Kommentar af 
Kenneth Thue Nielsen

Kenneth Thue: Antipati og dårlige meningsmålinger forklarer kaos på Christiansborg

KLUMME: Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har én ting til fælles: Dårlige meningsmålinger. Når det forhold kombineres med en åbenlys antipati fra DF-vælgerne i forhold til Liberal Alliance, har vi et bedre grundlag for at forstå den aktuelle uro omkring finanslov, skat og udlændinge, skriver valgforsker Kenneth Thue i sin klumme.

<div>Dansk Folkeparti og Liberal Alliance holder stadig stejlt på hver sit.&nbsp;Men hvor dybt stikker den (politiske) antipati mellem de to partier&nbsp;egentligt?&nbsp;Det ser valgforsker Kenneth Thue nærmere på i sin klumme.</div>
Dansk Folkeparti og Liberal Alliance holder stadig stejlt på hver sit. Men hvor dybt stikker den (politiske) antipati mellem de to partier egentligt? Det ser valgforsker Kenneth Thue nærmere på i sin klumme.
Foto: /ritzau/Jens Dresling
Kenneth Thue Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Siden folketingsvalget den 18. juni 2015 og frem til i dag har særligt to partier oplevet tilbagegang: Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Faktisk tegner de to partier sig for omkring 90 procent af den samlede tilbagegang i blå blok.

Læg dertil, at Dansk Folkeparti ved kommunalvalget i november for første gang i partiets historie tabte et valg. Partiet gik tilbage med 1,3 procent stemmer fra kommunalvalget i 2013 til valget i 2017. Ved samme valg gik Liberal Alliance tilbage med 0,3 procent af stemmerne.

Ingen vind i sejlene
I figur 1 ser vi tilslutningen til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance efter folketingsvalget i 2015 samt tilslutningen i dag vist ved Altingets kvalitetsvejede gennemsnit af meningsmålingerne.

Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har akut brug for synlighed og politiske sejre som grundlag for at bremse tilbagegangen og vokse sig større. Dette er formodentlig en del af baggrunden for det, vi oplever på Christiansborg disse uger.

Kenneth Thue
Klummeskribent

Figuren viser, at Dansk Folkeparti er faldet fra 21,1 procent til 16,8 procent af stemmerne siden folketingsvalget i november 2015. Med en tilbagegang på 4,3 procent er Dansk Folkeparti dermed det parti i Folketinget, som har tabt flest stemmer siden sidste valg. Liberal Alliance har oplevet en tilbagegang på 1,9 procent af stemmerne og har tabt næstflest stemmer siden sidste folketingsvalg. Begge partier har akut brug for synlighed og politiske sejre som grundlag for at bremse tilbagegangen og vokse sig større.

Dette er formodentlig en del af baggrunden for det, vi oplever på Christiansborg disse uger. Efter finanslovsforhandlingerne, som sluttede sidste fredag, er det stadig uklart, om Folketinget er klar til at vedtage en finanslov.

Dansk Folkeparti melder sig klar. Liberal Alliance forlanger en færdig aftale om skat og udlændinge, før de kan melde sig klar. Partiet har sågar luftet tanken om ikke at stemme for regeringens egen finanslov, hvis der ikke kommer en aftale om historiske skattelettelser, inden finansloven tredjebehandles. Dansk Folkeparti lugter udlændingestramninger. Liberal Alliance lugter historiske skattelettelser. Begge politikområder udgør hver for sig DNA’et i de to partier. Det er netop på de to politikområder, partierne forventer god vælgerrespons.

Antipati blandt vælgerne
Dansk Folkeparti kan ikke lide Liberal Alliances vedvarende ønsker om at lette skatten for de højestlønnede i Danmark. Anders Samuelsen (LA) og Kristian Thulesen Dahl (DF) har ved talrige lejligheder været i clinch i alle landets medier. Men hvor dybt stikker denne (politiske) antipati egentlig? Findes den også hos vælgerne? Det spørgsmål kan vi delvist finde svar på i de undersøgelser, som Norstat løbende gennemfører for Altinget.

For lidt over et år siden trådte Liberal Alliance ind i regeringen sammen med Konservative. Manøvren blev dengang karakteriseret som statsministerens forsøg på at sikre regeringens overlevelse efter kuldsejlede forhandlinger om den såkaldte 2025-plan samt uindfriede topskattelettelser til Liberal Alliance.

I august 2017 gennemførte Norstat en måling for Altinget, hvor de undersøgte vælgernes holdninger til, at Liberal Alliance gik med i regering. Tallene fremgår af figur 2. 

Tabellen viser, at Dansk Folkepartis vælgere er blandt de mest kritiske i vurderingen af Liberal Alliances indtræden i regeringen. I alt 72,3 procent af Dansk Folkepartis vælgere mente dengang, at det var uklogt af Liberal Alliance at gå i regering. Tallet er kun overgået af Socialdemokratiets samt Enhedslistens vælgere. Blandt både Venstres og Konservatives vælgere mente langt over halvdelen, at ’det var klogt af Liberal Alliance at gå i regering’.

Popularitetsmålinger blandt ministre og partiledere
I de såkaldte popularitetsmålinger, hvor vælgerne bliver bedt om at vurdere, hvor godt de enkelte ministre har klaret sig, ligger både Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) blandt de dårligste fem placerede af alle regeringens 22 ministre.

Dette gælder også, når vi ser på holdningerne blandt Dansk Folkepartis vælgere. Men det bemærkelsesværdige er, at DF’s vælgere placerer begge LA-ministrene dårligere end vælgerne som helhed. Blandt vælgerne i regeringens eget støtteparti får LA-ministrene således en dårligere vurdering end blandt vælgerne som helhed. Det viser den Norstat-måling, som Altinget fik gennemført i november i år.

Ser vi på vælgernes vurderinger af partiernes ledere, tegner der sig ligeledes et billede af, at Dansk Folkepartis vælgere har et horn i siden på Liberal Alliance. Altingets Norstat-måling fra december 2016 viste, at tre partiledere deler sidstepladsen over lavest vurderede partiledere: Anders Samuelsen, Søren Pape Poulsen (K) og Uffe Elbæk (ALT).

Blandt Dansk Folkepartis vælgere er rækkefølgen Uffe Elbæk, Morten Østergaard (R) og Anders Samuelsen. Det bemærkelsesværdige ved tallene er, at Dansk Folkepartis vælgere i absolutte tal vurderer Samuelsen lavere, end det samlede vælgerkorps gør.

Det gælder også, når vi tager højde for, at Dansk Folkeparti generelt giver lavere karakterer til partilederne, end det samlede vælgerkorps gør. Dansk Folkepartis vælgere er ikke begejstrede for Liberal Alliance i regering. De er ikke begejstrede for partiets to centrale ministre. Og de er ej heller begejstrede for Anders Samuelsen som partileder. 

Magiker og statsminister
Statsministeren har gjort det så mange gange før: skabt resultater ud af en situation, som virker åbenlyst umuligt. Han er overleveren, som altid finder sin vej ud af problemerne.

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance holder stadig stejlt på hver sit. Samuelsen virker igen stålsat og har bragt sig selv og sit parti i en situation, hvor baglandet må forvente noget i retning af historiske skattelettelser. Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ryster på hovedet. Det samme gør partiets vælgere. Imens venter det politisk interesserede Danmark på endnu en omgang statsministeriel magi.

 

...

Kenneth Thue Nielsen er ejer af analysevirksomheden methods.dk. Han er ekspert i statistik og tidligere valgforsker. Han har arbejdet for blandt andre LO, DR og Socialdemokratiet. Han skriver klummen 'Politik & statistik' på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kenneth Thue Nielsen

Direktør og stifter, methods.dk
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

0:000:00