Tidligere overvismand: Budgetloven bygger på et forkert grundlag

Af Christen Sørensen
Forhenværende overvismand

Budgetloven skal ifølge regeringens lovprogram nu revideres efter de indhentede erfaringer siden dens iværksættelse i 2014.

Der er påpeget flere uhensigtsmæssigheder eller fejl i budgetloven, blandt andet af Kommunernes Landsforening.

Men det er ikke tilstrækkeligt kun at fokusere på budgetloven, idet denne lov er en afledt lov som følge af finanspagten, som Danmark frivilligt valgte at følge.

Sammen med stabilitets- og vækstpagten udgør finanspagten de grundlæggende spilleregler for udformningen af den makroøkonomiske politik i EU og især i eurolandene.

Hvis der ønskes en blot nogenlunde seriøs diskussion af budgetloven og dens følger, er det alene som konsekvens heraf nødvendigt at tage udgangspunkt i stabilitets- og vækstpagten samt finanspagten.

Desværre har vismændene undladt at tage et opgør med det fejlagtige udgangspunkt for den økonomiske politik i Danmark og EU.

Christen Sørensen
Forhenværende overvismand

Det afgørende element i disse pagter er, hvordan lande, der indgår i et økonomisk fællesskab, skal udforme deres makroøkonomiske politik, især finanspolitikken, så landene ikke unødigt skader hinanden.

Det økonomiske samspil mellem lande og dermed landenes påvirkning af hinanden sker først og fremmest gennem de transaktioner, som registreres på betalingsbalancen via ikke mindst eksport og import.

Derfor tilsiger et fagligt udgangspunkt, at den nødvendige koordination af den økonomiske politik i en valutaunion, hvor landene har fælles valuta, må tage udgangspunkt i betalingsbalancestillingen.

Men det sker netop ikke i stabilitets- og vækstpagten samt finanspagten, hvor der ensidigt fokuseres på offentlige budgetter og saldi samt offentlig gæld.

Fokus på offentlig saldo og gæld er ødelæggende
At EU’s økonomiske spilleregler bygger på et fagligt forkert grundlag, underbygges tillige af, at der ikke er eksempler på, at lande er kommet i så store økonomiske problemer, at IMF (Den Internationale Valutafond) er blevet påkaldt, hvis der er nogenlunde ligevægt på betalingsbalancen, idet et offentligt underskud så kan finansieres af et privat overskud.

Derimod er det betalingsbalanceproblemer, der udløser behov for bistand fra IMF.

Hvor fejlagtige og misledende de økonomiske spilleregler i EU kan være, fremgår også af, at de ikke viste klare tegn på behov for indgreb i de lande, der kom i meget alvorlige økonomiske problemer, da finanskrisen brød ud.

Her vil jeg se bort fra Grækenland, der er et meget specielt tilfælde, og derfor alene se på Spanien, Portugal og Irland. Op til finanskrisens udbrud i 2008 viste de offentlige budgetter i disse lande ikke afgørende krisetegn, i hvert fald blev det ikke fortolket således.

I de tre år op til finanskrisen, det vil sige 2005-2007, blev der overskud på de offentlige finanser i Spanien (på henholdsvis 1,2; 2,2 og 1,9 procent af BNP) og i Irland (på henholdsvis 1,6; 2,8 og 0,3 procent af BNP), mens der var underskud – dog aftagende i Portugal (på henholdsvis -6,2;-4,3 og -3,0 procent af BNP).

De offentlige budgetter var dog positivt påvirket af økonomisk overophedning som i Danmark, hvorfor de strukturelle tal for Spanien blev (henholdsvis -0,3; 0,1 og -0,6 procent af BNP), for Irland (henholdsvis -0,1; 0,4 og -3,1 procent af BNP) og for Portugal (henholdsvis -5,9; -4,3 og -3,8 procent af BNP). Men selv de strukturelle offentlige budgetter gav ikke klare tegn på, hvor sårbare disse lande var blevet.

Havde man derimod fokuseret på betalingsbalancetallene, havde man ikke kunnet undgå at se, at der burde være grebet ind langt tidligere. Betalingsbalancen udviste i de samme tre år nemlig følgende underskud for Spanien (-7,5; -9,0 og -9,6 procent af BNP), for Irland (-3,5; -5,4 og -6,5 procent af BNP) og for Portugal (-10,7; -9,7 og -12,1 procent af BNP).

Så det er ikke blot fagligt, men også en faktuel kendsgerning, at stabilitets- og vækstpagtens samt finanspagtens fokusering på alene offentlig saldo og gæld er forkert og ødelæggende.