Forskere: Den kommunale velfærdsforskning har det hårdt, fordi ingen har ansvaret

Camilla Palmhøj Nielsen og Thomas Maribo
Hhv. forskningschef og lektor samt forskningsleder og professor, Defactum, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
I oktober fremlagde Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd sin rapport "Forskningsinformeret velfærdsinnovation i de danske kommuner," som på én gang er inspirerende, men også nedslåede læsning.
Det inspirerende i rapporten er, at rådet deler vores konklusion om behovet for at styrke forskningen for at opretholde den borgernære velfærd. Vi ser derfor positivt på de seks anbefalinger, som vi i høj grad støtter.
Eksempelvis kan vi fremhæve behovet for, at kommunerne får et klart mandat til at indgå i forsknings- og innovationssystemet, at der etableres et nyt paradigme til vurdering af kvaliteten af denne type forskning, og at rammerne for kommunernes forskningsdeltagelse forbedres.
Det nedslående er, at rapporten bekræfter billedet af, at den kommunale velfærdsforskning har det hårdt.
Gennemføres anbefalingerne vil der være tale om et paradigmeskifte i dansk forskning.
Camilla Palmhøj Nielsen og Thomas Maribo
Hhv. forskningschef og lektor samt forskningsleder og professor
Bøvlet samarbejde mellem forskning og praksis
Forskningsrådet anslår i rapporten blandt andet, at under en promille af det kommunale velfærdsbudget bruges til forskning og udvikling. Men det kan der, som rapporten også skriver, være mange gode (og mindre gode) grunde til.
Vi er i mange års forskningssamarbejder med kommuner stødt ind i de fleste af dem.
Men lidt gemt væk, midt i det hele på side 29, står den nok vigtigste sætning i rapporten: "Ingen har bolden".
Det er en konklusion, som vi kun kan nikke genkendende til efter mange års erfaring med udviklingen af velfærdsektoren i spændingsfeltet mellem forskning, kvalitetsudvikling, analyse – og kommunal og regional drift af social- og sundhedsvæsenet.
Når vi er lykkedes med forskning i samspil med kommunerne, så skyldes det et langt sejt træk med at udvikle nye metoder og tilgange, indgå i ligeværdige samarbejder med praksis, bidrage til at opbygge forståelse for den kommunale hverdag blandt forskere og have en fleksibel overgang mellem udvikling, forskning og implementering.
Men som en deltager på Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds konference i oktober sagde, "så er samarbejdet mellem forskning og praksis helt kort fortalt bøvlet." Og vi er enige: 'Bøvlet' er dækkende.
Derfor har denne type forskning og udviklingsprojekter også lidt trange kår hos mange fonde og betragtes i mange forskningsmiljøer ikke som "rigtig" forskning.
Forskningsrådets rapport, tager derfor et vigtigt opgør. Gennemføres anbefalingerne vil der være tale om et paradigmeskifte i dansk forskning.
Kamp om definitionsretten
Om de øgede ressourcer udmøntes i en selvstændig fond eller som nu gennem særopslag via især Danmarks Frie Forskningsfond har begge sine fordele og ulemper.
Den fælles udfordring er, at flere udbudte fondsmidler let risikerer at fastholde en projektlogik, som i høj grad er på forskningsinstitutionernes præmisser.
Udfordringen er med andre ord ikke bare, at ingen har bolden, men at ingen skal have bolden alene.
Camilla Palmhøj Nielsen og Thomas Maribo
Hhv. forskningschef og lektor samt forskningsleder og professor
Den kan ved første øjekast virke tillokkende for kommunerne, da de så ikke selv som driftsinstitutioner skal finde midler for at deltage. Men det er også vejen til at sikre, at der ikke sker en vedvarende forandring og en fortsættelse af den konstante knopskydning af projekter hist og pist, som stort set ikke implementeres i driften, og som heller ikke spredes og skaleres.
Det afgørende er derfor det paradigmeskift, som rapporten beskriver, hvor staten for det første skal give kommunerne et klart mandat i forskningen, hvor kommunerne skal have bedre rammer for at udfylde det mandat.
Som Jesper Fisker sagde ved rapportens præsentation, skal praksis have definitionsretten. Det lyder på papiret helt logisk, men det bliver en stor kamel at sluge for mange forskningsmiljøer.
Når svaret er "forskning," så er det svært som forsker ikke også at mene, at man skal definere spørgsmålet. I Defactum har vi selv måtte lære at sidde på hænderne og bide os i tungen i de situationer.
Men kun på den foreslåede måde kan velfærdsforskning og –innovationen styrkes i praksis og bidrage til udvikling af praksis – og ikke kun på papiret.
Det er et stort, men afgørende, arbejde, som Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd har lagt op til, som kræver samarbejde på tværs af mange forskellige aktører på tværs af hele landet baseret på repræsentation, fleksibilitet, forståelse og tålmodighed.
Udfordringen er med andre ord ikke bare, at ingen har bolden, men at ingen skal have bolden alene. Vi kan kun løfte det her sammen. Vi er klar til indskiftning.
Artiklen var skrevet af
Camilla Palmhøj Nielsen og Thomas Maribo
Hhv. forskningschef og lektor samt forskningsleder og professor, Defactum, Region Midtjylland og Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Omtalte personer

























