Jelved: Kommunerne skal være fortrop

Af Marianne Jelved (R)
Socialordfører

Jeg tænker på de 122.000 børn, der lever i familier med alkoholproblemer. Og på de 29.000 kvinder og 10.000 mænd, der er udsat for vold, og på de 28.000 børn, der er udsat for eller er vidne til vold.

Jeg var socialordfører i 2007 og nogle år frem. Nu har jeg her i 2015 fået opgaven igen. Det slår mig, at tallene ovenfor var de samme i 2007. Jeg ved, at der er taget initiativer for at få de tal ned. Jeg ved, at der er mindst lige så mange hjemløse i dag som sidst. Antallet af børn, der anbringes uden for hjemmet, er stort set også stabilt.

Hvis jeg skal gøre regnestykket op, så ligger der store opgaver i kommunerne og hos kommunalpolitikerne. Og jeg falder ikke for fristelsen til at forlange flere penge til kommunerne. For det er ikke bare det, der er udfordringen. Udfordringen er at gøre det, der virker. Man skal ikke bare gøre det, og man skal bruge de penge, man har til at gøre arbejdet på den virksomme måde.

Herning er et eksempel på en kommune, der danner fortrop ved at søge efter de løsninger, der alt andet lige er bedst for børnene og deres familier og for kommunen. Det mener Marianne Jelved (R), socialordfører.

Marianne Jelved (R)
Socialordfører

Man kan f.eks. bruge den sunde fornuft og forberede sig på forandringer. En pæn stor midtjysk kommune som Herning så for nogle år siden realiteterne i øjnene, og politikerne blev enige om, at eksklusion af elever fra folkeskolens almindelige klasser ikke kunne fortsætte. Det ville være uholdbart.

Så gik man i kommunen i gang med at uddanne lærere og pædagoger til at tage fat på andre måder. Så der blev søgt efter viden, der blev prioriteret til investering i uddannelse og kompetencer, og der blev lagt en anden politik i skolerne og i forvaltningen. Pludselig var Herning på landkortet.

Den kommunale fortrop
Man kan også kigge sig omkring i verden og se, hvor nogen har arbejdet på en måde, der ser ud til at forebygge de store problemer i socialområdet. Jo, hvis vi kan gøre det bedre og dermed også billigere ved at tage problemerne i opløbet i stedet for at vente, til de er blevet uomgængelige og voldsomt dyrere, var det måske værd at prøve. Herning så til Sverige, nærmere bestemt Borås. Da de havde set og drøftet de svenske erfaringer og resultater, vendte de hjem og prøvede det samme på en afgrænset del af kommunen.

Og hvad så de der efter nogen tid? Det virkede ikke bare i Borås. Det virkede også i det udvalgte område i Herning. Så nu arbejder men i hele kommunen med at reducere problemer i familierne og forebygge anbringelse af børn uden for hjemmet, hvilket løser mange andre problemer. Også økonomiske.

Herning er et eksempel på en kommune, der danner fortrop ved at søge efter de løsninger, der alt andet lige er bedst for børnene og deres familier og for kommunen. Man kan også sige, at den enkelte kommune ikke skal vente på Christiansborg, men se sig om og inspireres af og lære af andre, der arbejder med samme udfordringer, men lykkes bedre end en selv. I virkeligheden kunne kommunerne måske kappes om at nå de bedste resultater, eller i ædel kappestrid skiftes til at danne fortrop.