Ove Kaj Pedersen: Mette Frederiksens nye regering er en indrømmelse af, at hendes populisme var en fejl

"Min far var landbetjent. Helt ude på Norddjursland. De oprettede landbetjent-embedet i slutningen af 1960'erne, fordi da havde man fundet ud af, at landdistrikterne også skulle inddrages i velfærdsstatsprojektet. Og der var ikke ro og orden ude på landet, og derfor var landbetjenten den første velfærdsinstitution, der blev flyttet ud. Og det gik ud på at bringe ro og orden: ingen lørdagsslagsmål og især ingen, der kørte på forbudt benzin."

Forbudt benzin?

"Jamen, alle traktorer blev fyldt med alt muligt skidt og møg."

Så der var en sort økonomi der?

"Der var en voldsom sort økonomi, og der blev købt ved porten. Der blev solgt mælk og grise – og der var ingen sundhedskontrol på det. Og det var en af landbetjentens opgaver at køre rundt med en firkantet kasse og tage prøver fra mejerierne og Brugsen og landmændene og sende dem ind til test på et laboratorium."

Og mens Ove Kaj Pedersens far arbejdede som fortrop for realiseringen af velfærdsstatens velregulerede samfund, gik han selv i skole på en den nybyggede centralskole i Glæsborg.

"De fleste drenge derude var fra små husmandsbrug, og det vil sige, at de ikke gik lige så tit i skole som dem, der kom fra fuldmægtig-familier. De hakkede roer, og de stod tidligt op for at muge ud hos dyrene. Undervisningspligten blev først sat rigtigt i gennem i 1970'erne, og det betød en af de allerstørste strukturændringer i dansk landbrug. For med ét havde de små husmandsbrug ikke længere deres børn som medhjælpere. Og de havde ikke råd til at ansætte medhjælp udefra, med det resultat at de små husmandsbrug døde ud på grund af undervisningspligten."

Den barndomserfaring er sigende – og måske også formende – for Ove Kaj Pedersens grundlæggende analyse af det danske samfund. Historien om den danske velfærdsstat ikke lineær og fredfyldt, men dynamisk og fuld af spændinger og konflikter, der leder til nye kompromiser.

Vi er på vej ind i et gebommerligt slagsmål.

Man skal med andre ord ikke lade sig forlede af, at vi bruger det samme navn, velfærdssamfundet eller velfærdsstaten, for det danske samfund siden Anden Verdenskrig. Bag navnet gemmer der sig voldsomme forandringer.
 
Og den største forandring er Ove Kaj Pedersen blevet berømt og i visse kredse også berygtet på at analysere og – især – navngive.

Hvor kom konkurrencestaten fra?

Konkurrencestaten er ikke bare en titel på hans store forskningsmæssige bidrag til dansk samfundsvidenskab. Den blev et fælles referencepunkt i den offentlige debat, og det blev en term, flere var imod end havde sat sig ind i.

Ove Kaj Pedersen viste, hvordan årtiers reformer fra 1982 og frem med det fælles mål om konstant at forbedre dansk konkurrenceevne havde reddet den danske velfærdsstat, da dens finansielle grundlag smuldrede mellem stigende arbejdsløshed, stigende inflation, stigende statsgæld og eksplosive renter.

Men ikke uden at forandre den samtidig. Pludselig blev alle dele af velfærden inddraget i skabe et konkurrencedygtigt samfund fuld af arbejdsparate, højkompetente borgere.

Det nye er, at vi både skal være en warfare state og en welfare state, samtidig med at klima presser sig på som det overliggende politikområde.

Først forsvandt dyrtidsreguleringen, så blev dagpengeperioden halveret to gange inden for 15 år, de arbejdsløse blev stresset af den aktive arbejdsmarkedspolitik, og de studerende fik fremdriftsreformen i hælene. Arbejdsudbuddet blev kontant udvidet, og med fælleserklæringen fra 1987 blev fagbevægelsen enige med arbejdsgiverne om, at løn var en omkostning, der skulle holdes i ave, så konkurrenceevnen kunne stige. Danske arbejdere kunne gå til jobfest i stedet for en konjunkturafhængig lønfest, der kun var sjov, indtil lavkonjunkturen slukkede lyset.

"Det startede med den første Schlüter-regering i 1982, hvor den daværende finansminister, Henning Christophersen (V), satte konkurrenceevnebegrebet over alle begreber. Han sagde, at den danske velfærdsstat skulle indordne sig under den internationale konkurrence og bidrage til at fremme den danske konkurrenceevne," siger Ove Kaj Pedersen.

Hans pointe er ikke bare, at konkurrencestaten efterhånden er kommet op i årene. Den er også, at der går lang tid, fra politiske forandringer finder sted, til at vi kan give dem et navn og gøre dem synlige.

"Jeg publicerer først min bog i 2011,” som han siger. ”Der er altså et vældigt efterslæb. Men det er forudsætningen for al forskning, der prøver at have en lang tidshorisont. Det gælder også nu," siger han:

"For jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi er i, hvad jeg vil kalde en ny overgangsperiode. Hvad det er, ved vi ikke præcist endnu, men der er en række indikatorer, vi kan se allerede nu."

Tilbage til industripolitikken

For Ove Kaj Pedersen er folketingsvalget og projektet om en midterregering en reaktion på, at globaliseringen forandrer sig i de her år.

Fra konstant at inddrage mere og mere af verden i fælles frihandel, findelte forsyningskæder og udbredelse af det liberale demokrati trækker globaliseringen sig sammen. Verden bliver i stigende grad opdelt i regioner, der også skal kunne kontrollere deres grænser, og ja, som Ukrainekrigen har lært europæerne, indimellem også forsvare dem.

Vi vil stadig kalde det et velfærdssamfund, også selvom det vil være gennemgribende forandret.

Det betyder nye vilkår for handel og konkurrence og dermed for velfærdsstatens økonomiske fremtid, og det betyder heftig investering i forsvar. Alt sammen noget, der skal foregå inden for rammerne af den grønne omstilling.

"Det er de tre dimensioner – klima, herunder energi, forsvar, herunder oprustning, og så velfærd, herunder demografi – der gør, at der skal reformeres, ” siger Ove Kaj Pedersen. ”Og det ved de fleste, politikere såvel som befolkning."

Når det kommer til handel og konkurrence, er det store skift, at danske virksomheder i stigende grad skal konkurrere mod arbejdsmarkeder, der er lige så højtkvalificerede og teknologiske som vores eget.

"I 1980'erne og 1990'erne skulle vi konkurrere med økonomier, der var usammenlignelige, for eksempel den kinesiske med den enorme og billige arbejdskraft, der var der, og som producerede varer, vi går rundt med på vores krop og i vores tasker," analyserer Ove Kaj Pedersen

"Nu skal vi konkurrere med lande med sammenlignelige økonomier. Herunder Kina, som i dag har indhentet den vestlige økonomi, og som har en teknologisk position, der ligner den vestlige. Dermed ændrer hele spørgsmålet om uddannelse og kompetencer sig, og det gør hele spørgsmålet om produktion og produkter også."

Den bevægelse mod at kombinere klima med velfærd og oprustning gør jo, at politik koncentrerer sig omkring midten.

Pointen er, at en fremtidig finansiering af dansk velfærd også handler om, hvordan så centralt et velfærdsområde som uddannelsessystemet skal indrettes nu. Og det betyder nye visioner for, hvad dansk erhvervsliv skal lave.

"Det vil vise sig i en reformulering af det, vi i gamle dage kaldte industripolitik. Og vi vil se en tilbagevenden til den innovationstænkning, som også karakteriserede Poul Nyrup Rasmussens regering. Hvor forskning og produktudvikling sammentænkes og introduktionen af teknologi, vi ikke selv har udviklet, men som vi er i stand til at anvende og gøre til særlige danske produkter. Ligesom vi gjorde med vindmøllerne og de energibesparende vinduer," siger Ove Kaj Pedersen.

Klimabevægelsen bliver udfordret på sin antikapitalisme

Eksemplerne med vinduerne og vindmøllerne signalerer selvfølgelig også, at den grønne omstilling kommer i et særligt fokus for den nye industripolitik. Der skal en ny samlet vækststrategi til for hele samfundet, og klimabevægelsen må ved samme lejlighed vinke farvel til sin antikapitalisme, hvis den skal være relevant.

"Det er den fascinerende dimension. For meget af den grønne politik har været formuleret som en opposition til vækstfilosofien, fordi vækst er forudsætningen for den klimakatastrofe, vi står i. Men det, vi taler om her, er en vækststrategi, der skal til for at finansiere den grønne omstilling. Det kommer til at kræve nogle betydelige ideologiske opgør."

"Klimabevægelsen og især venstrefløjen bliver udfordret – især på deres antikapitalisme og på deres anti-vækststrategi. Forhåbentligt kommer vi derhen, at man vil indse, at det ikke er vækst, der er den store satan, men den måde vækst fremmes på. Det indebærer også et skift i hele ideologiopsætningen."

Hvordan det?

"Forstået på den måde, at velfærd har været den dominerende samfundsideologi, som er gået på tværs af politiske partier, folk og elite, by og land og så videre. Og klima har et potentiale for at udvikle sig til den nye samfundsideologi. Men det vil så ske i en konfrontation med velfærd. Den samfundsideologi, der ligger i klima, er langt mere internationalt orienteret, hvor velfærdsstater er meget mere nationalt orienteret. Og klima indebærer, at velfærd skal prioriteres på andre dimensioner end land og by og socialgrupper og generationer. Den skal inddrage de produktionsvirksomheder, de eksportvirksomheder og den forskning, som kan lave klima til en ny type vækststrategi. Den prioriteringskamp er allerede på vej, og den vil præge dansk politik. Og der er jeg ikke helt sikker på, hvilken samfundsideologi, klima eller velfærd, der vinder. Vi er på vej ind i et gebommerligt slagsmål."

"Den bevægelse mod at kombinere klima med velfærd og oprustning gør jo, at politik koncentrerer sig omkring midten. Men også at den udfordrer marginalerne. Der er jo klassiske partier på fløjene, som vil forsvare velfærdsdimensionen og kritisere ethvert forlig, der er i modsætning til det. Så derfor vil vi se en marginalisering af fløjene af ideologisk karakter, hvorimod der ind mod midten er en stigende forståelse af den her overgangsperiode."

Mette Frederiksens populisme

Det er midt i den tilstundende prioriteringskamp, at Ove Kaj Pedersen ser, at Mette Frederiksen har befundet sig det seneste år.

Allerede i hendes åbningstale i efteråret, hvor hun lancerede idéen om en ”helhedsplan”, signalerede hun det, der nu er blevet politisk virkelighed: At regeringsmagten findes på midten af dansk politik. Noget Ove Kaj Pedersen ikke tøver med at kalde ”et historisk moment”.

"Min analyse er, at Mette Frederiksen er bærer af den indsigt, at Socialdemokratiet kom for sent til den sidste store omvæltning med konkurrencestaten. Dengang var det Poul Schlüter med Henning Christophersen som finansminister, altså Konservative og Venstre, der lavede strategien, som tvang først fagbevægelsen med fælleserklæringen i 1987 til en accept, hvorefter Socialdemokratiet med Nyrup og Lykketoft politisk accepterede det. Men med et efterslæb på en 10-15-20 år. Jeg hørte Mette Frederiksens åbningstale sådan, at det efterslæb vil man ikke gentage, og at det er Socialdemokratiets opgave at sætte sig i spidsen for reformerne."

"Der er slet ikke nogen tvivl om, at 2019-valget ikke var et succesvalg for Socialdemokratiet som parti – selvom det var en succes for den røde blok, og man fik regeringsmagten. Socialdemokratiet gik jo lidt tilbage, og det har sammen med kommunalvalget sidste år stået som en chokoplevelse. Det viste, at strategien med de populistiske modsætninger ikke havde megen fremtid for sig, hvis partiet ville være stort og have regeringsmagten. Så der ser jeg hendes brug af balancebegrebet – balancen mellem by og land, mellem elite og folk, altså alle de modsætninger, som tidligere har været hårde, nu skal forskydes og opløses. Det ser jeg som et strategisk skift, men også som en indirekte indrømmelse af, at det ikke kunne bruges til at fastholde regeringsmagten. Der synes jeg, at Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har vist styrke. Det har inkluderet mange selvmodsigelser og reformuleringer af mange positioner. Som politik er og skal være."

Krisernes pædagogik

I Ove Kaj Pedersens optik er det ikke kun Mette Frederiksen, for hvem de seneste år har været en erkendelsesproces. Vælgerne bredt set har fået en ny politisk bevidsthed gennem finans-, migrations-, energi- og inflationskrisen. Og med krigen i Ukraine.

"De kriser er ikke alene mange, men har skabt en forståelse af nogle udfordringer og problemer, som kan og skal løses politisk, men at fortiden er fortid, og at der nu er behov for reformer af en anden karakter. Samtidig har den kriseproces, vi har været igennem, vist, at det politiske system inklusive administrationen er egnet til at mindske kriserne konsekvenser for befolkningen."

Er det sådan, du ser afstemningen om forsvarsforbeholdet?

"Præcis. Det var en indikator for en stigende accept af EU som grundlæggende forudsætning for kriseløsninger. Lige fra finanskrisen til pandemi, til klima og energi. Den danske EU-skepsis er så minimal, at den ikke er genkendelig."

"Og det samme gælder Nato. Ja, Enhedslisten siger både det ene og det andet, men man fornemmer også, at de er ved at finde ud af, hvad der skal siges. De Radikales pacifisme har heller ikke meget fremtid for sig. Så der er en grundlæggende accept af en række internationale organisationer, som der har været skepsis og modstand overfor i årtier. Samtidig er FN trådt i baggrunden som international organisation. Det er altså de hardcore institutioner, der er en accept af. Det er et skred i dansk politik, og det vil få stor betydning for den overgang, jeg tror, vi er midt i."

Nu har vi så fået en flertalsregering over midten, og vi har set regeringsgrundlaget. Målt op imod din analyse af vores tid som en overgangsperiode, hvilket svar udgør SVM-regeringen så?

"Regeringsgrundlaget indvarsler et brud i dansk politik, især den økonomiske politik. På mange måder er det sammenligneligt med, hvad der skete i begyndelsen af 1980'erne. Regeringen lægger op til at fortsætte, hvad der har vist sig at fungere, nemlig konkurrencestaten. Men undervurderer heller ikke de negative konsekvenser, der har været af samme. Inden for kaskaden af forslag lægger jeg især mærke til forslag til en globaliseringsstrategi. Og så de mange henvisninger til samarbejde mellem erhverv, virksomheder, forskning, den offentlige og private sektor. Det er her, der er mulighed for en anderledes vækstmodel, og det er her, det nye kan vise sig i et væld af initiativer på tværs af klima, energi, fødevarer, forsvar, velfærd, teknologi, organisering af den offentlige sektor," slutter Ove Kaj Pedersen.

"De tre regeringsbærende partier løber hver og især en stor risiko i forhold til deres baglande, men påtager sig også en historisk rolle. Det bliver rigtigt spændende. Og også en analytisk udfordring at følge med."