Samskabelse som røgslør

Af Anne Tortzen
PhD og direktør for Center for Borgerdialog

Hvad skal der til for at lykkes med samskabelse? Kan du pege på nogle vellykkede samskabelses-initiativer? Helt regulære spørgsmål, som jeg ofte får, bl.a. fra medarbejdere og ledere i det offentlige. Men jeg tøver med at udpege eksempler på samskabelses-successer. Jeg vil ikke bidrage til den store ’samskabelses-fortælling’, som tegner et entydigt positivt billede af samskabelse og springer let hen over nuancerne.

Samskabelse som et luftkastel
Al den positive snak om samskabelse bekymrer mig. Med baggrund i min egen og den internationale forskning i samskabelse vil jeg hævde, at samskabelse først og fremmest er en fortælling – man kunne sige et luftkastel – der bygges af forskere, konsulenter og offentlige ledere. Det er det, jeg kalder den store ’samskabelses-fortælling’. Ingen tvivl om, at det ind imellem lykkes at realisere samskabelses-ambitioner i praksis. Men den store positive fortælling om samskabelse er også et røgslør, der tjener til at kaste et forsonende skær over en stigende offentlig målstyring og instrumentalisering af civilsamfundets aktiviteter. Derfor er det vigtigt at være kritisk over for den – og at få dilemmaer og nuancer med, når vi taler om samskabelse.

Hvad er en succes?
Jeg er skeptisk over for den store ’samskabelses-fortælling’ fordi den er flertydig. Hvad er en succes, når vi taler om samskabelse? Er det samskabelse ud fra en effektivitetsbetragtning, vi taler om – dvs. samarbejde mellem det offentlige og borgere og civilsamfund, som skaber synlige resultater? Eller taler vi om samskabelse som en samarbejdsproces – og i sidste ende en ny fordeling af magten mellem det offentlige og civilsamfundet?

Store forventninger
Den store, positive ’samskabelses-fortælling’ italesætter samskabelse som et paradigmeskift i samfundsstyringen, hvor det offentlige samarbejder med og deler indflydelse med borgere og civilsamfund. Forventningerne er store: Samskabelse kan både styrke demokratiet, løfte effektiviteten og kvaliteten af den offentlige velfærd og bidrage til nytænkning. Denne fortælling bæres bl.a. frem af Den nationale Samskabelsesbevægelse, som består af en række kommuner, institutioner og forskere. Bevægelsen har udviklet et manifest, hvor samskabelse beskrives som følger: ”… organisationer, virksomheder, foreninger og borgere kan bruge deres viden, kompetencer, erfaringer og ideer på at videreudvikle velfærdssamfundet gennem et ligeværdigt og gensidigt anerkendende samarbejde, hvor alle har mulighed for at præge forståelsen af problemer og muligheder, designet af nye løsninger og deres praktiske gennemførelse”.

Når jeg er tilbageholdende med at udpege succesrige samskabelses-cases, bunder det også i respekt for fortællingens magt. 

Anne Tortzen
Direktør, Center for Borgerdialog

Forklædt som samskabelse
Problemet er bare, at denne fortælling er et luftkastel, der ikke indfanger virkeligheden. I realiteten er det nemlig effektivitetstilgangen til samskabelse, der dominerer i kommunernes praksis. Det så jeg i mit ph.d.-projekt, hvor jeg undersøgte tre kommunale samskabelsescases. Og det bekræftes både af international og dansk empirisk forskning. Således viser en nylig undersøgelse fra KORA og SDU, at selvom fagcheferne i de danske kommunerne begrunder kommunens samarbejde med civilsamfund og frivillige med demokratiske hensyn, handler samarbejdet reelt om, at frivillige varetager konkrete opgaver i den kommunale drift.

Forskningen peger dermed på, at de samarbejder mellem kommuner, borgere og civilsamfund, der italesættes som ’samskabelse’, kan dække over offentlig top-down-styring forklædt som samskabelse, offentlige besparelser på velfærden forklædt som samskabelse og offentligt styrede civilsamfunds ’leverancer’ af velfærdsydelser forklædt som samskabelse. Man kunne sige offentlig styring og instrumentalisering af civilsamfundets ressourcer og energi forklædt som samskabelse.

Det offentlige tager styringen
Ifølge den empiriske forskning i samskabelse er det almindeligt, at det offentlige tager styringen, og civilsamfundet og borgerne dermed bliver placeret i rollen som ’leverandør’ af velfærdsydelser. De får en producentrolle med begrænset eller ingen indflydelse på design og udformning af de velfærdsydelser, der ’samskabes’. Dette er ikke så overraskende set i lyset af både dansk og international civilsamfundsforskning, som viser, at det offentlige i stigende grad forsøger at opnå kontrol og styring med civilsamfundet gennem målstyring, kontrakter og optimering. En styring, som reducerer de frivillige organisationer til leverandører af service på det offentliges præmisser.

Den store ’samskabelses-fortælling’ påstår, at samskabelse er et skridt i den modsatte retning – at samskabelse har potentiale til at øge civilsamfundets indflydelse og sætte borgernes ressourcer og viden i spil. Men hvis succesfuld samskabelse handler om at dele magt og indflydelse med borgere og civilsamfund, så er der ikke ret mange af de initiativer, vi ser rundt omkring i kommunerne, der reelt lever op til disse krav.

Fortællingens magt
Når jeg er tilbageholdende med at udpege succesrige samskabelses-cases, bunder det også i respekt for fortællingens magt. Vi har at gøre med et felt, hvor ’branding’ og historiefortælling fylder meget. Realiteten er, at de konkrete samskabelses-processer kan afvige meget fra den glittede succesfortælling, som bæres frem til offentligt skue. Så en case, der umiddelbart ligner en samskabelses-succes, kan vise sig også at gemme på en række bagsider og dilemmaer. Sådan er det nemlig med samskabelse.

Succesrig eller lærerig?
Blot et eksempel blandt mange: Initiativet Cykling uden Alder er lykkedes overmåde godt med at fortælle historien om en succes. Jeg har selv i foredrag benyttet det som et eksempel på et succesfuldt samskabelses-initiativ: Det er initieret af en lokal ildsjæl. Det omfatter et samarbejde mellem kommunale plejehjem og frivillige, som resulterer i fællesskaber og netværk på tværs af aldersgrupper og har givet masser af ældre øget livskvalitet. Men den sidste tid har jeg flere gange oplevet denne fortælling blive udfordret af praktikere fra kommunerne, som har været i nærkontakt med projektet og peger på bagsider og dilemmaer. De oplever, at det, der startede som et bottom-up-initiativ, er forvandlet til et koncept, som lokale byråd vælger at ’rulle ud’ over deres plejehjem uden nødvendigvis at have øje for det lokale ejerskab eller de særlige lokale vilkår. Et samskabelses-initiativ, der bliver underlagt top-down-implementering.

Samskabelses-successer er sjældent entydige. Naturligvis, for samskabelses-initiativer vil altid være præget af krydspres, dilemmaer og interessekonflikter. Det er meget mere givende at tale om lærerig samskabelse end om succesrig samskabelse!

Find din kritiske sans frem
I stedet for den store, forkromede ’samskabelsesfortælling’ skal vi dele fortællinger om de små skridt, vi tager i retning af en mere samskabende praksis. Hvornår lykkes det godt – og hvad står i vejen? Hvis luftkastellet skal blive til virkelighed, har vi brug for både at lære af det, der lykkes godt – og det, der lykkes mindre godt. Derfor: Næste gang du bliver præsenteret for den store ’samskabelses-fortælling’ så find din kritiske sans frem – og undersøg, hvad der gemmer sig bag ved røgsløret.