KL: Moderne byudvikling kræver en moderniseret lovgivning

Af Jørn Pedersen (V)
Formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg

Meget byudvikling foregår i dag ved, at man anvender områder, hvor der før lå produktionserhverv, til placering af nye byfunktioner så som boliger, offentlige institutioner, kontorer og lignende. Dette står dog i stor kontrast til tidligere tider, hvor byudvikling hovedsageligt skete via inddragelse af bar mark med større afstande og dermed færre potentielle miljøgener til følge. At inddrage ny jord kan nogle steder være vanskeligt og uhensigtsmæssigt, særligt dér hvor der er stort pres på arealressourcerne. Til gengæld har det den konsekvens, at vi er nødt til rykke tættere sammen.

Rammerne for denne sameksistens fastsættes i planloven og i høj grad også i miljøbeskyttelsesloven. Principperne i den nuværende regulering har den store kvalitet, at både erhvervslivets udviklingsmuligheder og befolkningens sundhed søges beskyttet. Denne gensidige beskyttelse skal bevares, men i en revideret form, der matcher de udfordringer, vi står med i byerne i dag – både i de store og i de knap så store byer.

Meget store økonomiske omkostninger
I dag kan kommunen omdanne ældre erhvervs- og havneområder til boligformål med en lidt højere tålegrænse for støj, hvis kommunen kan dokumentere, at forureningen vil blive nedbragt inden en periode på otte år. Altså hvis man kan bevise, at en eksisterende virksomhed enten lukker eller reducerer sin forurening væsentligt inden for denne periode.

Reglerne anvendes dog meget sjældent. Årsagerne er ofte, at kommunerne selvsagt ikke ønsker, at de tilbageværende virksomheder skal tvinges væk. Det kan nemlig have meget store økonomiske omkostninger for virksomhederne og være skadeligt for den lokale beskæftigelse. Andre steder, ofte i områder, hvor der ikke er et lige så højt investeringspres, sker en glidende, langsom fraflytning, og kommunerne kan ikke dokumentere, at de tilbageværende virksomheder vil være væk i løbet af otte år.

I sidstnævnte tilfælde står halvtømte områder tomme hen i årevis, uden at hverken midlertidige eller permanente nye funktioner kan komme i gang. Bygninger og anden kulturarv, der egentlig godt kunne genanvendes, risikerer at forfalde i en sådan periode. Et byområde kan på den måde skubbe udviklingen i en meget uheldig retning, hvor forfaldet får lov at sætte ind med risiko for befolkningsfraflytning mv. 

Vi mener, at det er et problem, at strandbeskyttelseslinjen administreres efter akkurat samme model foran byerne som ude på de åbne kyststrækninger.

Jørn Pedersen (V)
Formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg

KL ønsker derfor, at der gives langt bedre muligheder for at planlægge for blivende sameksistens mellem resterende virksomheder i en tidligere meget aktiv erhvervshavn eller mellem et stationsnært erhvervsområde og nye bymæssige anvendelser. Af den simple årsag, at det i moderne byudvikling ikke længere er et spørgsmål om enten-eller, men snarere om både-og.

Danmark står ikke alene med disse udfordringer, og der findes andres steder i Europa, hvor man arbejder med at sikre en fornuftig byudvikling, der inkluderer både boliger og erhverv - også på den lange bane. Staten kunne med fordel kigge på reguleringen i storbyer som eksempelvis Hamborg og Bremen. Her findes måske noget, som kan anvendes i en dansk kontekst.

En mere moderne lovgivning
I nogle af de byer, hvor udviklingen ikke går så stærkt - fx hvor en ældre havn har mistet sin erhvervsmæssige funktion - vil vi som nævnt gerne kunne iværksætte nye initiativer. Og helst mens bygninger og anden kulturarv stadig kan bruges til noget. KL har bl.a. foreslået, at man i den forbindelse kigger på naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinje.

Vi mener, at det er et problem, at strandbeskyttelseslinjen administreres efter akkurat samme model for byerne som ude på de åbne kyststrækninger. Fx virker det helt fjollet, at vi i byområder kun kan tillade tiltag, der understøtter én type erhverv, nemlig havnedrift, og ikke andre typer af erhverv, der er præcis lige så afhængige af kysten – det kunne eksempelvis være kystturisme.

Vi har derfor også på dette område brug for en mere moderne lovgivning, der understøtter de vækstpotentialer, som findes i forskellige dele af landet, og som rummer en mere nuanceret forståelse af beskyttelsesinteresserne ved kysten. Jeg er derfor også glad for, at Miljø- og Fødevareministeren nu har varslet en revision af strandbeskyttelseslinjen. Det er afgørende, at den revision sikrer en mere differentieret beskyttelse, så byerne ikke administreres på samme måde som de åbne kyststrækninger.