KL, FOA og Handicapbranche: Tiden er inde til en takstmodel for BPA-ordningen

DEBAT: Stor administration og presset økonomi står i vejen for, at ordningen borgerstyret personlig assistance (BPA) kan nå ud til borgere med fysisk handicap. En taksmodel er løsningen, skriver KL, FOA og Handicapbranchen Danmark.

Af Thomas Adelskov, Torben Klitmøller Hollmann og Finn J. Løvenholdt Kemp
Formand, KL’s Socialudvalg, sektorformand, FOA og formand, Handicapbranchen Danmark og juridisk chef i LOBPA

Borgerstyret personlig assistance (BPA) er velfærdssamfundet fra sin bedste side.

Med ordningen får de godt 1.800 danskere, som har ressourcerne til og ønsket om at deltage i et aktivt liv mulighed for at deltage i fællesskabet – et fællesskab som ellers kan være mindre tilgængeligt på grund af omfattende fysisk handicap.

Ved at kunne ansætte personlige handicaphjælpere til den daglige hjælp får det enkelte menneske mulighed for at være herre i eget liv.

Desværre fungerer ordningen ikke optimalt i dag.

Administration står i vejen
Det kan være svært for borgeren at finde en virksomhed eller forening til at hjælpe med at administrere arbejdsgiveransvaret i BPA-ordningen.

De nuværende regler betyder, at BPA er forbundet med stor administration i kommunerne, og den pressede økonomi i ordningen gør, at det bliver stadigt vanskeligere for virksomheder at være leverandør på området.

KL, FOA og Handicapbranchen Danmark er derfor glade for, at social- og indenrigsministeren har lovet at se på, hvordan BPA-ordningen kan komme til at fungere bedre til gavn for borgeren med et handicap.

Vi mener, det er afgørende at reformere BPA-området til gavn for brugerne. Vi har også et fælles bud på, hvordan vi kan løse dele af problemerne på området.

Løsningen er en takstmodel
KL, FOA og Handicapbranchen Danmark foreslår, at der bliver indført en takstmodel for beregning af tilskud til en BPA-ordning.

En takstmodel vil øge borgernes tryghed og retssikkerhed - takket være større gennemsigtighed og ensartethed på området.

En takstmodel på et fornuftigt niveau vil også bidrage til at skabe et trygt arbejdsmarked for handicaphjælperne og gøre det lettere for virksomhederne på området.

Sidst men ikke mindst vil en takstmodel gøre administrationen af ordningerne lettere for kommunerne.

En sådan takstmodel er en win-win for alle parter.

Takstmodellen fordele
For det første vil det skabe øget tryghed for borgerne.

For det andet vil det skabe grundlag for bedre arbejdsvilkår for medarbejderne.

For det tredje vil det skabe stabile rammevilkår for virksomhederne og for det fjerde vil det mindske de administrative byrder i kommunerne.

Løsningen ligger lige for.

Nu er det op til social- og indenrigsministeren at fremtidssikre BPA-ordningen for de 1.800 borgere, der i dag venter på en løsning.

Forrige artikel Knud Aarup om plejehjemssag: Det er ikke kun ældreplejen, der har store problemer Knud Aarup om plejehjemssag: Det er ikke kun ældreplejen, der har store problemer Næste artikel Aarhus Kommune og civilsamfund: Vi skal holde fast i den fælles coronaindsats Aarhus Kommune og civilsamfund: Vi skal holde fast i den fælles coronaindsats
KL vil lette inklusionen med fælles ledelse af dagtilbud, skole og SFO

KL vil lette inklusionen med fælles ledelse af dagtilbud, skole og SFO

FORSLAG: Det skal være muligt for flere kommuner at organisere dagtilbud, skole og SFO med en fælles leder, foreslår KL i nyt udspil. Forslaget skal sikre bedre overgange fra børnehave til skole og gøre det nemmere at indføre anbefalingerne fra inklusionseftersynet.