheden.

Hun harcelerer over, at kommunerne er nonprofit og har handlefrihed til at udvikle og igangsætte løsninger, der ikke er økonomisk rentable her og nu.

Hvis vi altid og kun skulle have fokus på den kortsigtede driftsøkonomi, havde vi eksempelvis ikke fået udviklet den vindmølleindustri, vi alle er glade for i dag.     

Kommunerne bruger allerede markedet til at teste, udfordre og nedbringe prisen for borgerne. Hvis de mister handlekraft og frihed til at løse opgaverne selv, er der risiko for private affaldsmonopoler, ringere miljø- og klimamæssige løsninger og stigende priser for borgerne.

Jacob Hartvig Simonsen
Direktør, Dansk Affaldsforening

Affald koster penge 
Det er vigtigt at forstå, at affald er en miljømæssig ressource, der koster penge.

Størstedelen af det affald, kommuner og kommunale affaldsselskaber indsamler og sorterer for borgerne, medfører en udgift.

Det koster penge at indsamle, sortere og afsætte affald – typisk er det kun jern og papir, der kan gå i nul eller lige op.

De fleste fraktioner har negative priser.

Selv for de få fraktioner, der er lidt penge værd, er der samlet set tale om en udgift, da omkostningerne til at rulle spande ud, køre affaldsbilerne med videre ofte overstiger den pris, affaldet kan afsættes for.

Gør mindst muligt
Jo mere miljø der skal realiseres, des flere penge skal vi bruge, og det kan aflæses på affaldsgebyret. Det økonomiske incitament er at gøre mindst muligt, da udgiften er selve miljøeffekten.

Priserne ville være positive, hvis virksomhederne stod i kø for at aftage affaldet, men det gør de som bekendt ikke. Et velfungerende marked er der ikke tale om.

Demokratisk styring er nødvendig
Uden demokratisk styring spiller vi hasard med miljøet for borgernes penge.

Affaldet ville flyde til udlandet, og brodne kar vil have frit spil til at shoppe miljøregler. Det får vi hverken cirkulær økonomi, innovation eller arbejdspladser ud af.

At kommuner og kommunale affaldsselskaber alligevel arbejder for øget genanvendelse og mere miljø, skyldes, at de forfølger de miljø- og klimamæssige mål, som staten har forpligtet dem til blandt andet med den nationale ressourcestrategi.

Positive resultater mangler hos industrien
Kommunerne tager ansvar for den cirkulære økonomi og virker for målene – ikke for kortsigtede økonomiske gevinster. Miljøstyrelsens evaluering af ressourcestrategien viser da også, at kommunerne leverer varen.

Omvendt ser det ud for erhvervsaffaldet, som industrien faktisk har eneret til. Her viste den seneste evaluering knap så positive resultater. Kommunerne har forpligtelserne og skal derfor også have redskaberne til at løse opgaverne. 

Kommunerne investerer langsigtet, grønt og sikrer sammenhæng i systemet, selvom det økonomiske regnskab viser røde tal på kort sigt. Det kan kommunen, fordi den har styr på affaldskæden fra indsamling til sortering og deponi.

Eftersortering kan øge kvaliteten
Eksempelvis kan kommunen vælge at øge kvaliteten og genanvendelse ved at eftersortere affaldet på et anlæg, at indsamle specielle fraktioner, som en lokal virksomhed kan bruge, eller etablere kommunale genbrugsbutikker, der giver affaldet nyt liv.

Klippes affaldskæden, tager ingen ansvar.

At kommunerne tager ansvar for affaldet, er med til at give de private virksomheder opgaver, der sikrer miljømæssig og teknologisk udvikling samt grønne arbejdspladser i Danmark.

Det er private virksomheder, der kører affaldsbilerne, udvikler og bygger anlæggene og får affaldet til oparbejdning, når det er sorteret.

Lad os bruge markedet smart
De får allerede størstedelen af økonomien, men det er afgørende, at kommunerne kan styre det og træde ind. Vi skal ikke lægge dræn i kommunekassen og klippe hul i borgernes pengepung, men derimod bruge markedet smart.

Affaldssektoren er præget af høje adgangsbarrierer, få aktører og asymmetrisk information. At kommunernes drift i sektoren sker ud fra et nonprofit-princip og med fokus på de dobbelte bundlinjer, er i denne sammenhæng godt for borgerne.

Kommunerne bruger allerede markedet til at teste, udfordre og nedbringe prisen for borgerne. Hvis de mister handlekraft og frihed til at løse opgaverne selv, er der risiko for private affaldsmonopoler, ringere miljø- og klimamæssige løsninger og stigende priser for borgerne.

Vi kan tabe de langsigtede gevinster 
Skal vi lade affald og udvikling flyde til udlandet for at spare lidt penge på kort sigt, men tabe de langsigtede gevinster? Skal vi lukke genbrugsbutikker og lade ressourcer blive til affald af ideologiske årsager?

Skal kommunerne tvinges til at bruge private virksomheder til at løse de opgaver, de er pålagt – uanset prisen for borgerne?

Det er de reelle konsekvenser af DI’s krav. Når terræn og kort ikke stemmer overens, bør man altid følge terrænet.

Affaldsområdet er komplekst, risikofyldt for miljø, sundhed og økonomi og flugter i det hele taget ikke 1:1 med de teoretiske løsninger, man finder i lærebøger.

Samarbejde kan styrkes 
Naturligvis kan kommunerne blive dygtigere. Og der kan sagtens være hjørner af regler og krav, der kan justeres – og gerne i dialog med staten, der faktisk har ansvaret for en pæn del af de forhold, DI er utilfreds med.

Vi ser også gerne på, hvordan vi kan styrke samarbejdet mellem offentlige og private aktører. Lad arbejde konstruktivt i den retning i stedet for at stirre os blinde på dogmatiske tiltag, der alligevel ikke bringer os fremad.