Arbejdermuseet i museumsdebat: Vil landspolitikere kun bedrive kulturpolitik, når de kan bestemme det hele selv?

Af Søren Bak-Jensen
Direktør, Arbejdermuseet

Ingen kan beskylde Christiansborgs kulturpolitikere for at se stort på den værdikamp, der foregår inden for kunst og kultur.

Besparelserne på DR skal rulles tilbage, men hvor skal pengene komme fra og hvilke nye krav skal følge med? Hvad må man mene og gøre som ansat eller studerende på Kunstakademiet? Og hvad skal spændvidden i Det Kgl. Teaters repertoire være i de kommende år?

Men engagementet har blinde vinkler. Det virker nemlig til at være størst omkring de kulturinstitutioner, staten selv ejer og driver.

Der er undtagelser, og enkelte ikke-statslige institutioner kan blive fremhævet af landspolitikere med særlig interesse i lokalområdet eller emnefeltet.

Men det er dog helt typisk en interesse, der ikke tydeligt forholder sig til museumslandskabet som helhed.

Det er besværligt at lave noget om. Så måske er det bedst at lade tingene være som de plejer. Men hvis det er konklusionen, så har hele udgangspunktet for det statslige engagement i det ikke-statslige museumslandskab spillet fallit.

Søren Bak-Jensen
Direktør, Arbejdermuseet

Den løbende og primære interesse virker til at samle sig om statens egne institutioner. Det Danske Filminstitut, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Kongelige Bibliotek og så videre.

Selvejende institutioner i top
Det er på sin vis forståeligt nok. Staten har et særligt ansvar for at holde orden i eget hus.

Men hvis man skal tage udgangspunkt i, at kunst og kultur først rigtig betyder noget, når det bruges af befolkningen, så giver det ikke mening at fokusere på de statslige institutioner. I hvert fald hvis man ser på museumsområdet.

Næsten 80 procent af det rekordhøje besøgstal på danske museer i 2019 skete på selvejende eller kommunale museer.

Der var én statslig kulturinstitution (Christiansborg Slot) i top fem af de mest besøgte museer, og tre i top ti. Hvis man som kulturpolitiker for alvor vil påvirke borgernes møde med kunst og kultur, så skal man kigge ud over statens enemærker.

Staten blot én af mange interessenter
Den museumsverden, der ligger derude, er imidlertid langt mere kompliceret end på det statslige område. Fondenes afgørende vigtige betydning for udvikling er den samme.

Men lokale erhvervs-, byudviklings- og turismeinteresser spiller en helt anden rolle end for statslige institutioner.

Det folkelige engagement gennem museumsforeninger og frivillige kan være afgørende for museernes måde at fungere på.

Forpligtende samarbejder med for eksempel undervisningsinstitutioner eller social- og sundhedsområdet kan have direkte indflydelse på, hvordan det enkelte museum drives og udvikler sig. Og flere og flere museer ledes som moderne virksomheder af højt kompetente bestyrelser.

Det kan føre både til nogle af de bedst besøgte og fagligt førende museer med en høj grad af egenindtægter. Og det kan føre til museer med en mere indadvendt profil.

Men i alle tilfælde er staten kun en blandt mange interessenter. Og når det tilsyneladende ikke er muligt at få frataget sit statstilskud, så længe man som museum har intention om at leve op til statens krav, så er muligheden for bestemmende indflydelse meget lille.

Hvad vil staten på museumsområdet?
I en situation hvor statens indflydelse er så begrænset, er det måske forventeligt, at man fra landspolitisk side trækker sig fra slagsmålet om en museumsreform.

Eller at staten bedriver kulturpolitik på ”kustodeniveau”, som direktøren for Augustinus Fonden, en af de mest aktive fonde på kunst- og kulturområdet, blev citeret for i publikationen ”Museumslandskabet” fra 2019.

Det er besværligt at lave noget om. Så måske er det bedst at lade tingene være som de plejer.

Men hvis det er konklusionen, så har hele udgangspunktet for det statslige engagement i det ikke-statslige museumslandskab spillet fallit.

Med start i 1960’erne blev den statslige museumsstøtte bygget op omkring samarbejdet med civilsamfundet og lokale myndigheder.

Statsligt tilskud afhang af lokal finansiering, hvilket naturligvis gjorde, at staten ikke kunne sætte sig for bordenden. Området måtte udvikles gennem dialog. Og for at være en god dialogpartner skal man vide, hvad man står for.

Dengang var det at styrke den brede befolknings adgang til kultur og kunst. At vaccinere borgerne mod totalitære ideologier gennem mødet med historier og refleksioner over verden, der stillede flere spørgsmål end de gav svar. Men hvad står staten for i dag?

Der er behov for, at der fra statslig side bliver taget stilling til, hvorfor man overhovedet er til stede på museumsområdet.

Dels det private og kommunale område, der trækker den største del af læsset. Men i høj grad også i forhold til de institutioner, der af historiske og mere eller mindre tilfældige årsager ejes af staten selv.

Det er svaret på det spørgsmål, der kan afgøre om der er behov for en museumsreform. Især når man ikke kan bestemme det hele selv.