Debat

FH: Sæt kommunerne fri, men beskyt borgernes rettigheder

Vi skal bevare borgerne retssikkerhed og regler om minimumsnormeringer, men omvendt gøre op med unødig kontrol. Det kræver, at vi går fra central styring til tæt faglig ledelse. De faglige organisationer er en del af løsningen og skal sidde med ved bordet lokalt, skriver Majbrit Berlau.

Der vil blive begået fejl. Det bliver der altid. Kunsten er, hvordan vi reagerer på dem. Skal det være med ny hastelovgivning eller ved at undersøge og blive klogere, skriver Majbrit Berlau.
Der vil blive begået fejl. Det bliver der altid. Kunsten er, hvordan vi reagerer på dem. Skal det være med ny hastelovgivning eller ved at undersøge og blive klogere, skriver Majbrit Berlau.Foto: Pressefoto/FH
Majbrit Beran Berlau
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tak, statsminister, for den modige melding om at befri alle kommuner for unødige centrale bindinger, kontrol og bureaukrati. Det er godt nyt for både borgere og kommunernes medarbejdere.

Men det bliver på ingen måde en let øvelse, da opgøret med den forhadte new public management-styring af den offentlige sektor er brolagt med dilemmaer.

For eksempel skal de mange nyvalgte politikere i kommuner nu til at finde svar på, hvilke regler og eventuelle rettigheder der skal frisættes.

For ja, kommunerne skal til at rydde op i egne, bureaukratiske regler og ikke kun dem, der er vedtaget på Christiansborg. Ellers indfries ambitionerne ikke.

Faglige organisationer skal sidde med ved bordet

Politikerne skal på den ene side bevare borgernes retssikkerhed og for eksempel populære regler som minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

En nærhedsreform er ikke et spørgsmål om, at al magten skal være hos medarbejderne, tværtimod. Vi vil gerne have tæt faglig ledelse.

Majbrit Berlau
Næstformand, FH

På den anden side skal vi gøre op med unødig kontrol, hastelovgivning eller for eksempel centrale regler, hvor det bare giver bedre mening at lade borger og medarbejder finde den rette vej frem.

I FH har vi udarbejdet et udspil, hvor vi hjælper på vej med de fleste af disse udfordringer. Fra os i fagbevægelsen er budskabet klart.

De faglige organisationer er en del af løsningen og skal sidde med ved bordet ude lokalt. Tillidsfolk og MED-repræsentanter står parat til det lange seje træk om at skabe en mere vedkommende og stærk offentlig sektor.

Beslutninger tæt på borgerne

Vi har i FH 11 klare anbefalinger, som man kan starte med.

Hvis vi for eksempel skal sikre færre mål og mere tillid til fagligheden, er det helt afgørende, at beslutningskraften ligger så tæt på borgerne som muligt.

Så de gode løsninger eksempelvis findes i et samspil mellem borgeren, sosu'en og dennes faglige, lokale leder eller skolelederen, medarbejderstaben, elever og forældre.

Det betyder et opgør med, at centrale og fjerne stabsfunktioner og forvaltningsledelser træffer beslutninger om borgernes liv uden nogensinde at have mødt dem.

Måske tiden er løbet fra store stabsfunktioner med mange konsulenter? Brug i stedet de dygtige frontmedarbejderes viden for eksempel via samarbejdsudvalg til innovation og viden om, hvad der sker.

Brug HK'ere til det administrative

Det er velkendt, at mange offentligt ansatte oplever, at deres tid går til unødvendigt bureaukrati.

Der er mange veje til at gøre op med det. Men noget bureaukrati er af det gode. Retssikkerhed eller almindelige administrative opgaver.

Men for ofte er for eksempel de administrative opgaver lagt ud til sygeplejersken eller socialrådgiveren, og så har man sparet på administrationen. Det giver ingen mening. Derfor lægger vi også op til, at dem med de rette fagligheder og kvalifikationer løser opgaven.

Brug dygtige HK'ere til for eksempel det administrative arbejde. De kan gøre det på den halve tid og bedre. Stop med opgaveglidninger, der ikke giver mening, således at andre medarbejdere kan prioritere de opgaver, som de er dygtige til. 

Vi vil gerne have ledelse

En nærhedsreform er for os ikke et spørgsmål om, at al magten skal være hos medarbejderne. Tværtimod.

Vi vil gerne have tæt faglig ledelse. En ledelse, der véd, hvad opgaven går ud på, og som ikke altid skal "lede op ad" og for ofte spørge om lov længere oppe. Kort sagt bliver opgaven fremover at gå fra central styring til tæt faglig ledelse.

Få nu justeret den unødvendigt stramme budgetlov, som gør, at kommunerne hvert år underforbruger skattekroner og ikke kan planlægge langsigtet med økonomien.

Majbrit Berlau
Næstformand, FH

Hvis alt dette og de mange andre bud vi har på ny styring af den offentlige sektor skal lykkes, så kræver det politisk mod, handlekraft, tålmodighed og vilje til at lytte og tænke nyt.

For hvis velfærd skal være lige og relevant, vil den se forskellig ud. Både mellem og indenfor kommunerne. Det kræver et opgør med en fejlfinderkultur, hvor man forsøger at dække sit ansvar af ved at indføre nye regler om dokumentation.

Der vil blive begået fejl. Det bliver der altid. Kunsten er, hvordan vi reagerer på dem. Skal det være med ny hastelovgivning eller ved at undersøge og blive klogere.

Unødvendigt stram budgetlov

Det kræver også et opgør med den evige og ofte unuancerede benchmarking af kommunerne.

Skab i stedet et lærende tilsyn eller mål på tilfredshed og feedback fra borgerne i stedet for fokus på antal minutter til den enkelte. Jeg tror, at det er et meget bedre grundlag at innovere, lære nyt og skabe motivation på.

Og sidst, men ikke mindst, få nu justeret den unødvendigt stramme budgetlov, som gør, at kommunerne hvert år underforbruger skattekroner og ikke kan planlægge langsigtet med økonomien.

Jeg kender ingen privat virksomhed, der begrænses økonomisk til at balancere alle konti hvert år og dermed ikke kan foretage investeringer. Det er en skadelige styring af den offentlige sektors økonomi, der hindrer langsigtede investeringer i børn og unge eller sundhed.

Jeg ser frem til den proces, der nu skal i gang, og jeg håber, at FH's udspil vil være til inspiration for alle, der brænder for at styrke den offentlige sektor.

Heldigvis er det offentlige begunstiget med rigtig mange dygtige medarbejdere, der brænder for deres job. Så forudsætningerne for en ny retning er på plads, hvis vi tør tænke nyt sammen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Majbrit Beran Berlau

Generalsekretær, Sex & Samfund, fhv. MF (EL)
socialrådgiver

0:000:00