Alternativet: Lad os nu komme videre i debatten om ligestilling

Af Rasmus Nordqvist (ALT)
Kulturordfører 

Jeg bliver glad, når der bliver sat fokus på ligestilling, som der er gjort her i debatten de seneste uger. Glad, fordi det er godt, at der bliver holdt fokus på noget, som har betydning for hele samfundet.

Men jeg må indrømme, at jeg også bliver lidt bekymret, når jeg læser mig igennem de forskellige indlæg. For jeg kunne næsten have forudset dem alle – mit eget inklusiv. Positionerne er kendte, og vi står alle på vores.

En række indlæg er gået på potentialet i ligestilling. Hvis vi vil udnytte den store kraft, der er i kunsten og kulturen, skal vi altså huske alle – også kvinderne. Andre indlæg er gået på, at når vi taler ligestilling, bliver det samtidig en spændetrøje af regler.

Tid til at komme videre
Men hvordan kommer vi så videre i diskussionen?

Først må vi blive enige om præmissen – at alle bør have lige mulighed for tage del i kunsten og kulturen. Det er noget, vi i politik tit taler om i forhold til, at vi ønsker kunst og kultur i hele landet, men det handler selvfølgelig også om, at alle skal kunne tage del i skabelsen. 

For mig at se er det allervigtigste, at vi kan blive enige om, at der er et ligestillingsproblem.

Rasmus Nordqvist (ALT)
Kulturordfører

Derefter må vi forholde os nysgerrigt til spørgsmålet: Hvordan kan det være, at kun to ud af de 26 kommende danske spillefilm i 2017 er instrueret af kvinder? For mig at se, kan spørgsmålet ikke affejes med ’talentmasse’, som formanden for Danske Biografer, Kim Pedersen, gør i sit indlæg. For kan det virkelig passe, at mænd er så meget bedre filminstruktører end kvinder? Eller handler det måske om nogle mere grundlæggende strukturer i filmverdenen, i uddannelsen, ja måske i hele vores samfund, der forhindrer kvinderne i at komme på banen?

Slip evnerne fri
En del af uenigheden bunder tydeligvis i betydningen af ordet ’frisættelse’. Lad os lave et tankeeksperiment, der vender tingene lidt på hovedet.

Samtlige chefer i filmbranchen er kvinder, der er vant til at arbejde sammen med primært kvinder og har gode erfaringer med kvindelige filminstruktører. De vurderer også, at kvaliteten af kvindelige instruktørers film ofte er bedst. Derfor er det kun i særtilfælde, at en mand slipper igennem nåleøjet – og kun når hans talent er så stort, at ingen er i tvivl.

Er det i denne sammenhæng frisættelse fortsat at lade de kvindelige chefer bestemme, hvilke talenter, der kommer igennem nåleøjet? Eller er det nærmere frisættelse at slippe de mange evner fri, der går tabt hos de mandlige filmskabere, fordi de bliver dømt ude på deres køn?

Jeg hælder, som man nok også kunne forudse, selv til det sidste – men dermed ikke sagt, at kvoter er og må være den eneste vej frem. Man kan frisætte individer på mange måder. Derfor glæder det mig også, at Det Danske Filminstituts direktør, Henrik Bo Nielsen, vil følge udviklingen i optagelsen tæt.

Problemer med ligestilling 
Men for mig at se er det allervigtigste, at vi kan blive enige om, at der er et ligestillingsproblem. Det er nemlig afgørende for, at vi kan komme videre i ligestillings-diskussionen, så vi ikke hænger fast i de samme forudsigelige diskussioner.

Lad os gå nysgerrigt – og alvorligt – til ligestillingsspørgsmålet, når der dukker kuriøse eksempler op som denne filminstruktørstatistik. Lad os ikke affeje det med de samme svar, vi altid giver. For så kommer vi aldrig videre.