Debat

Kraka om planlov: Rigtig retning, men ikke nok

KLUMME: Den nye planlov er et skridt på vej mod en mere effektiv detailhandels-sektor, men vi bør tage stikket helt hjem og ophæve alle restriktioner på butiksstørrelser, mener Kraka. 

Foto: Claus Fisker/Scanpix
Jens Hauch
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Hauch
Vicedirektør, Kraka
Nicolai Kaarsen
Ledende økonom, Kraka

For et par uger siden landede regeringen, S, DF og K en aftale om en ny planlov, som blandt andet løsner op for begrænsningerne på, hvor store butikker må være. Det er vi glade for i Kraka, for forskningen fra blandt andet USA, England og Italien siger entydigt, at færre begrænsninger på butiksstørrelse og -placering giver lavere priser, bedre kvalitet og større udvalg af varer. Alt sammen til gavn for forbrugerne.

Men før vi lader champagnepropperne springe, er der dog også mangler i aftalen. Godt nok bliver båndende, der begrænser størrelsen på butikker, der sælger såkaldte udvalgsvarer – for eksempel tøj, sko, radio, bøger og møbler – klippet helt over. Men de løsnes kun lidt op, når det gælder dagligvarebutikker, det vil sige typisk supermarkeder.

Således bliver det fortsat ikke lovligt at bygge de helt store Bilkaer og andre hypermarkeder i mellemstore byer.

Hvis indkøbsmulighederne i Vestjylland generelt forbedres, fordi der bygges hypermarkeder i Holstebro og Ringkøbing, kan det gøre området mere attraktivt samlet set.

Jens Hauch og Nicolai Kaarsen
Kraka

Hæmmer produktiviteten
I USA går Walmart langt med lave priser og kæmpe udvalg drevet af innovationer inden for logistik, organisation og IT. I Walmart kan man købe alt fra dagligvarer over medicin og jagtvåben til begravelser. På trods af dette er der i amerikanske byer et livligt erhvervsliv med mange små handlende.

Bystrukturen i USA er anderledes end i Danmark, og det vil nok være grænseoverskridende for de fleste danskere, hvis danske butikker har et helt så bredt udvalg som Walmart, men det behøver større danske butikker ikke at indebære.

Og planlovens grænser for butiksstørrelser hæmmer produktivitetsudviklingen i handelslivet. Det danske – og europæiske – produktivitetsproblem skyldes til dels sådanne begrænsninger på at drive virksomhed.

Lokalkøbmanden
Men vil hypermarkederne ikke kvæle Spar-købmanden, som forsyner landsbyen med den glemte fløde til aftenkaffen og søndagsbasser?

Jo, hypermarkeder vil formentlig betyde færre butikker i de omkringliggende småsamfund, og dermed at nogle skal køre længere for at købe ind. Men det er forbrugernes valg. Hvis lokalbefolkningen foretrækker lokalkøbmanden, der ligger lige rundt om hjørnet, vil han overleve.

Hvis de omvendt foretrækker at køre lidt længere for billigere varer og større udvalg og kun går til købmanden efter den glemte mælk til havregrynene en gang om måneden, så er det måske ikke så slemt, at købmanden lukker.

En typisk indvending er, at når de små butikker på landet dør ud, vil tendensen til, at folk flytter fra land mod by, forstærkes. Men hvis indkøbsmulighederne i Vestjylland generelt forbedres, fordi der bygges hypermarkeder i Holstebro og Ringkøbing, kan det gøre området mere attraktivt samlet set.

Færre flytter væk
Fraflytningen fra de små landsbyer er nok uundgåelig, men med mere attraktive handelsmuligheder i de mellemstore byer kan fraflytningen fra eksempelvis Vestjylland måske reduceres.

Men hvad så med bymidterne i de mellemstore byer: Gågaden med Frellsens chokolade, Jack & Jones og Crazy Daisy? Vil en Bilka ved omfartsvejen ikke kvæle livet i bymidten?

Et engelsk studie viser, at når man åbner op for store butikker i udkanten af byen, vil der samlet set blive færre forretninger i centrum. Men det er primært kædeforretninger, som rykker ud, mens antallet af øvrige forretninger stiger.

Fuld liberalisering
I øvrigt kan bylivet også reguleres gennem lokalplanen. Hvis man fra lokalpolitisk hold ikke ønsker et hypermarked, kan det forhindres. En fuld liberalisering af butiksstørrelser behøver ikke at ændre på lokalpolitikerenes muligheder for at styre byens udformning under hensyntagen til midtbyen, miljø, gamle bygninger med videre.

Den ny planlov er et skridt i den rigtige retning af en mere effektiv detailhandels-sektor, men vi bør tage stikket helt hjem og ophæve alle restriktioner på butiksstørrelser.

----
Jens Hauch er vicedirektør og cheføkonom i den fag-økonomiske tænketank Kraka. Han har tidligere været ansat i De Økonomiske Råds Sekretariat og har en ph.d. i økonomi fra Københavns Universitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00