Debat

Professor: Kære kommunalpolitikere, her er opskriften på det ideelle politisk lederskab

Kommunalpolitikere bør droppe de klassiske roller. Politisk lederskab handler nemlig i bund og grund om at sætte sig tydeligt i spidsen for lokalsamfundets udvikling, skriver professor i politik og institutioner ved Roskilde Universitet.

Succeskriteriet for udøvelsen af det kommunalpolitiske lederskab er, at dagsordensfastsættelsen, den visionære problemløsning og mobiliseringen af støtte og opbakning er klar og tydelig, så der ikke er i tvivl om retningen, skriver Jacob Torfing.
Succeskriteriet for udøvelsen af det kommunalpolitiske lederskab er, at dagsordensfastsættelsen, den visionære problemløsning og mobiliseringen af støtte og opbakning er klar og tydelig, så der ikke er i tvivl om retningen, skriver Jacob Torfing.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Jacob Torfing
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kære Kommunalpolitikere.

Tillykke med valget. Godt gået og tak for at I vil bruge tid og kræfter på demokratiet og udviklingen af vores byer og lokalsamfund.

Nu har I været i gang lidt over en måned og sikkert fået en god introduktion til arbejde og været til de første udvalgs- og kommunalbestyrelsesmøder. Så nu er det tid til at bearbejde de første indtryk og reflektere lidt over, hvordan kommunalbestyrelsesarbejdet bedst gribes an.

Kommunens borgere har valgt jer til at repræsentere dem i den nye valgperiode, hvor I sammen skal træffe vigtige politiske beslutninger, der vil påvirke borgernes velfærd og livsomstændigheder, både nu og i fremtiden. Som folkevalgte politikere kan I vælge mellem forskellige politikerroller.

Drop de klassiske politikerroller

I kan eksempelvis vælge rollen som taktikeren, der elsker det politisk spil mellem partierne. I kan også vælge rollen som partisoldat, der loyalt søger at fremme partiets mærkesager. En tredje mulighed er at vælge rollen som borgernes ombudsmand, der bringer borgernes bekymringer, ideer og forslag videre til kommunalbestyrelsen.

Nogle kommunalpolitikere stejler umiddelbart over at se sig selv som politiske ledere på linje med Angela Merkel og Nelson Mandela

Jacob Torfing
Professor, Roskilde Universitet

Endelig er der muligheden for at vælge rolle som folkevalgt kommunal embedsmand og bidrage til sagsbehandlingen og sikre at forvaltningen loyalt gennemfører de trufne beslutninger.

Valget af politikerrolle er jeres, og de sådan set alle sammen fine nok. Der er bare ikke rigtig nogen af dem, der for alvor handler om at udøve politisk lederskab.

Politisk lederskab handler i bund og grund om at sætte sig i spidsen for lokalsamfundets udvikling.

Her hjælper der hverken at være god til taktiske manøvrer, loyalt at fremme partiets synspunkter, videreformidle borgernes klager, eller behandle stakkevis af kommunale sager.

Kommunalpoliktikkens Nelson Mandela

Udøvelse af lokalt politisk lederskab er vigtigt. Ikke kun fordi det er krumtappen i demokratiet, men også fordi vores samfund står over for en tsunami af problemer og udfordringer, der kalder på klare politiske beslutninger og prioriteringer i offentlig sektor, hvor ressourcerne er begrænsede, og vi ikke bare kan kaste penge efter problemerne, og så tro de er løst.

Nogle kommunalpolitikere stejler umiddelbart over at se sig selv som politiske ledere på linje med Angela Merkel, Nelson Mandela, Lars Løkke Rasmussen eller Barack Obama for nu at nævne nogle af de store.

Det er bestemt nogle store sko at fylde ud, men mindre kan altså også gøre det. Det vigtigste er, at man som kommunalpolitiker bidrager til varetagelsen af nogle vigtige samfundsfunktioner.

Politisk lederskab handler således ikke først og fremmest om at udøve magt eller være en stor karismatisk personlighed.

Tre vigtige demokratiske roller

For at udfylde rollen som politiske ledere skal I som folkevalgte politikere varetage tre politiske og demokratiske funktioner.

1) I skal opfange og beskrive de problemer og udfordringer, som lokalsamfundet står overfor, og som kalder på kollektiv handling. I skal med andre ord være demokratiets dagsordensfastsættere.

2) I skal give retning til problemløsningen og bidrage til udvikling af nye løsninger i form af nye visioner, planer, regler, serviceydelser, med videre. I skal kort sagt være visionære vejvisere.

3) I skal mobilisere støtte og opbakning til gennemførelsen af nye løsninger fra både et flertal af politikere, administrationen og lokalsamfundet, sådan at de politiske beslutninger kan få maksimal effekt. I skal således også være inspirerende resultatjægere.

Tydelighed er afgørende

Succeskriteriet for jeres udøvelse af politisk lederskab er, at dagsordensfastsættelsen, den visionære problemløsning og mobiliseringen af støtte og opbakning er klar og tydelig, så ingen er i tvivl om hvor I gerne vil hen.

Succeskriteriet for jeres politisk lederskab er, at dagsordensfastsættelsen, den visionære problemløsning og mobiliseringen af støtte og opbakning er klar og tydelig

Jacob Torfing
Professor, Roskilde Universitet

Hvis ikke I er tilstrækkelige klare og tydelige og træffer beslutninger, der opfanger problemer og skaber løsninger med bred opbakning, er der en overhængende risiko for at administrationen udfylder det tomrum, som I efterlader.

Ikke fordi de pønser på at tage magten fra jer, men fordi det i sidste ende er deres hæderkronede opgave at få den offentlige sektor til at fungere. 

En anden fare ligger i, at fraværet af et klart og tydeligt politisk lederskab fører til, at befolkningen mister tilliden til jer som politikere.

Befolkningens voksende mistillid har i mange lande næret fremvæksten af populistiske bevægelser, der truer med at underminere demokratiet. Det skulle nødigt ske i Danmark.

Spil hinanden gode

I kunne nu med rette spørge: Hvordan lykkes vi med at udøve et klart og tydeligt politisk lederskab i lokalsamfundet? Mit svar omfatter fem vigtige punkter.

For det første skal I sammen på tværs af partierne sætte en fælles dagsoden for de næste fire år med udgangspunkt i kommunens største udfordringer og de ting, som I brænder for som politikere.

I behøver ikke at være enige om de konkrete løsninger, når bare I er enige om, hvad I skal fokusere på i det politiske arbejde. Så start med den overordnede dagsorden og eventuelt nogle fælles visioner og brug det som afsæt for politiske diskussioner.

For det andet skal I arbejde stenhårdt på at spille hinanden gode ved have en god tone både i og uden for kommunalbestyrelsesmøderne, arbejde godt sammen på kryds og tværs med respekt for hinanden som unikke mennesker med hver jeres holdning, give plads til politiske uenigheder og forklare dem for hinanden, og skabe rum for politikudvikling.

Det sidste rejser spørgsmålet om, hvad I vil bruge jeres sparsomme tid på. Er det politiske udvalgsmøder med bunker af sager og kommunalbestyrelsesmøder med lange dagsordener, eller måske snarere temadrøftelser, visionsseminarer og ideudviklingsworkshops?

Benyt administrationen og lyt borgerne

For det tredje skal I sørge for at få kyndig og kompetent bistand fra administrationen. Ikke bare i form af administrative indstillinger, handleplaner og strategidokumenter, som I forventes at nikke til i kommunalbestyrelsen, men også gerne på jeres bestilling, når I trænger til input, så I kan lave gode og fornuftige politiske løsninger på et veloplyst grundlag.

Endelig så skal I bruge de nye og gamle medier med omtanke. Lad være med at skrive eller sige noget i medierne, som I ikke har lyst til at sige henover en kop kaffe

Jacob Torfing
Professor, Roskilde Universitet

For det fjerde skal I lave processer, der sikrer, at I får dialogbaserede input fra borgere og lokalsamfundsaktører, som kan hjælpe jer til at forstå problemerne og give jer ideer til løsninger.

Jo tidligere borgerne involveres og jo mere I er fælles om at lave nye løsninger, des større opbakning vil I få og des mindre implementeringsmodstand vil der være i gennemførelsesfasen.

Endelig så skal I bruge de nye og gamle medier med omtanke. Lad være med at skrive eller sige noget i medierne, som I ikke har lyst til at sige henover en kop kaffe med jeres politiske med- og modspillere.

Lad især være med at skyde andre politikere noget i skoene, som I ved de ikke mener eller går ind for. Og husk aldrig at tage æren for ideer og forslag, som hele kommunalbestyrelsen står bag.

I er ikke alene

Måske vigtigst af alt: husk, I er ikke alene.

I har hinanden, administrationen, borgerne og lokalsamfundet og i nogen grad også de lokale medier, som støtter i bestræbelsen på at udøve et klart og tydeligt politisk lederskab.

Så kære kommunalpolitikere: Opfang og reager på lokale problemer og udfordringer, sæt visionære dagsordener, giv retning til nye løsninger og saml støtte og opbakning til deres gennemførelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Torfing

Professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet
cand.scient.pol. (AU), Master og Ph.d. (University of Essex)

0:000:00