Sport styrker Thereses sind - og gavner økonomien i samfundet

”Nå, du kommer kun, når der skal tages billeder?”

Therese Vernon Birch griner. Et øjeblik overdøver hun Volbeat, der brager ud af højttaleren lige over hendes hoved. Så bøjer hun sig igen og snører sine træningssko, før hun sætter sig til rette på motionscyklen.

”Jeg ville jo så gerne være normal, men det er jeg ikke. Så jeg har svært ved de almindelige fitness-centre. Der er for store rum, for mange mennesker, for meget larm,” siger hun.

Therese har en dobbeltdiagnose: Hun er bipolar og lider af borderline. Og det medfører, blandt andet, at hun har svært ved at styre sine følelser. Derfor kommer hun i GIF – Idræt på Tværs, en forening for folk med ondt i sindet. Hver fredag, når hun har det godt. Noget mindre i de dårlige perioder.

I de almindelige centre kunne Therese eksplodere, hvis hun ikke lige kunne få den maskine, hun havde udset sig.

Omklædningen var også en prøvelse. Hun sammenlignede sig konstant med andre og blev desperat, hvis hun ikke var fit nok. Droppede maden, hvis hun så for tyk ud. Og det gjorde hun altid. Syntes hun.

I GIF er hun blandt ligesindede.

”Her, i vores lille rum, er det bare os. Og der er plads til, at man kan have en dårlig dag,” siger Therese.

Plads til de dårlige dage
”Er der nogen, der har lyst til maveøvelser?” spørger Simon Lindahl Andersen ud i rummet.

”Jeg havde ikke godt af det sidst,” lyder svaret tilbage.

Ti medlemmer er mødt frem til træning denne tirsdag eftermiddag i Kildeskovshallen i Gentofte. Spøgefulde bemærkninger fyger gennem det aflange, solgule fitnessrum. Og det er noget af det, der adskiller træningen her fra en time i et klassisk fitnesscenter.

”Det sociale spiller en kolossalt stor rolle. Vi gør meget ud af at skabe et trygt rum, hvor man også får noget ud af at træne, når man har en dårlig dag,” siger Simon Lindahl Andersen.

Han startede som koordinator i GIF for 11 år siden. Dengang var der 30 medlemmer. Nu er der 115, som betaler årskontingentet på 300 kroner.

Simon Lindahl Andersen er socialrådgiver og ansat i Gentofte Kommune. Halvdelen af hans arbejdstid er dedikeret til at skabe rammer for, at folk med psykiske problemer kan komme ud og dyrke motion i trygge omgivelser. Ikke nødvendigvis folk med dobbeltdiagnoser som Therese. Folk, der midlertidigt er ude i tovene, kan også træne i GIF.

”Man kan komme ind fra gaden og være med, hvis bare man accepterer, at vi er en rummelig forening, hvor alle har nogle sociale og psykiske udfordringer,” siger Simon Lindahl Andersen.

Lysten til at komme videre
Foreninger som GIF findes i 35 af landets kommuner. Og de skaber værdi for tusindvis af mennesker, som har knas med psyken, mener forbundssekretær i Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI) Palle Thomsen. Han er ansvarlig for initiativet Idræt for Sindet, som er en paraply for de lokale foreninger og støtter dem i deres arbejde.

”Vi skaber en værdi for nogle mennesker, som har yderst vanskeligt ved at komme til at dyrke idræt i almindelige idrætsforeninger,” siger han og fortsætter:

”De kommer ud af deres behandling og bliver i stedet idrætsudøvere. Det har en meget stor social værdi for dem, og det medfører også, at de overkommer noget mere. De får noget ny energi og lyst til at komme i gang med noget andet.”

Det bekræfter Therese Vernon Birch. Siden 2014 har den 36-årige mor til to piger været uden for arbejdsmarkedet, men for halvandet år siden spurgte hendes bostøtte, om det ikke var på tide, hun kom i gang med at lave noget.

”Det tog lang tid at overtale mig, for når jeg har det dårligt, lukker jeg mig helt inde i en kugle. Og jeg har brug for en virkelig fast struktur. Selv små forandringer kan være svære. Men hernede kan jeg jo se, at jeg ikke er den eneste i universet, der har det sådan. Jeg er ikke alene,” siger Therese.

For et halvt år siden gik Therese ind i bestyrelsen i GIF. Og selv om det også har været grænseoverskridende, er det fantastisk, fortæller hun.

”Jeg træder ud af sygdommen. I stedet for at gå rundt alene med mit tankemylder kan jeg gøre en forskel og tilbyde noget til andre,” siger Therese.

En bold kan gøre underværker
Og det er selve pointen, fortæller Ejgil Jespersen fra Jozef Pilsudski University of Physical Education i Warszava. Han har forsket i idrættens virkning på syge sind. Og sportens evne til at flytte fokus væk fra det indre tankemylder og ud i kroppen har en helende effekt.

”Hvis du skal sparke til en bold, så er du nødt til at fokusere på bolden. Derfor kan en bold gøre underværker,” siger Ejgil Jespersen:

”Kan man animere folk med psykiske problemer til idræt og bevægelse, så kan man simpelthen få dem til at distancere sig fra deres problemer, og det kan skabe grundlag for en ny situation.”

Endnu større er effekten, når man dyrker sport sammen med andre.

”Når det sociale også bliver en del af det, så får man en ekstra gavnlig dimension, fordi man ikke bare er optaget af sine egne problemer, men også af andre menneskers forhold,” siger Ejgil Jespersen.

Derfor så han allerhelst, at man fik flere med psykiske lidelser ud blandt sunde folk i ordinære idrætsforeninger. Men alene det at få dem ud i foreningerne under Idræt for Sindet er en hjælp, påpeger forskeren.

Samfundet får det bedre
Og idrættens gavnlige effekt kan ikke kun ses på individniveau, mener Dansk Arbejder Idrætsforbund. Også samfundet kan få en sportslig hånd, påpeger Palle Thomsen.

”De her folk får det bedre. De bliver mere selvhjulpne og undgår nogle indlæggelser og noget behandling i psykiatrien. Så der er en stor samfundsværdi,” siger han.

På det kommunale niveau er der også kontante besparelser at hente. DAI har regnet sig frem til, at det er markant billigere at sende folk med psykiske udfordringer ud at dyrke sport end at give dem den individuelle støtte, de er berettiget til.

En kommune med 230 psykisk syge ville være forpligtet til at betale knap 4,2 millioner kroner i individuel støtte. Sendte kommunen dem i stedet ud at dyrke idræt i en forening under DAI, ville udgiften være lidt over 1 million kroner. Altså en besparelse på 3 millioner kroner.

Det er den tidligere chef for handicap og psykiatri i Frederikssund Kommune, Mogens Damgaard, som har lavet regnestykket på baggrund af forholdene i Frederikssund. Han sidder i dag i bestyrelsen for DAI. Men han er villig til at skrive under på, at besparelsen holder – og kan overføres til alle kommuner.

”Ved at investere en time om ugen pr. person på idræt så vil man kunne lave den her besparelse,” siger han.

”Den enkelte borger kommer med det samme ind på det rette spor, fordi man kommer ind i det sociale fællesskab. Og det er jo døren ind til uddannelsessystemet, ind til arbejdsmarkedet. Så efter min helt klare opfattelse får kommunerne meget mere for pengene på denne måde,” siger Mogens Damgaard.

Penge til forebyggelse kommer tilbage
Ejgil Jespersen fra Aarhus Universitet er enig i, at det giver en bedre effekt at få folk med psykiske lidelser ud blandt andre end at give dem individuelle tilbud.

”Fordelen ved DAI-klubberne er netop, at aktiviteterne foregår i en social sammenhæng og ikke er reduceret til et individuelt tilbud. Ethvert initiativ, der bidrager til, at man kommer uden for sin egen dør, er et godt skridt,” siger Ejgil Jespersen.

I Gentofte Kommune er socialudvalgsformand Bente Frimodt-Møller (K) også mere end tilfreds med, at borgere med psykiske vanskeligheder har nogle rammer for motion og bevægelse.

”Jeg ser det som et utrolig godt tilbud. Borgere med psykiske udfordringer er pr. definition mere isolerede end andre mennesker, og det er svært for dem at begå sig i almindelige idrætsforeninger. I GIF kan de styrke deres egen fysik og samtidig få et netværk, som de kan gøre brug af,” siger hun.

Bente Frimodt-Møller er overbevist om, at der er økonomisk ræson i at bruge kommunale penge på idræt for folk med ondt i sindet.

”Det giver nogle bedre borgere, nogle gladere borgere. Og vi ved, at hvis man får en bedre livskvalitet, får man det bedre, og man belaster samfundsøkonomien mindre,” siger hun.

Bente Frimodt-Møller medgiver, at hun ikke kan dokumentere en samfundsmæssig besparelse i kroner og øre.

”Det er svært at måle på ting, der ikke er sket. Så det er mere en overbevisning. Jeg er en stor fortaler for, at vi satser på forebyggelse. For de penge, du giver ud til forebyggelse, får du mange gange igen,” siger hun.

Frygter for fremtiden
Opbakningen til Idræt for Sindet kommer ikke kun fra Gentofte. Så sent som mandag i denne uge var initiativet blandt de nominerede til kulturministerens Idrætspris. Alligevel er Palle Thomsen fra DAI utryg ved fremtidsudsigterne.

Efter en årrække med puljemidler er Idræt for Sindet nu på en bevilling, der udløber i 2018. Herefter er finansieringen uvis.

”Vi har ikke indikationer fra nogle ministerier om, at de vil støtte os,” siger Palle Thomsen og fortsætter:

”Fonde er jo gode til at støtte enkeltstående aktiviteter, men de er ikke meget for at give driftsstøtte. Og det er det, vi har brug for.”

Palle Thomsen mener, at det vil være vanskeligt for de lokale foreninger at klare sig uden for eksempel de instruktøruddannelser, som DAI står for, og uden hjælp til at håndtere det daglige arbejde i foreningerne og samarbejdet med kommunerne. Opstart af nye foreninger vil også blive sværere, mener han.

Og det er Simon Lindahl Andersen fra GIF i Gentofte enig i.

”Jeg har benyttet mig meget af den sparring, jeg har kunnet få med DAI: 'Hvordan laver man ture for medlemmerne?' eller 'Hvordan trænger man bedst igennem til beslutningstagerne i kommunen?'” siger han og fortsætter:

”Behovet er blevet mindre med tiden og i kraft af, at det kører så godt herude. Men jeg taler da stadig med DAI et par gange om måneden.”

Han minder om, at der ikke er tale om almindelige sportsklubber, men om idrætsforeninger, hvis medlemmer er skrøbelige og har særlige behov.

Derfor håber Palle Thomsen, at det er muligt at få en mere permanent statslig støtte, der kan dække de årlige udgifter på to millioner kroner til sekretariatets arbejde.

”Det er jo en form for statslig opgave, vi varetager. En samfundsopgave,” siger han og fortsætter:

”Vi skaber en stor besparelse på en ret billig måde. Så det er god fornuft at støtte det her, fordi det er fantastisk billigt. I psykiatrien rækker to millioner normalt ikke langt.”

I Gentofte håber Therese Vernon Birch, at hun med hjælp fra idræt og terapi med tiden kan få kæmpet sig tilbage på arbejdsmarkedet. Dog næppe til et fuldtidsarbejde.

”Mit håb er et flexjob, hvor jeg kan være sammen med andre. Et normalt fungerende sted, hvor der er plads til mig,” siger hun.

Therese er klar over, at der er et stykke vej endnu.

”Der er meget terapi, der venter. Jeg skal lære mine begrænsninger og fordele at kende,” siger hun:

”Men jeg drømmer om, at jeg på et tidspunkt når det punkt, hvor jeg kan vågne op om morgenen og føle, at dagen er fantastisk og ikke en belastning.”