Knud Vilby: Sociale investeringer efterlader kommuner med de tungeste opgaver

Som den sociale investeringsmodel er indrettet nu, sidder kommuner tilbage med de tungeste opgaver, mens bureaukratiet vokser. Der er behov for at gentænke modellen, skriver Knud Vilby.

Den sociale investeringsmodel efterlader kommunerne med for meget bureaukrati, skriver Knud Vilby. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Knud Vilby

Fhv. chefredaktør, Information, journalist og forfatter

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fonde og private investorer har slet ikke været så aktive som sociale investorer, som Folketingets flertal regnede med, da Folketinget i 2018 etablerede den statslige sociale investeringsfond.

Og ifølge ph.d. i sociale investeringer, Karsten Storgaard Bjerre, skal der noget nyt til, hvis sociale investeringer for alvor skal komme til at spille en aktiv og positiv rolle for kommunerne i deres sociale arbejde. Det beskrev han i Altinget 29. marts.

Han gjorde blandt andet opmærksom på, at investeringerne ofte er ret komplicerede og derfor kræver et øget arbejde af kommunerne, på et tidspunkt hvor det politiske mantra er afbureaukratisering og frisættelse.

Debatserie

I 2018 ville nuværende beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen og social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil "åbne døren for det næste store kapitel i velfærdssamfundets historie" med sociale investeringer.

Selvom én af bannerførerne for sociale investeringer nu sidder for bordenden i Social- og Boligministeriet, er sociale investeringer ikke nævnt med ét ord i det nye regeringsgrundlag.

På Altinget Social tager vi temperaturen på de sociale investeringer. Hvilke udfordringer har projekterne mødt? Lykkes det at lokke de tunge økonomiske muskler i det private erhvervsliv og pensionskasserne til bordet? I bund og grund: Hvordan ser den politiske fremtid for sociale investeringer ud?

Vil du bidrage til debatten?

Skriv til [email protected] for at høre om mulighederne.

Samtidig fokuserede han på, at det er et problem, at når den sociale investor skal have udbytte af sine investeringer, er det kommunerne der skal betale, mens besparelserne skabt af den sociale investering ofte kommer både stat, regioner og kommuner til gode.

Jeg vil gerne uddybe, hvordan sociale investeringer meget let kan komme til at betyde mere bureaukrati, flere målinger og snævrere let-evaluerbare sociale indsatser, netop på et tidspunkt, hvor der er behov for det modsatte.

Husk de nødvendige begrænsninger

Grundideen i hele tanken om private sociale investeringer er, at de rigtige sociale indsatser koster penge, men også på sigt fører til offentlige besparelser, fordi de fører til, at nogle mennesker går fra en mere passiv social forsørgelse til et mere aktivt, selvstyret liv.

Derfor kan indsatserne gøres til en investering med potentiale for udbytte.

Men sådanne indsatser tager tid og er vanskelige. Og skal man kunne måle de offentlige besparelser i forhold til den konkrete sociale investering, skal indsatserne beskrives meget præcist, og derefter skal der måles mindst lige så præcist, om de forventede positive effekter opstår.

Ikke alt kan måles, og derfor må man også afgrænse præcist. Fondschef i Den Sociale Investeringsfond, Camilla Bjerre Damgaard sagde i 2021 i et interview med Altinget, at ”der, hvor indsatsen er meget bredspektret, kan det være svært at lave en social investering. Flere og flere fonde arbejder med alliancedannelser og kulturændringer, og det er meget svært at måle på. Forandringskæden er for kompliceret.”

Ikke alt kan måles, og derfor må man også afgrænse præcist
Knud Vilby

Det er dejligt, at fondschefen selv giver udtryk for de nødvendige begrænsninger, og for at den konkrete sociale investerings-case skal skrues sammen, så den ikke er for kompliceret.

Men det øger den kommunale opgave. Man skal altså dykke ned i det sociale område for først at identificere, hvad der forholdsvis enkelt kan måles og vejes og derfor være investeringsegnet.

Man skal derefter udarbejde kravspecifikationer til den konkrete case. Hvis det lykkes at tiltrække investorer, skal man finde ud af, hvem der skal implementere opgaven. Typisk vil det være en civilsamfundsorganisation på det sociale område, men det kan også være private kommercielle aktører eller kommunen selv. Der skal så laves et partnerskab mellem kommune, social investor og civilsamfundsorganisation, som det eksempelvis er sket i indsatser, der skal bekæmpe hjemløshed.

Både kommuner og civilsamfundsorganisationer mangler penge. Der er således ingen tvivl om, at det positive aspekt er, at sociale investorer kan bringe nye økonomiske midler ind på det sociale område. Og det er positivt at fonde, som eksempelvis Bikubenfonden, arbejder aktivt med og for dette.

Men det er også let at se risiciene.

Indsatsen skal gentænkes

Der er en risiko for, at fordi, det er de ”enkle eller relativt nemme” sociale problemer, der er bedst egnede til sociale investeringer, så sidder kommunen tilbage med de tungeste opgaver, samtidig med at den nu skal bruge flere ressourcer på at måle og veje og afrapportere de sociale investeringsindsatser.

Min tilgang til området har været civilsamfundets rolle, og der er ofte en central rolle for civilsamfundsorganisationerne i implementeringen af opgaverne. Det kan kommunen for eksempel hyre dem til med fondsmidler.

Organisationernes skal i højere grad indordne sig, og det kan medføre, at deres viden og erfaringer spiller en mindre rolle end tidligere
Knud Vilby

Jeg udgav sidste år bogen "Civilsamfundet – mellem stat og marked", og et af hovedbudskaberne i den bog er, at hvor det for 30 år siden typisk var civilsamfundsorganisationerne, der stillede krav til det offentlige (om forbedrede sociale indsatser), så er det nu i højere grad det offentlige, der stiller krav til civilsamfundsorganisationerne, der skal følge flere offentlige krav.

Organisationernes skal i højere grad indordne sig, og det kan medføre, at deres viden og erfaringer spiller en mindre rolle end tidligere.

Det er desværre en udvikling, som private sociale investeringer kan forstærke, medmindre man er ekstremt opmærksom på, at organisationernes viden og erfaringer skal være med til at definere udformningen af opgaverne helt fra start.

Karsten Storgaard Bjerre skriver, at de sociale investeringer i dag er en dråbe i havet, og at der er tøven flere steder i systemet. Kommunerne tøver, blandt andet af de grunde, jeg her har beskrevet, og pensionskasserne er heller ikke overbeviste.

Det er positivt, at nogle af de betydelige fonde i Danmark er parate til at indgå i socialpolitiske opgaver, tage risiko og vise ansvar, men det er åbenbart, at der er nogle meget store uløste udfordringer, ikke blot omkring målingen og fordeling af et eventuelt udbytte, men også om defineringen og implementeringen af opgaverne.

Det ligger vist nok i politisk tænkning, at man gerne vil gøre det komplicerede enkelt, fordi man derefter kan foregive, at man kan løse komplicerede problemstillinger med enkelt indsatser. Men hvis sociale problemer er omfattende og alt for komplekse til forenklede diagnoser, risikerer man at fejle stort.

Et tæt samarbejde mellem fonde, organisationer og kommuner kan være med til at sikre den rigtige problembeskrivelse, og at indikere de bedst mulige indsatser. Men der er snævre grænser for, hvor meget man derefter, med ansvarligheden i behold, kan skære opgaverne til for at tilpasse dem til investeringskriterierne.

Karsten Storgaard Bjerre taler om behovet for flere statslige midler. Det tror jeg er rigtigt, men der er nok også brug for at gentænke og gendiskutere dele af konceptet. Derfor tak for debatten.

Politik har aldrig været vigtigere