Markant Røde Kors-formand i afskeds-salut: Kommunen er fløjtende ligeglad med de frivillige

FARVEL: Formanden for Røde Kors i Herlev, Jimmy Gørtz, er trådt tilbage. Han mener, kommunen prioriterer samarbejdet med de frivillige foreninger alt for lavt. Den udlægning afviser borgmesteren. Sammenstød mellem kommuner og foreninger er ikke ualmindelige, fortæller ekspert. 

"Når dem, du samarbejder med, pludselig ikke
samarbejder længere, så bliver du frustreret og ærgerlig," siger Jimmy Gørtz. 
"Når dem, du samarbejder med, pludselig ikke samarbejder længere, så bliver du frustreret og ærgerlig," siger Jimmy Gørtz. Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Carsten Terp Beck-Nilsson

Formanden for Røde Kors i Herlev har trukket sig.

Det lyder ikke som en nyhed, der kan få et medie til at trække i breaking-gult. Men Jimmy Gørtz er ikke hvem som helst. I sine fem år hos Røde Kors har han skabt mere aktivitet og trukket flere overskrifter end nogen anden af hjælpeorganisationens lokalformænd. Og når den markante formand træder tilbage, går det naturligvis ikke stille af sig.

”Kommunen agerer, som om den er fløjtende ligeglad med det frivillige arbejde,” siger Jimmy Gørtz og tilføjer:

”Som frivillig vil man ses og respekteres. Men kommunalbestyrelsen og kommunens nye ledelse er ligeglade. De opfører sig på den måde i hvert fald.”

Jeg har ikke nogen forståelse for, at han tegner et billede af en kommune, som ikke understøtter frivilligheden.

Thomas Gyldal Petersen (S)
Borgmester, Herlev Kommune

Den udlægning er Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), mildt sagt ikke enig i.

”Det kommer dybt bag på mig, og jeg er ærligt talt rystet,” siger han og fortsætter:

”Og hvorfor er det her overhovedet en sag for Altinget, hvordan forholdet er mellem kommunen og en forening i Herlev?”

Foreninger vil ikke tages for givet
Borgmesterens spørgsmål er meget forståeligt, så lad os starte der.

Når krudtrøgen er lettet, åbenbarer der sig et principielt spørgsmål om forholdet mellem ildsjælene i de frivillige foreninger og de ansatte og politisk valgte i den offentlige sektor.

Marie Baad Holdt er chefkonsulent hos Ingerfair og ekspert i frivillighed. Hun kender ikke det konkrete forløb fra Herlev. Men hun fortæller, at sammenstød mellem kommuner og foreninger ikke er noget ukendt fænomen.

”Kommunerne siger igen og igen, at de værdsætter frivilligheden. Men jeg hører jævnligt fra foreninger, der føler, at de bliver taget for givet,” siger hun:

”De løfter en stor opgave. Og de forventer, at der bliver taget tid til at anerkende dem.”

Frustreret og ærgerlig
Og anerkendelse er kernen i sagen fra Herlev.

Jimmy Gørtz er legemliggørelsen af den dobbelthed, der ligger i frivilligheden: ønsket om at gøre noget for andre for på den måde at gøre noget for sig selv.

For tre år siden fortalte vi, hvordan Jimmy Gørtz har fravalgt lederstillinger og frabedt sig forfremmelser for at kunne lægge 25 frivillige timer hver uge hos Røde Kors. Gennem sin indsats der fik han værdi som menneske.  

Klik her for at læse artiklen: Manden, der ville redde andre for at redde sig selv 

Men nu er der slukket for det glødende engagement. Ikke kun på grund af Herlev Kommune. Men det, Jimmy Gørtz opfatter som et forhold i frit fald, har spillet en væsentlig rolle i hans beslutning.

”Indtil for et år siden rejste jeg land og rige rundt og fortalte om det gode forhold til kommunen. Men når dem, du samarbejder med, pludselig ikke samarbejder længere, så bliver du frustreret og ærgerlig,” siger han.

Et frustrerende år
Det er det akkumulerede resultat af en stribe hændelser over det seneste års tid, den nu forhenværende lokalformand reagerer på.

En frivillighedskoordinators og en kommunaldirektørs afgang har givet en mærkbart ringere kontakt til kommunen, mener Jimmy Gørtz.

Og et forsøg på at sælge byrådsmedlemmers og andre notabiliteters arbejdskraft på en auktion til erhvervslivet i Herlev slog helt fejl.

Tanken var, at politikerne skulle lejes ud til en dags arbejde, og indtægterne skulle gå til de frivillige foreninger. Men reaktionerne fra både erhvervslivet og medlemmer af kommunalbestyrelsen var negative. Og det blev lidt af en mavepuster, fortæller Jimmy Gørtz. Derfor blev auktionen aldrig til noget.

Mødet, der aldrig blev
Men især et bestemt forløb har frustreret Jimmy Gørtz.

”Efter kommunalvalget i 2017 skrev jeg til borgmesteren: ’Hvad ville du sige til, at vi holdt et møde, hvor den nye kommunalbestyrelse bliver præsenteret for de frivillige organisationer, så de ved, hvad der bliver lavet af frivilligt arbejde i kommunen?’” fortæller han.

Det syntes borgmesteren var en god ide. Det var den 19. november.

Ved nytårstid havde Jimmy Gørtz endnu ikke hørt fra kommunen. Så den 7. januar skrev han igen til borgmesteren. Og igen en uge senere. Denne gang fik han en besked fra borgmesterens sekretær om, at han ville høre nærmere.

I slutningen af februar havde Jimmy Gørtz stadig intet hørt, så han gik op på rådhuset og afleverede en seddel til borgmesteren. Men hørte intet.

I marts dukkede borgmesteren op til en reception i Røde Kors' butik. Her var meldingen, at han ville sætte sit sekretariat i gang med at sætte et møde op.

I maj skrev Jimmy Gørtz igen til borgmesteren. I mailen stod, at Røde Kors havde været nødt til at nedlægge aktiviteten ”Ny i Danmark”, fordi kommunens engagement var for småt.  

Midt i maj hørte Jimmy Gørtz fra sekretariatet, som spurgte, om han kunne komme forbi til et møde.

”Jeg bad om, at man kunne finde en tid i den sene åbningstid, da jeg ikke kunne blive ved med at tage fri fra arbejde,” fortæller Jimmy Gørtz:

”Så blev jeg indkaldt til en mandag formiddag klokken 11.”

I starten af juni var mødet omsider i kalenderen. Jimmy Gørtz fik trommet kommunens frivillige organisationer sammen. Men dagen før mødet blev han ringet op af borgmesterens sekretær med besked om, at de blev nødt til at finde en ny dato, da hverken borgmesteren eller andre fra kommunalbestyrelsen kunne deltage.

”Jeg havde håbet, at bare tre-fem af medlemmerne i kommunalbestyrelsen kunne komme, men da alle meldte fra, må jeg indrømme, at det blev dråben for mig,” siger Jimmy Gørtz. Han tilføjer:

”I fem år har jeg brugt tid og kræfter på at rende rundt og tilpasse mig. Og i virkeligheden er min vigtigste samarbejdspartner fløjtende ligeglad. Det er mine ambitioner for det frivillige arbejde for store til. Så der traf jeg valget om at bruge min tid på min familie i stedet for.”

Borgmester: Der tegnes et forkert billede
Som nævnt i toppen af artiklen kan Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen, ikke genkende det forløb, Jimmy Gørtz beskriver.

”Vi har igennem årene haft et enestående samarbejde med Røde Kors, og jeg har stor respekt for sagen og for det arbejde, der er gjort,” siger han og fortsætter:

”Men jeg har ikke nogen forståelse for, at han tegner et billede af en kommune, som ikke understøtter frivilligheden. For det er simpelthen et forkert billede.”

Thomas Gyldal Petersen pointerer, at Herlev Kommune har indgået et decideret partnerskab med Røde Kors, hvor kommunen støtter økonomisk op om foreningen.

”Den aftale er, så vidt jeg er orienteret, den eneste af sin art i landet. Og den har vi indgået, fordi der er brug for, at Røde Kors spiller en aktiv rolle i kommunen,” siger Thomas Gyldal Petersen.

Hans afbud til mødet med de frivillige foreninger skyldes i øvrigt, fortæller han, at han sidder i KL’s bestyrelse, som på daværende tidspunkt lå i økonomiforhandlinger med regeringen. Men det er ikke udtryk for, at kommunen ikke prioriterer frivilligheden, pointerer Thomas Gyldal Petersen.

”Det kan godt være, forholdet mellem Herlev Kommune og Røde Kors ikke er så tæt, som det har været i perioder. Men vi har ikke givet indtryk af, at døren er lukket. Tværtimod er min dør altid åben,” siger han.

Ekspert: Frivillige er også travle mennesker
Kalenderkonflikter er en klassiker i forholdet mellem kommuner og foreninger, fortæller Marie Baad Holdt fra Ingerfair.

”Når frivillige rydder deres kalendere for at stille op til møder, som så bliver aflyst med kort varsel, så føler de, at de bliver taget for givet,” siger Marie Baad Holdt.

Hun har fuld forståelse for, at folk i det offentlige har fyldte kalendere.

”Men det har de frivillige også. De er jo travle mennesker,” siger chefkonsulenten og fortsætter:

”Man tænker, at det nok ikke gør noget, hvis man udsætter eller aflyser et møde, fordi der kommer noget i vejen, mener hun. Men det gør det.”

Marie Baad Holdt har netop talt med en frivillig, som var med til at puste liv i et hensygnende lokalsamfund. Det var kommunen meget begejstret for. Men da han og en anden frivillig spurgte, om det var muligt at holde næste møde om aftenen, så de slap for at tage fri for arbejde, var svaret alligevel nej.

Marie Baad Holdt mener ikke, der er tale om nogen form for ond vilje. 

”Jeg tror bare ikke, man tænker over, at de frivillige har andet i deres kalender end det frivillige arbejde. Og det tror jeg, man glemmer, fordi det fungerer så professionelt. Men den manglende fleksibilitet hos kommunerne gavner ikke frivilligheden,” siger Marie Baad Holdt.

Ny formand: Forventningerne skal ned
Hos Røde Kors i Herlev skal den konstituerede formand, Stig Bergmann, samle trådene. Han påpeger i al stilfærdighed, at Jimmy Gørtz er en person, der forventer mere af andre, end de fleste gør.

”Jimmy er utrolig passioneret, og det er det, der gør, at han har sådan et fantastisk drive. Men passionen er også hans akilleshæl. Jimmy har virkelig brændt for Røde Kors i Herlev. Men han kan ikke forvente, at alle brænder for det på samme måde,” siger Stig Bergmann.

I lyset af det mener han, at Jimmy Gørtz' forventninger til Herlev Kommune har været for høje.

”Jeg ved jo godt, at kommunalbestyrelsesmedlemmer også har meget at se til. Så jeg vil nok ikke have helt de samme forventninger til, at de bare stiller til et møde i Røde Kors-butikken,” siger Stig Bergmann.

Forståelsen går begge veje
Han har været i kontakt med Thomas Gyldal Petersen, og de har aftalt at tales ved om samarbejdet. 

”Og det tror jeg på. Men borgmesteren er travl, så det er også min opgave at være opsøgende,” siger Stig Bergmann.

Også Thomas Gyldal Petersen anerkender, at kommunen og en frivillig forening som Røde Kors opererer på forskellige betingelser.

”Derfor skal vi øve os i at have en fælles forståelse og en fælles dagsorden. Og det går begge veje,” siger borgmesteren.

Han ser med fortrøstning på det fremtidige samarbejde med Røde Kors i Herlev.

”En god dialog og kommunikation er selvfølgelig vigtigt. Det har vi altid haft med Røde Kors. Nu er opgaven at få en god dialog med den nye leder. Og det er jeg overbevist om, at vi får,” siger Thomas Gyldal Petersen.

Og Jimmy Gørtz selv?

Han håber, at kommunen og Røde Kors får genetableret det gode samarbejde.

”Der er en fantastisk god formand og nogle helt fantastiske frivillige. Og det, der er bygget op i Herlev, er virkelig godt,” siger han.

Men samtidig hejser Jimmy Gørtz et advarselsflag. Til Herlev Kommune og alle andre, der samarbejder med frivillige foreninger.

”Man skal virkelig være påpasselig med de frivillige. Hvis man ikke viser de frivillige respekt og anerkendelse for den indsats, de yder, så stopper de.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Gyldal Petersen

Borgmester (S), Herlev Kommune, formand, KL's Børne- og Undervisningsudvalg
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Marie Baad Holdt

Partner, Ingerfair
Designmanager (IBA Kolding, 2002)

0:000:00