Debatten om fremtidens ældrepleje skyldes politiske løftebrud af historiske dimensioner

"Forskellen bliver større og større. Når vi kan gøre så mange ting derhjemme, skaber det et forventningspres, som kommuner og regioner møder hver dag. (…) Konsekvensen bliver megasure og utilfredse borgere," forklarede formanden for Reformkommissionen, Nina Smith, tidligere på året i Mandag Morgen. 

Ifølge Finansministeriet drejer det sig om op mod 50 milliarder kroner om året – halvtreds milliarder! Gennem Folketingets Finansudvalg bad Pelle Dragsted (EL) ministeriet om at beregne det offentlige forbrug år for år, hvis det ikke kun skulle vokse med det såkaldt demografiske træk, men også stige med den almindelige velstand i samfundet. 

Hvis det havde været tilfældet i 2010-2023, skulle det offentlige forbrug i år være 50 milliarder kroner større, end det faktisk er – nok til at finansiere omkring 100.000 sosu'er eller sygeplejersker. 

Politikerne har således ikke "reserveret" de stigende indtægter til velfærdssamfundet, sådan som de skulle ifølge velfærdsforliget. I stedet har de brugt den solide danske økonomi på noget andet: 

Langt det vigtigste er de betydelige skattelettelser, der blev gennemført under både Anders Fogh Rasmussen (V), Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Skattelettelser, der gav mest til de mere velaflagte danskere og over årene svækkede finansieringen af velfærden. 

I 2019 fik Danmark et nyt rød-grønt flertal, der især i starten søgte at vende udviklingen: Arne-pension, minimumsnormeringer, velfærdsudgifterne skulle som minimum følge demografien… Velfærden fik dog hurtigt konkurrence fra en ambitiøs klimapolitik, som krævede store offentlige investeringer. Alene skatterabat til elbiler kostede sidste år statskassen ti milliarder kroner.

Hvis danskerne skal til at spare op til egen ældrepleje, sådan som de gør med arbejdsmarkedspensionen, så er velfærdsforliget afgået ved døden.

Lars Olsen

I 2022 satte krigen i Ukraine så en ny dagsorden. Et bredt flertal blev med det nationale kompromis enige et historisk løft af dansk forsvar, Danmark er også helt i front med milliarder i våbenhjælp til Ukraine. I årene fremover kommer krudt og kugler slet og ret til at koste kassen. 

Under forhandlingerne om det nationale kompromis foreslog SF en ekstraordinær "krigsskat"; med krig i Europa havde der formentlig også været folkelig forståelse for dette, men Socialdemokratiet gik ikke i brechen for det, og de borgerlige kunne lurepasse. 

Alt i alt kan det således ikke undre, at der mangler finansiering til ældrepleje og velfærd. SVM-regeringen lægger ligefrem op til yderligere skattelettelser. 

Analysen bag de nye overvejelser i S-toppen er korrekt – de ældre spaltes i et A- og B-hold. Her og nu kæmper ældreplejen med en rekrutteringskrise, men vi står også overfor en farlig strukturel skævhed: Stadig flere tegner private forsikringer, og pensions- og forsikringsselskaber ser et lukrativt marked blandt velstående seniorer, der har råd til at betale for egen tryghed. 

Noget af denne udvikling skyldes stigende økonomisk ulighed, men meget mere pauvre offentlige tilbud – at skiftende regeringer ikke har overholdt deres del af 2006-forliget. Der er sket et løftebrud af historiske dimensioner. 

Vi er vidner til en politisk ryggesløshed. Lars Løkke Rasmussen var topminister i 2006, da det blev besluttet at forhøje pensionsalderen – med henvisning til flere ældre. Han var statsminister i 2011, da efterlønnen blev rundbarberet – med henvisning til flere ældre. Nu er han udenrigsminister og foreslår opsparing til egen ældrepleje – med henvisning til flere ældre. "Flere ældre" er tilsyneladende et uudtømmeligt reservoir til at legitimere sociale forringelser. 

Men det handler om mere: et politisk system, der agerer på den korte bane uden hensyn til tidligere løfter.  

Selvfølgelig kræver klimakrise og krig politisk handling, men så havde det være ærligere med en særskat end endnu et dræn på statskassen. Måske er den sørgelige sandhed, at nutidens politiske system ikke er i stand til at håndtere den slags langsigtede aftaler med befolkningen. 

Uanset hvad står ét klart: Hvis danskerne skal til at spare op til egen ældrepleje, sådan som de gør med arbejdsmarkedspensionen, så er velfærdsforliget afgået ved døden. Pensionsalderen kan ikke forhøjes igen med henvisning til "flere ældre". Lønmodtagerne skal vel ikke betale for det samme to gange?