Forsker: Handicapområdet er ramt af politisk dødvande

Af Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

"Det skal ikke være en kamp at få hjælp," er efterhånden et af social- og indenrigsminister Astrid Krags (S) mest brugte politiske udsagn, når hun kommenterer forholdene på handicapområdet.

Men hvordan kan det egentlig være, at dét, der ellers skulle have været en realitet, kan blive et politisk udsagn? Lad mig give et eksempel.

TV 2 Lorry bragte 14. oktober historien om en familie, hvor moren år tilbage blev ramt af en begyndende blodprop og efterfølgende blev fejlmedicineret på hospitalet, hvilket resulterede i flere hjerneblødninger.

Hun har nu en vidtgående fysisk funktionsnedsættelse og har mistet evnen til at tale. Kommunen har ikke villet bevillige et handicaptoilet og bad i stedet moren om at besørge i stuen. Hun blev også foreslået at tage bad i den nærliggende svømmehal.

I forbindelse med historien kom Tårnby Kommunes forvaltningschef for arbejdsmarkeds- og sundhedsforvaltningen, Kim Askelund Madsen, med en udtalelse:

Af de utallige horrible sager, som jeg har stiftet bekendtskab med, så sprænger denne udtalelse den nedre grænse for, hvordan man kan tale om andre mennesker, der har behov for en håndsrækning af fællesskabet.

Emil Sjøberg Falster
Ph.d.-studerende, Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap, Roskilde Universitet

"Borgeren og familien er i en krise – de er vrede, og de er frustrerede. De føler, at de er uden skyld i den situation, de er kommet i, og nu er det det offentliges ansvar at give dem fuld erstatning og den hjælp, de selv synes, de har brug for. Lovgivning og behandlingsmuligheder sætter imidlertid nogle begrænsninger for, hvad der er muligt."

Udtalelse sprænger en nedre grænse
Meget kan siges om udtalelsen, der ud over at have et gennemgribende fravær af empati reelt set giver familien skylden for deres egen situation.

Deres behov og udfordringer individualiseres og relativeres – og det konkrete kompensationsbehov, som morens funktionsnedsættelser naturligt afstedkommer, er i Tårnby Kommune noget, som man selv har ansvaret for, og som man kan planlægge sig ud af.

Af de utallige horrible sager, som jeg har stiftet bekendtskab med, så sprænger denne udtalelse den nedre grænse for, hvordan man kan tale om andre mennesker, der har behov for en håndsrækning af fællesskabet.

Men det er også et eksempel på den åbenlyse diskrepans mellem det nationale og kommunale led, hvor der tydeligvis ikke er enighed om, hvorvidt det skal være en kamp om at få hjælp og støtte til basale boligændringer, der eksempelvis gør det muligt at komme på toilettet.