Plejefirma: Fremtidens ældrepleje mangler kvalificeret arbejdskraft

Af Søren Andersen
Direktør for Attendo Danmark

Det er helt afgørende for at sikre en velfungerende ældrepleje i Danmark, at der er kvalificeret arbejdskraft til at løse opgaverne.

Derfor er det også stærkt bekymrende, at vi allerede nu har svært ved at rekruttere social- og sundhedspersonale til vores hjemmepleje og plejecentre.

Og demografien taler sit tydelige sprog: Der kommer flere og flere plejekrævende ældre, og vi skal samtidig overtage flere opgaver fra sygehusene, så udfordringer har ikke udsigt til at blive mindre.

Stor mangel på arbejdskrag
Vi er der nu, hvor manglen på arbejdskraft kommer til at have en betydning.

I Attendo vil vi af princip allerhelst ansætte faglært arbejdskraft, altså uddannet social- og sundhedspersonale.

At være en social- og sundhedsmedarbejder er ikke særligt prestigefyldt, faktisk tværtom, og derfor er det også svært at rekruttere unge til faget.

Søren Andersen
Direktør i Attendo Danmark

Det princip kommer vi desværre til at slække på, medmindre fru Hansen skal passe sig selv.

Ifølge en fremskrivning fra FOA vil der mangle 40.000 social- og sundhedspersonale i 2026.

Det skyldes, at mange social- og sundhedsassistenter og -hjælpere nærmer sig pensionsalderen, og samtidig kommer der flere ældre. Så det er altså en alvorlig udfordring, som vi skal være flere om at løse.

Et åbenlyst ansvar
Fra politisk hånd, med bidrag fra os private virksomheder, bør vi gøre det mere attraktivt at søge ind på social- og sundhedsuddannelserne.

Og hos os ligger der åbenlyst et ansvar for at sikre, at vores medarbejdere har lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet, at vi tilbyder ordentlige løn- og arbejdsvilkår, og at vi tager et socialt uddannelsesansvar ved at tilbyde elevpladser i vores virksomhed.

Her kræves også vilje til et aktivt samspil fra kommuner og regioner, så eleverne kan få den nødvendige praktik.

Samtidig skal vi selvfølgelig også bidrage til at fremme nye arbejdsformer og effektive teknologiske løsninger, dog altid med sikkerhed for, at der fortsat er tid til nærvær og en snak med borgeren.

Endelig, så har vi en udfordring omkring uddannelsessnobberi.

At være en social- og sundhedsmedarbejder er ikke særligt prestigefyldt, faktisk tværtom, og derfor er det også svært at rekruttere unge til faget.

Det er dog et paradoks, at de opgaver, man løser som social- og sundhedspersonale, er fundamentale for tusindvis af menneskers daglige livskvalitet, men at anseelsen udebliver.

Vi har en fælles opgave i at tale faget op og værdsætte de mennesker, der tager sig af vores grå guld.