Borgerlige klar til opgør med ”Brixtofte-regel”

ØKONOMI: En samlet borgerlig blok vil have regeringen til at se deponeringsreglerne efter i sømmene. Vi har formentlig rigeligt med styringsredskaber, lyder det fra V. Ekspert kræver forsigtighed.
Foto: Colourbox.dk
Kasper Frandsen

Vi har med blandt andet budgetrammer for kommunernes drift- og anlægsudgifter allerede stram styring af kommunernes økonomi, hvilket formentlig er rigeligt.

Jacob Jensen (V)
Kommunalordfører
Hvis det står til de borgerlige partier i Folketinget, bør deponeringsreglen genovervejes og måske helt fjernes.

Derfor har alle oppositionspartierne med Venstres kommunalordfører, Jacob Jensen, i spidsen stillet et beslutningsforslag om at igangsætte en analyse i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Partierne vil have klarhed over, hvilke konsekvenser deponeringsreglerne har for kommunernes brug af offentlige private-partnerskaber og deres fleksibilitet.

"Vi har blandt andet med budgetrammer for kommunernes drift- og anlægsudgifter allerede stram styring af kommunernes økonomi, som formentlig er rigelig. Derfor vil vi meget gerne diskutere, om rammestyringen er nok, så man kan undgå deponeringsreglerne," siger Jacob Jensen til Altinget.dk

En kommune eller region skal deponere økonomiske midler, når den anvender leje- eller leasingaftaler eller offentlige/private-partnerskaber (OPP).

Deponeringsreglen er også kendt som Brixtofte-reglen, fordi den blev lavet i kølvandet på Farum-sagen fra slutningen af 90'erne, hvor den tidligere Farum Kommune gennem garanterede lejeindtægter på et offentligt byggeri over en lang årrække skjulte de egentlige anlægsudgifter.

Uden betydning
Men deponeringsreglen har mistet sin betydning, fordi kommunerne siden da har fået langt mere økonomisk disciplin, mener Jacob Jensen.

"Kommunalreformen har gjort det nemmere at planlægge nye aktiviteter, og samtidig er styringen af kommunernes økonomi strammet op med blandt andet budgetlov, anlægsloft og skærpede sanktioner ved overtrædelse af kommuneaftalen," siger han.

Jacob Jensen vil dog afvente en analyse af deponeringsreglerne, før han tager endeligt stilling til, om deponeringsreglerne "helt eller delvist" skal afskaffes.

Det er Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre og De Konservative, der er medunderskrivere af beslutningsforslaget

Mulig fordel
Professor og ekspert i kommunernes økonomi Bent Greve fra Roskilde Universitet mener, at det kan være fornuftigt at droppe deponeringsreglen for at øge afbureaukratiseringen af kommunerne.

"Det må bare ikke betyde nye muligheder for at omgå de styringsmekanismer, der er i forhold til den kommunale sektors økonomi. Samtidig skal man sikre sig, at der ikke kan indgås kontrakter, så man ikke kan gennemskue, hvad den gør ved kommunernes økonomi," siger han og slår fast:

"Man har en række andre fornuftige regler, og så behøver man den måske ikke mere. Men jeg tror, det bliver mere kompliceret end som så at fjerne deponeringsreglen."

Bent Greve er enig med Jacob Jensen i, at kommunerne langt hen ad vejen har stærkt styr på den kommunale sektors økonomi i dag.

"Derfor er det vigtigt, at kommuner ikke kan trække anlægsudgifterne over en længere årrække, så man ikke kan se, om anlægsloftet bliver overholdt eller ej," siger han.

Øje på deponeringsregler
I regeringsgrundlaget skriver regeringen, at den vil gøre op med mange års "statsstyring og detailregulering", som ifølge regeringen har øget mistilliden mellem stat og kommuner.

"Overflødige dokumentationskrav og uhensigtsmæssig statsstyring skal erstattes af friere, men forpligtende rammer for kommunerne. Regeringen vil give kommuner og regioner bedre mulighed for at gennemføre nyttige, nødvendige og rentable investeringer," står der i regeringsgrundlaget.

I den forbindelse lægger regeringen op til, at den vil "modernisere låne- og deponeringsreglerne for investeringer, der gennem fremtidige driftsbesparelser sikrer en fornuftig rentabilitet".

I efteråret blev en arbejdsgruppe nedsat efter aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner. Arbejdsgruppen skal undersøge mulighederne for en modernisering af de kommunale og regionale låne- og deponeringsregler.

Arbejdsgruppen forventer at være færdig med sit arbejde i april i år.

Altinget logoKommunal
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget kommunal kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00