Borgmester: Regeringen skaber et misfoster i region Østdanmark med sundhedsreformen

Så landede der en politisk aftale om reform af sundhedsstrukturen i Danmark. Præsentationen af aftalen fik mange flotte ord med på vejen af de politikere, der har forhandlet om nogle små hjørner her og der i forhold til regeringens samlede sundhedsudspil.
Og der er da også mange spændende elementer i aftalen og mange mål, som alle kan være enige om.
Det drejer sig blandt andet om bedre fordeling af læger og sundhedsressourcer i hele landet, så der er lettere adgang til lægehjælp, uanset hvor man bor.
Der er også mål om at styrke det nære sundhedsvæsen, som handler om sundhed helt tæt på borgerne. Og så er der ønsker om forløbsprogrammer for flere sygdomme.
Jeg synes, der er mange sympatiske ambitioner og tiltag i den nye sundhedsstrukturreform, men djævlen ligger altid i detaljen – og jeg mangler stadig selv at dykke dybt ned i aftalen.
Men ser vi på de overordnede linjer, så er jeg ærlig talt urolig.
Ny region er et misfoster
Jeg er bekymret over konsekvenserne af det misfoster, som regeringen har skabt med den nye region Østdanmark – eller Østblokken, som mange allerede har givet den nye region som kælenavn.
Selvom antallet af regionsrådsmedlemmer i den nye megaregion er øget, så skal der stadig rigtig mange stemmer til for at blive valgt.
Det kan betyde, at for at gøre sig gældende, så må regionsrådsmedlemmerne i den grad markere sig i de nye sundhedsråd – og det kan sagtens resultere i utakt i den nye region. Der er nemlig meget langt fra regionsrådet og administrationen ud til de enkelte sundhedsråd, og det kan føre til suboptimering.
Jeg er bekymret for, om den nye prestige i opgaverne i det nære sundhedsvæsen risikerer at svinde ind.
Benedikte Kiær (K)
Borgmester, Helsingør Kommune
Endelig har jeg en bekymring for at det store organisatoriske arbejde med at sammenlægge de to regioner til en kæmperegion for Østdanmark vil trække tempo og energi ud af arbejdet med at styrke det nære sundhedsvæsen for halvdelen af den danske befolkning.
Politikerne skal smide hospitalsbrillerne
Der er også spørgsmålet om, hvorvidt sundhedsrådene kommer til at være den afgørende faktor for at styrke det nære sundhedsvæsen.
Selvom der er lettet en lille smule på regionsrådspolitikkernes magt i sundhedsrådene, så har de stadig de afgørende stemmer – og uden at kende til det nære sundhedsvæsen i kommunerne, skal de så ind og træffe beslutninger om sundhed helt tæt på borgerne.
En pointe er her, at kommunerne jo gennem en årrække har specialiseret sig i netop det nære og konstateret, at det ikke kun handler om sundhedsbehandlinger på sygehusene.
Det handler i høj grad om hverdagen og samarbejde med andre områder som eksempelvis social-, familie- og beskæftigelsesområdet og ikke mindst samarbejdet med civilsamfundet. Spørgsmålet er så, om regionrådspolitikerne og regionsadministrationen mon kan tage hospitalsbrillerne af og se på det nære sundhedsvæsen med andre øjne.
Det vil være afgørende vigtigt for, at reformen i dens endelige udgave får succes.
Jeg er også bekymret for, om den nye prestige i opgaverne i det nære sundhedsvæsen – som i høj grad er kommunernes fortjeneste – risikerer at svinde ind, når opgaver bliver lagt tilbage i direkte forlængelse af sygehusbehandling.
At fokus igen bliver specialisering, forfinelse af behandlingsformer, optimering af indre mekanismer i sundhedsvæsnet, men ikke alt det, som på en gang er utrolig enkelt og uendelig svært: At få skabt sammenhæng i hverdagen for sygdomssvækkede borgere, at få det enkelte menneske styrket og hjulpet tilbage i eget liv efter behandlingsforløb og at sikre den tryghed og nærhed, som ikke længere er en disciplin på sygehusene.
Borgere presses ud af sengen
Endelig er jeg bekymret for de midlertidige sengepladser.
Jeg er helt enig i vigtigheden af at styrke samarbejdet, så vi ikke oplever borgere, der udskrives til de midlertidige senge uden besked til kommunerne, manglende epikriser og hospitalsafdelingernes fejlagtige opfattelse af, hvad en midlertidig sengeplads kan.
Nu er stregerne tegnet og aftalen er indgået. Men arbejdet er langt fra færdigt.
Benedikte Kiær (K)
Borgmester, Helsingør Kommune
Jeg kan være bekymret for, at hospitalerne fremover ser de midlertidige sengepladser som en forlængelse af hospitalsopholdet – det vil sige ud af hospitalet, så nye kan indlægges – og så presses de borgere, der i dag bruger og har brug for de midlertidige sengepladser, ud af sengen.
Og hvor skal de så hen?
For spørgsmålet er, om regionerne i virkeligheden er interesseret i den slags senge, eller om de endnu engang ender med at skære ned på sengepladserne på hospitalerne for de ældre borgere, som ikke er klar til at komme hjem.
Det er vigtigt at huske, at kommunernes eget behov for midlertidige pladser ikke forsvinder. Vores erfaringer i Helsingør er, at det kun er godt ti procent af vores 50 midlertidige sengepladser, som ville høre ind under det, som fremgår af den politiske aftale og formålet med regeringens reform.
Nu er stregerne tegnet og aftalen er indgået. Men arbejdet er langt fra færdigt.
Jeg kan garantere, at jeg som borgmester i Helsingør i hvert fald har taget borgernes briller på og vil kæmpe for reel styrkelse af det nære sundhedsvæsen.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer




























