Bertel Haarder: Ligestilling uden skemaer og løftede pegefingre

Af Bertel Haarder (V)
Kulturminister

I dag er vi alle feminister. Ligeværdighed mellem kønnene er en central og umistelig værdi i vores samfund.

Af samme grund er jeg også glad for at konstatere, at kønsligestilling indgår blandt de 20 samfundsværdier, som netop er blevet sat til afstemning blandt danskerne. For mig at se, er ligestilling en del af det kulturelle gods, vi er rundet af.

Lighed, men også frihed
Ideen om, mænd og kvinder skal have de samme rettigheder og muligheder har rødder tilbage til oplysningstiden. En anden bærende tanke herfra er ideen om den individuelle frihed og selvbestemmelse – at staten skal kende sine grænser og ikke lave flere regler og forordninger end højest nødvendigt.

Ligestilling i dag i kunstens verden – og på alle andre områder for den sags skyld – handler for mig at se mindre om målet end om midlet. Alle, der ikke mener, at kvinder og mænd er lige meget værd, er ikke ved deres fulde fem. På det punkt kan vi alle blive enige.

Men når det kommer til spørgsmålet om, hvordan vi bedst fremmer ligestilling bliver nogle grundlæggende ideologiske forskelle tydelige.

Jeg skal ikke underkende, at der stadig er problemer. Og jeg siger ikke, at vi er i mål. Men vi løser ikke ligestillingsudfordringerne med unødvendige nye regler, registreringskrav og bureaukrati.

Bertel Haarder
Kulturminister

Kommer ikke langt med kønskvoter
Jeg tror ikke, at vi skaber mere ligestilling mellem kønnene ved, at staten opfinder unødvendige regler og for eksempel kræver, at spillestederne i skemaer skal krydse af, hvor mange mænd og kvinder, der går på scenen.

Jeg tror heller ikke, vi kommer særlig langt med kønskvoter. For mig at se er det den helt gale vej at gå. Vi er nødt til at holde op med at tro, at den eneste måde, vi skaber forandringer på, er gennem regler og kontrol.

Vi skal en anden vej. Den vej, der handler om, at de enkelte foreninger og organisationer, der rent faktisk beskæftiger sig med kunsten og kunstnerne, selv bestemmer, hvordan de vil fremme ligestilling og bruger de værktøjer, der virker bedst for dem.

Konkrete løsninger fra miljøerne
Heldigvis kan jeg se, at der er en stor bevidsthed om udfordringerne i de kunstneriske miljøer. Og de er gode til at fremlægge konkrete, seriøse bud på, hvordan problemerne kan løses – uden kvoter og skemaer og anden unødig bureaukratisering.

For eksempel står kønsspørgsmålet meget højt på dagsordenen hos Statens Kunstfond. Projektstøtteudvalget for Musik afholder løbende konferencer og debatarrangementer om ligestilling og mangfoldighed. Musiklivets organisationer er også opmærksomme på kønsbalancen, når det kommer til landets musikfestivaler.

Men der er også helt konkrete tiltag, der gør en forskel, som for eksempel musiklejren for piger, ”pop pilot” og ”jazzcamp for piger”.

Filminstituttets aktionsgrupper
Også på filmområdet er der fokus på køn og ligestilling. Det Danske Filminstitut har igangsat et arbejde for at skabe større diversitet i dansk film foran såvel som bag kameraet, men mener, ligesom jeg, ikke, at kvoter er løsningen.

I stedet har Filministuttet nedsat tre uafhængige såkaldte aktionsgrupper med 40 brancherepræsentanter og eksperter, der har leveret en række anbefalinger til initiativer, der kan styrke kønsbalancen i dansk film. Jeg glæder mig til at se, hvilke initiativer DFI vil iværksætte i løbet 2017 som opfølgning på anbefalingerne.

Lad mig slutte af med et par eksempler fra scenekunsten. På Det Kongelige Teater har skuespilchef Morten Kirkskov besluttet at arbejde med et ensemble, hvor der er lige mange mænd og kvinder. Velvidende, at han så må nytænke opsætningerne af mange af de klassiske værker.

Ligestilling går begge veje
Et andet eksempel er teatergruppen Sort Magi, der har produceret anmelder- og publikumssuccesen ”Tove, Tove, Tove”, der vandt en Reumert for årets musikforestilling i 2015. Alle medvirkende i produktionen var kvinder.

Men kønsligestilling på scenekunstområdet går naturligvis også den anden vej. Det ser vi med den aarhusianske dansegruppe Don Gnu, der kun består af mænd – inden for moderne dans er der ellers en overvægt af kvinder.

Det var bare en hurtig håndfuld eksempler på, at man i de kunstneriske miljøer ikke bare er meget bevidste om spørgsmålet om ligestilling, men man sætter også handling bag.

Jeg skal ikke underkende, at der stadig er problemer. Og jeg siger ikke, at vi er i mål. Men vi løser ikke ligestillingsudfordringerne med unødvendige nye regler, registreringskrav og bureaukrati.

Vi kommer længere ved at arbejde seriøst og konstruktivt med problematikken i de kunstneriske miljøer. Det skal vi fra politisk side bakke op om, og det gør vi. Helt uden flere regler og løftede pegefingre.