Filminstruktører: Uklare kriterier giver mest succes til de allerede privilegerede

Af Christina Rosendahl
Formand for Danske Filminstruktører

Ville klare optagelseskriterier på Filmskolen have sparet mig for mine tre afslag, fordi jeg havde muligheden for at forberede mig bedre eller anderledes?

Christina Rosendahl
Danske Filminstruktører

Kulturel kapital består af et menneskes evner, smag, beklædning, manerer, materiel ejendom, kvalifikationer og anbefalinger. Sådan har den franske sociolog Pierre Bourdieu beskrevet det, han kalder den ’kulturelle kapital’. Jo rigere en person er på kulturel kapital, jo højere kommer man i det sociale hierarki.

Den kulturelle kapital kan danne fællesskaber – ”os, der har gået på Sorø Akademi”, men den kan også skabe social ulighed – ”du har jo ikke gået på Sorø Akademi”.

I uddannelsessystemet uden forudsætninger
Mennesker med lav kulturel kapital klarer sig dårligere i for eksempel uddannelsessystemer, hvis kriterierne for uddannelsen er uklare. Det er en af de ting, som Bourdieu hæfter sig ved.

Populært sagt: hvis kriterier er vage, så er det dem, der i forvejen er inde i varmen, der klarer sig bedst. Dem, der ikke er inde i varmen har svært ved at gennemskue skolesystemet, og hvad der kræves af dem som studerende.

De er forudsætningsløse, når det kommer til at begå sig eller få succes, så de klarer sig dårligere. De veluddannede folks børn kender gamet, fordi de fik det ind med modermælken, og ellers kan de spørge deres far eller mor eller faster, som ved, hvad gamet går ud på. Men alle andre skal knokle sig til den viden.

Navigering i kulturelle institutioner
Nu kan man ikke direkte sammenligne kunst med skole, men hvis vi gør det alligevel for en stund, så vil jeg sammenligne Bourdieus eksempel med de institutioner, som dansk film er centreret omkring, nemlig Den Danske Filmskole, Det Danske Filminstitut (DFI) og DR og TV 2.

Når man som filmskaber møder disse institutioner, så tager det rigtig lang tid at finde ud af, hvordan systemerne fungerer. Hvordan opfører man sig i et rum med et menneske, som kan trykke på grønt-lys-knappen eller slippe guillotinen over ens ansøgning til filmskolen eller ens filmprojekt? Hvordan forbereder man sig, hvordan manøvrerer man, og hvordan får man dem til at sige ’ja’?

Tydeligere ansøgningskriterier
Nu hvor jeg som filminstruktør har været igennem systemet en hel del gange, så stiller jeg mig selv spørgsmålet, om man ikke ville opnå større diversitet – herunder bedre kønsbalance – hvis kriterierne for ansøgning var tydeligere formulerede end nu? Ville klare optagelseskriterier på Filmskolen have sparet mig for mine tre afslag, fordi jeg havde muligheden for at forberede mig bedre eller anderledes?

Ser man på Filmskolens krav til optagelse på instruktørlinjen, så står der på hjemmesiden, at man ”lægger stor vægt på ansøgerens evner/potentiale, engagement og viden”. Mere står der ikke.  Engagement og viden kan jo være mange ting, og så sidder man der med alle sine spørgsmålstegn.

Spørgsmålet er, om ikke en filmskole eller et filminstitut får et mere kvalificeret møde med ansøgeren, hvis man er mere tydelig omkring kriterierne? Kunne man med tydeligere kriterier få fat i flere forskellige typer af filmfortællere?

Kriteriet for at opnå støtte til en spillefilm hos DFI er for eksempel, at filmen ”skal have filmiske og kunstneriske kvaliteter. Der er ingen særlige krav til genre eller publikumsappel, og konsulentordningen støtter film i alle budgetstørrelser.” Sådan står der på DFI's hjemmeside. Men hvad er filmiske og kunstneriske kvaliteter egentlig?

Kunsten kræver en helt særlig sensitivitet fra begge sider i en samtale, og man skal evne at lade det magiske opstå og ikke ødelægge det med for mange ord. Jeg anerkender fuldt ud, at kunst ikke kan sættes på formel og ikke skal hæmmes af snævre kriterier. Men min personlige erfaring er også, at der til disse afgørende møder med systemerne, foregår en hel del, som er fagligt formulerbart, og som kunne hjælpe en ansøger i de første møder med filmsystemet.

Når man som jeg nu er ’kommet ind i systemet’ og har erfaringer med de processer, man går igennem, når man udvikler sin film, så oplever jeg, at vi i møderne i DFI taler om filmen på et højt og specialiseret plan.

Vi taler om plot, karakter-udvikling, tema, visuelle rum, lydens rum og dynamik, den filmiske subjektivitet, billedkomposition, scenografiens betydning for oplevelsen af karakteren, musikkens medfølende eller kontrapunktiske karakter, og hvordan man rykker eller drager omsorg for sit publikum. Et specialiseret sprog, som man har let ved at tilegne sig, hvis man allerede har kulturel kapital, men som skal læres, hvis man ikke har.

Det, jeg ikke helt forstår, er, hvorfor det skal være så hemmeligt, upræcist og uklart, hvad der forventes af en, når man står uden for døren med sin ansøgning til Filmskolen, DFI eller TV-stationen, når det er så indlysende, hvad man skal kunne, når man først er kommet indenfor.

Jeg tror, at klare kriterier vil skabe en bedre måde at indlede en dialog mellem institution og ansøger. Jeg tror, at klare kriterier vil minimere usikkerheden og indbyde flere forskellige slags mennesker og hermed også mange flere forskellige slags film. Og de ville også hjælpe på kønsbalancen i og rekrutteringen til dansk film.