Konservativ: Staten kan ikke bare overlade kulturen til kommunerne

Af Nikolaj Bøgh (K)
Folketingskandidat, Københavns Storkreds, og rådmand på Frederiksberg

I disse år sker der noget opsigtsvækkende med dansk kulturpolitik. Samtidig med, at staten løbende skærer ned på kulturbudgetterne med de årlige toprocentsbesparelser, bruger kommunerne flere og flere penge på kultur.

De samlede offentlige udgifter til kultur er derfor nogenlunde uforandrede, selvom statens kulturbudget er reduceret væsentligt.

Selvom sågar partiet Venstre, der ikke har haft nogen synlig kulturpolitik gennem en årrække, nu i valgkampens hede taler om at droppe toprocentsbesparelserne, så er statens kulturinstitutioner særdeles nødlidende, udstillingssteder er lukket, udstillingsaktiviteter og forestillinger aflyst eller nedskaleret, og højt kvalificerede medarbejdere afskediget i hobetal.

Hvis valgløfterne indfries, kan man muligvis stoppe blødningen, men der er tilføjet stor skade til statens kulturaktiviteter, som det vil tage mange år at genoprette, om muligt. Og den store udfordrer til ledelsen af landet, Socialdemokratiet, taler stadig om at fastholde grønthøsterbesparelserne, men blot reducere dem til en halv procent årligt. I så fald bliver det fortsat svært.

Kommunerne prioriterer kultur
Mange kommuner har prioriteret helt anderledes og i stedet valgt at gøre kultur til et strategisk indsatsområde, der styrker og udvikler kommunens identitet. Gode eksempler er Helsingør, der fra en position som hensygnende industri- og værftsby i dag har udviklet sig til en by, som man i kraft af spektakulære nye tiltag som M/S Museet for Søfart og Kulturværftet i høj grad forbinder med kultur og attraktive og spændende bymiljøer.

Op til det igangværende folketingsvalg har man hørt mange frustrerede kulturaktører, som hungrer efter at blive taget alvorligt af Christiansborg, hvor kulturen primært kommer på tale, når den kan spændes for en anden politisk vogn.

Nikolaj Bøgh (K)

I Jylland udmærker blandt andet Hjørring sig med en markant satsning på kultur som led i en bosætningsstrategi, der skal tiltrække en bred vifte af kvalificerede borgere inden for mange erhvervs- og uddannelsesområder. Som det mest markante eksempel på denne strategi åbnede Vendsyssel Teaters nye bygning i 2017 som det første nybyggede teater i provinsen i mere end 100 år, der nu har skabt helt nye typer af aktivitet og sammenhæng i Hjørrings centrum.

Også på Frederiksberg bliver kulturen opprioriteret kraftigt i disse år med blandt andet en omfattende renoverings- og udviklingsplan for Frederiksbergmuseerne og en markant satsning på ungdomsteater på det klassiske Aveny-T på Frederiksberg Runddel.

Kunst og kultur skaber mange steder i landet mere attraktive byer og bymiljøer, der fungerer som katalysator for restauranter, caféer og detailhandel, der alle gerne vil placere sig i nærheden af steder, hvor der i forvejen er et spændende og attraktivt liv, som folk har lyst til at være en del af.

Hvad med kulturen i valgkampen?
Kommunernes prioritering af kulturen hænger godt sammen med det faktum, at danskerne er store kulturforbrugere – ifølge Eurostat har vi det største kulturforbrug i EU. Og en nylig undersøgelse fra Mandag Morgen i samarbejde med Altingets kulturpolitiske netværk viste da også, at danskerne generelt vægter kulturen højt, tillægger den stor betydning som katalysator for sammenhængskraft og fællesskab og ønsker, at kulturen skal støttes af det offentlige.

Derfor er det i grunden mærkværdigt, at kultur fylder så lidt landspolitisk og så lidt i den igangværende valgkamp. For hvis det er noget, danskerne går op i, så skulle man tro, mange politikere også var interesserede i at tale om det.

I den landspolitiske debat fylder kultur meget lidt, og op til det igangværende folketingsvalg har man hørt mange frustrerede kulturaktører, som hungrer efter at blive taget alvorligt af Christiansborg, hvor kulturen primært kommer på tale, når den kan spændes for en anden politisk vogn – hvad enten det nu er udflytningspolitik, udlændingepolitik eller drømmen om at skære ned på statens omfang.

Kulturpolitik på Christiansborg er gennemgående en nichebeskæftigelse, og kulturordførerne rangerer meget lavt i partiernes interne hierarkier. Anderledes i kommunerne, hvor kulturen ofte er på toppen af den politiske dagsorden med stor bevågenhed fra borgmesterniveau.

Prioritering af kulturen
Så hvem har i grunden "misforstået" befolkningens prioritering af kultur – den borgmester, der altid gerne åbner en kunstudstilling i sin kommune, eller de partier på Christiansborg, som stort set ikke har nogen synlig kulturpolitik?

I kommunerne er man ofte tættere på borgernes dagligdag og ved lidt mere om, hvad de går op i. Det er derfor næppe tilfældigt, at vi ser voksende kulturbudgetter i kommunerne. De afspejler et ønske hos borgerne, som belønner politikere, der sætter kulturen på den lokale dagsorden.

På Christiansborg er man længere væk, og i partiernes prioritering af de forskellige politikområder fylder meningsmålinger og fokusgrupper stadig mere. Og de viser ret entydigt, at kulturen ikke fylder det store hos vælgerne.

Når man spørger, hvad der skal spares på, er det ofte kulturen, der bliver fremhævet. Men spørgsmålet er, om den slags undersøgelser egentlig giver et retvisende billede?

Skal man prioritere mellem en kræftoperation eller en tur i teatret, så vælger man naturligvis kræftoperationen. Og man vil også hellere have undervist sine børn end at kunne gå på museum. Men den slags modsætninger eksisterer heldigvis ikke i virkelighedens verden.

Staten kan ikke vaske hænder
Kultur er en del af livet for de fleste mennesker, og kulturen er en del af den fælles prioritering, man foretager som et civiliseret samfund. Ja, kultur er i virkeligheden kernevelfærd, for kultur skaber trivsel, udvikling og fællesskab. Og det har ethvert samfund brug for, snarere i højere grad end i mindre grad i denne tid, hvor sammenhængskraften udfordres fra mange sider.

Kultur er nødvendig social infrastruktur i et samfund, som man ikke bare bevidstløst kan skære ned på. Det har man et skarpt blik for i kommunerne, og man kan håbe på, at tiden efter folketingsvalget langt om længe også vil føre til en nødvendig kursændring i den statslige kulturpolitik.

For kommunerne og staten har hver deres sæt af opgaver på det kulturelle område; en arbejdsdeling, som skal respekteres. Det er kommunernes opgave at varetage det, der er lokalt og tæt på den enkelte borgers dagligdag – biblioteker, lokale kulturhuse, teatre, lokalt forankrede museer med mere. Men det er statens opgave at varetage den fælles, nationale kultur. Danskernes kulturarv, de store nationale museer og de kulturinstitutioner, der sikrer, at dansk kultur også udvikler sig på et højt kvalitetsniveau.

Derfor kan staten ikke blot vaske hænder og glæde sig over, at kommunerne overtager mere og mere af det offentlige kulturbudget. For uden en fælles national kulturpolitik – en fælles fortælling om dansk kultur – der mister vi den overligger, der gør alt det lokale sammenhængende og meningsfuldt.

Statens kulturpolitik er som stammen på et træ, kommunernes indsats er grenene. Et sundt træ forudsætter både stamme og gren, og hvis stammen bliver svag, har grenene også svært ved at vokse og trives. Derfor skal vi have genskabt en levende og dynamisk statslig kulturpolitik. Kommunerne viser vejen, men de kan ikke gøre det alene.