Professor: Skævheder i vækst kan skabe italienske tilstande

Regeringens udspil Tættere på - flere uddannelser og stærke lokalsamfund sigter mod at rette op på, hvad der opfattes som ”stigende centralisering” i Danmark.

Det er en udvikling, som skiftende danske regeringer har forsøgt at stå op imod, enten ved at udflytte statslige arbejdspladser eller som nu ved at foreslå udflytning af uddannelsespladser til provinsen.

Fælles for disse initiativer er, at de bygger på en opfattelse af, at Danmark er ved at blive trukket skævt. Spørgsmålet er, om der faktisk er tegn på en sådan skævvridning af Danmark.

Et muligt svar på dette kan man få ved at kigge på landkortet over ’Produktionsdanmark’. Mere præcist: Hvordan har den økonomiske vækst i Danmark over de seneste 25 år fordelt sig på landets fem regioner? Svaret findes i figuren nedenfor.

Artiklen fortsætter efter grafen.

Som det ses, er BNP per indbygger steget i alle regioner i Danmark.

Overalt er danskerne altså blevet rigere, men spændet mellem den hurtigst voksende region, Hovedstaden, og den langsomst voksende region, Sjælland, er blevet ganske stor. Mens førstnævnte er vokset med næsten 60 procent, har væksten i sidstnævnte været på knap en tredjedel heraf.

Udviklingen i de tre øvrige regioner – Nordjylland, Syddanmark og Midtjylland – placerer sig med en vækst på lidt under 40 procent midt imellem de to yderpunkter.

Det er klart, at dette potentielt har betydning for skævheden i velstandsudviklingen på længere sigt.

Et taleksempel kan illustrere pointen: Hvis udviklingen over de sidste 25 år fortsætter på samme måde i årene fremover, så vil Region Hovedstaden allerede efter 30 år have opnået en fordobling af regionens BNP pr. indbygger, hvorimod det vil tage Region Sjælland 90 år at blive dobbelt så rig som i dag.

I en liga for sig
Hovedbudskabet er altså, at når det gælder om at drive den økonomiske vækst i Danmark, så er Region Hovedstaden i en liga for sig.

Over de seneste årtier er der foregået en geografisk skævvridning af den økonomiske vækst i Danmark

Svend E. Hougaard Jensen
Professor i økonomi og medlem af Det Systemiske Risikoråd

I den forbindelse er det værd at bemærke, at netop med hensyn til placering af universiteter, som både bedriver forskning og uddannelse, så har hovedstadsområdet fire af slagsen, nemlig KU, DTU, CBS og ITU. Flere af disse har opnået høj placering på internationale ranglister.

Når det gælder den geografiske placering af de øvrige danske universiteter, er det vigtigt at notere, at alle danske regioner har et universitet: AAU i Region Nordjylland; AU i Region Midtjylland; SDU i Region Syddanmark og RUC i Region Sjælland. I betragtning af universiteternes betydning for vækst og velfærd, er dette en central ”rammebetingelse”, som dermed er opfyldt for at sikre, at ’vidensamfundet’ kan nå ud til alle dele af Danmark.

Dansk Mezzogiorno-problem
Dette bør imidlertid ikke skygge for det klare budskab, at der faktisk over de seneste årtier er foregået en geografisk skævvridning af den økonomiske vækst i Danmark. Hvis de store regionale forskelle fortsætter, kan det på længere sigt føre til et dansk Mezzogiorno-problem – ’Udkantsdanmark’ - i endnu større skala.

'Mezzogiorno' er betegnelsen for Syditalien, og 'Mezzogiorno-problemet' bruges ofte som udtryk for den store regionale skævhed, der har udviklet sig mellem det velstående Norditalien og det langt fattigere Syditalien.

Set i det perspektiv er det ikke svært at forstå, at der i Folketinget er stort flertal for at imødegå denne udvikling.

I øvrigt flugter billedet af metropoler og større byer som vigtige drivkræfter bag økonomisk vækst med indsigten fra den internationale litteratur.

Udviklingen har at gøre med strukturelle fænomener som globalisering og ny teknologi. Med udlicitering af produktionen forsvinder en række jobs for ufaglærte og lavtlønnede i landdistrikterne.

Dette sker ikke på samme måde for forsknings- og udviklingsaktiviteterne (F&U), som typisk udføres i de større byer, hvor virksomhedernes hovedkvarter ligger, og hvor uddannelsesniveauet er højere.

Udviklingen er således ikke kun karakteriseret ved, at arbejdspladser for ufaglærte nedlægges, men også ved, at der skabes nye job for veluddannede og vellønnede specialister.

Urbanisering er altså et uundgåeligt biprodukt i denne udvikling.   

Ikke nødvendigvis retvisende billede
Det bør også nævnes, at forskelle i BNP per indbygger ikke nødvendigvis fanger forskelle i levestandard. Flere forhold kan forklare dette.

Folk flytter i stigende grad fra landdistrikterne, og derfor er det vigtigt at sikre, at boliger, fabrikker, gårde med videre, der efterlades og står tomme, bliver kondemneret. Eller lidt populært sagt: Der er brug for flere bulldozere

Svend E. Hougaard Jensen
Professor i økonomi og medlem af Det Systemiske Risikoråd

For det første kan en person have bopæl og ansættelsessted i to forskellige regioner. En person, der arbejder i Ballerup, men bor i Ringsted, vil med sin beskæftigelse bidrage til at øge BNP i Region Hovedstaden, men med sin bopæl bidrage til at hæve indkomsterne i Region Sjælland.

For det andet bidrager eksistensen af offentlige indkomstoverførsler (”det kommunale tilskuds- og udligningssystem”) på tværs af regionerne til at svække relevansen af BNP per indbygger som indikator for velstand.

Der er således grund til at korrigere for sådanne forhold, hvis der skal skabes et mere retvisende billede af fordelingen af velstanden i Danmark på tværs af regioner og landsdele.

Men igen: Det kan på længere sigt blive en udfordring med markant forskellig udvikling i produktionen på tværs af landsdele, hvis ikke arbejdskraftens mobilitet flytter med, da indkomstoverførslerne ikke nødvendigvis i tilfredsstillende omfang kan kompensere for forskellene i produktion. 

Derudover vil landsdele med højere produktion typisk nyde godt af den påvirkning, som tilflyder andre end dem, der er direkte involveret i produktionen. Med tilstedeværelse af produktionsvirksomhed, uddannelsesinstitutioner med videre følger typisk et mere varieret kulturudbud, fritidsaktiviteter, restauranter med videre.

Så der er næppe tvivl om, at decentralisering i bred forstand – produktion, uddannelse, kultur – spiller sammen og bidrager til at udvikle sammenhængskraften.

Brug for flere bulldozere
Når der tales om provinsen, er det altså vigtigt at skelne mellem de egentlige landdistrikter og større bysamfund.

Man må starte med at erkende, at urbanisering er et fænomen, som ikke kan rulles tilbage.

Folk flytter i stigende grad fra landdistrikterne, og derfor er det vigtigt at sikre, at boliger, fabrikker, gårde med videre, der efterlades og står tomme, bliver kondemneret. Eller lidt populært sagt: Der er brug for flere bulldozere.

Ingen bør tvinges til at være en del af urbanisering imod deres vilje.

Således skal ’bulldozing’ kun gælde i tilfælde, hvor bygninger er blevet forladt, og ingen andre ønsker at overtage dem, efter at dette er blevet testet af markedet over en rimelig periode. Dette udelukker naturligvis ikke, at processen kan fremskyndes gennem diverse tilskudsordninger.

Muligheden for at tildele kandidat- og ph.d.-grader bør begrænses til eksisterende universiteter i de fire store byer, hvor de fornødne kompetencer allerede eksisterer. Decentralisering af uddannelsessektoren må ikke føre til, at forskningsmidlerne smøres for tyndt ud

Svend E. Hougaard Jensen
Professor i økonomi og medlem af Det Systemiske Risikoråd

Der er også behov for en uddannelsespolitik, som sikrer, at folk bliver bedre kvalificeret til de job, der skabes i de større byer. Det er afgørende, at personer, der har brug for et fagligt løft, har adgang til relevant uddannelse.

Dette omfatter et bredt sæt af uddannelser, herunder mellemlange uddannelser op til og med bachelor-niveau. Set i den sammenhæng kan ’tættere på’-udspillet være en vigtig brik.

Nyt udbud af praksisnære uddannelser
I Danmark forventes antallet af universitetsuddannede at blive mere end fordoblet frem mod år 2030.

Imidlertid vil de traditionelle ”købere” af universitetsuddannede, det vil sige den offentlige sektor, store virksomheder og konsulenthuse, næppe være i stand til at absorbere alle de nye kandidater.

Derfor skal små og mellemstore virksomheder ansætte de fleste af dem. Dette kræver et nyt udbud af mere praksisnære uddannelser på bachelorniveau. 

Sådanne uddannelser kan udbydes af professionshøjskolerne og erhvervsakademier, ligesom de også kan komme fra filialer af eksisterende universiteter.

Et eksempel er Syddansk Universitet, som har filialer i flere byer uden for hovedkvarteret i Odense. Læreanstalterne bliver altså mere decentraliserede, hvor universiteter og professionshøjskoler er baseret i flere byer, end det er tilfældet i dag.

Det vigtige er her, at dette sker som led i at undgå yderligere skævvridning af Danmark.

Læreanstalterne skal derfor arbejde tæt sammen med det lokale og regionale erhvervsliv, ligesom de skal integreres med byernes kulturelle liv. Der er brug for al den synergi, som samspillet mellem uddannelse, erhverv og kultur kan udløse.

Her kan man formentlig også pege på en mulig positiv effekt af decentralisering, som har at gøre med rekruttering af unge mennesker til videregående uddannelser, som de ellers ikke ville blive en del af, herunder især unge fra ikke-boglige miljøer. Det er udbredt opfattelse, at for få unge fra ’Udkantsdanmark’ med et bogligt talent får en videregående uddannelse.

Det er endvidere velkendt, at virksomheder i 'Udkantsdanmark’ efterspørger, men har svært ved at rekruttere kvalificeret arbejdskraft. Danske, offentlige universiteter har en forpligtelse til at hjælpe til med at få rettet op på disse ubalancer. 

Halsløs gerning
Lad mig til sidst pege på to helt centrale krav, som skal sikre, at udflytning af studiepladser ikke blot bidrager til at smøre offentlige midler til uddannelse og forskning for tyndt ud:

For det første skal processen foregå i et tempo, så det sikres, at kvaliteten af undervisere kan følge med. Det ville være halsløs gerning at sende nye studerende i gang med studier, hvor man ikke har tilstrækkeligt kvalificerede undervisere.

Mit bud er, at dette vil være den virkeligt begrænsende faktor, og det vil derfor tage (lang) tid at opbygge denne helt nødvendige forudsætning for en succesfuld udflytning af studiepladser.

I den forbindelse kan det være vigtigt at skelne mellem forskningsbaserede bachelorer og professionsbachelorer. Kravet til, at sidstnævnte har undervisere med ph.d.-grad og efterfølgende dokumenteret forskningskompetence er mindre end for førstnævnte, hvilket vil øge muligheden for at rekruttere undervisere til professionsbachelor-uddannelserne.

For det andet, og tæt knyttet til den første pointe, så bør muligheden for at tildele kandidat- og ph.d.-grader begrænses til eksisterende universiteter i de fire store byer, hvor de fornødne kompetencer allerede eksisterer. Decentralisering af uddannelsessektoren må ikke føre til, at forskningsmidlerne smøres for tyndt ud.

Kun derved kan man sikre sammenhængskraften uden at give køb på excellencen.  

Dermed naturligvis ikke udelukket, at der ad åre kan etableres uddannelser på højeste niveau i en mere decentral struktur.

Men det bør først ske, når der er etableret velfungerende forskningsmiljøer. Det kan for eksempel ske ved, at miljøerne er i stand til publicere forskningsresultater på internationalt niveau, tiltrække eksterne forskningsbevillinger med videre.

Man skal gøre sig fortjent til det…