DGI har ansat den tidligere kommunaldirektør på Langeland, Benny Balsgaard. Han skal fremover være kommunekonsulent i idrætsorganisationen.
Det oplyser DGI til Altinget.
Balsgaard kommer til at sidde i en centralt placeret stilling med ansvar for at binde de kommunale tråde sammen.
Benny Balsgaard kommer til DGI med flere års erfaring som kommunaldirektør i blandt andre Faaborg-Midtfyn og Ringe Kommune. Senest har han siddet som kommunaldirektør i Langeland Kommune, hvor han blev afskediget i 2019 efter to år på posten.
Han ser nu frem til at genoptage det kommunale arbejde fra en anden position:
”Kommunestyret er noget helt særligt i Danmark. Det er her størstedelen af vores velfærd leveres igennem, og det er gennem engagerede medarbejdere og lokale folkevalgte, at vi som borgere møder kommunen. Samspillet med civilsamfundet og særligt DGI’s organisation og lokale foreningskontakt rummer store potentialer, som jeg glæder mig til at arbejde med," siger Benny Balsgaard.
I dialog med DGI's regionale landsdele og politiske afdeling skal han arbejde sammen med landets kommuner på de områder, hvor der er overlap mellem kommunernes og idrætsorganisationernes aktiviteter. Det kan være samfundsudfordringer på sundhedsområdet og børn og unges trivsel.
DGI er en nonprofitorganisation, der i mere end 150 år har arbejdet sammen med landets idrætsforeninger om at gøre danskerne mere aktive. I dag tæller DGI flere end 6.400 foreninger og 100.000 frivillige.
























